INTERVIEW. To og to om tro. Med økonom Sidsel Kjems og teolog Karen Marie Sø Leth-Nissen.

Af Jannie Iwankow Søgaard

KAREN MARIE SØ LETH-NISSEN: Hvilke personer har spillet en rolle for din egen forståelse af det ateistiske livssyn, og hvordan?

SIDSEL KJEMS: Mit barndomshjem har spillet en afgørende rolle for, at jeg er ateist. Ikke at det nogensinde var noget, vi talte om – vi talte om politik, filosofi og etik. Min far var med til at stifte De Grønne, og det at interessere sig for samfundsforhold var en selvfølge. Religion var ikke-eksisterende, både i min familie, i skolen og i samfundet, som jeg oplevede det i min opvækst i 80’erne.

Jeg anser ikke ateisme for et livssyn, men mere som en konstatering af, at man ikke tror på overnaturlige forhold. Sidsel Kjems

Først langt senere, da religion begyndte at fylde mere i samfundsdebatten, kan jeg huske, at jeg hørte ordet ateist. Jeg anser dog ikke ateisme for et livssyn, men mere som en konstatering af, at man ikke tror på overnaturlige forhold.

Mit livssyn er humanistisk, og udspringer af oplysningstidens tanker om frihed, lighed og et syn på mennesket som både fornuftigt og empatisk. Centralt i humanismen står også ansvar, kritisk tænkning og muligheden for at skabe mening i sit liv.

Foto: Miklos Szabo

SIDSEL KJEMS: Hvad giver din religion dig i dit liv?

KAREN MARIE SØ LETH-NISSEN: Nu spørger du om religion – jeg har aldrig tænkt mig selv som religiøs. Jeg er bare kristen. Jeg kan ikke skille mit liv fra det kristne. Det er til stede hele tiden, uden jeg tænker over det. Her er jeg og min næste og Gud – det er vilkårene for mit liv.

Jeg går ikke så meget i kirke, som jeg gerne ville. Men hver eneste søndag morgen vil jeg egentlig gerne af sted. Det sidder bare i kroppen. Karen Marie Sø Leth-Nissen

Kirken har altid være der. Min mor gik i kirke næsten hver søndag, og nogle gange gik jeg med. Jeg sad og slog salmenumrene op, læste dem og var med i gudstjenesten, som jeg nu kunne. Salmerne var det bedste.

Siden blev min mor præst, og vi flyttede på landet. Jeg skulle ikke selv være præst, og så blev jeg teolog og præst alligevel. I dag forsker jeg i folkekirken. Og mine børn får meget med, det kan jeg jo høre, når de sådan fortæller. Jeg går ikke så meget i kirke, som jeg gerne ville. Men hver eneste søndag morgen vil jeg egentlig gerne af sted. Det sidder bare i kroppen.