Portræt. Indmeldt i folkekirken: Andreas Gamél von Benzon, 29 år, Stefanskirken.

Fortalt til Karen Sofie Egebo

Jeg har en bachelor i statskundskab og filosofi og en kandidat i statskundskab, og under uddannelsen begyndte jeg i stigende grad at orientere mig mod filosofien og spørgsmålene om menneskets eksistens, og det ledte mig frem til eksplicit religiøse spørgsmål.

I det forløb erkendte jeg, at jeg var nødt til at stå ved min tro. Jeg meldte mig nemlig ud af folkekirken, da jeg var 18 år, fordi jeg dengang troede, at et politisk fællesskab skulle artikuleres omkring begreber som solidaritet, frihed, lighed og omfordeling.

Foto: Miklos Szabo

Men gennem filosofien og det religiøse gik det op for mig, at man ender i en overfladisk og tom diskussion, hvis man diskuterer de begreber alene ud fra en politisk horisont.

Man er nødt til at forstå, at diskussionen om det politiske har rødder i det religiøse.

Jeg mener med andre ord, at man først forstår det menneskelige fællesskab rigtigt, hvis man orienterer sig mod dets religiøse dimension som et spørgsmål om det, der ikke kan måles, vejes og stilles på formel.

Jeg begynder at opleve en religiøs vækkelse blandt mange af mine venner.

Det kristne fællesskab handler ikke om en bygning. Det handler om et menneskeligt fællesskab. Andreas Gamél von Benzon

Særligt i lyset af verdens vanvid med Dansk Folkeparti, Trump, Liberal Alliance og lignende oplever jeg, at mange i højere grad begynder at orientere sig mod det, der giver dem en følelse af forbindelse til omverdenen og andre mennesker, og hér er det religiøse for mig at se altså et naturligt skridt.

Menneskeligt fællesskab

Jeg havde en lang snak med Pernille Østrem, der er præst i Stefanskirken, fordi jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg skulle være medlem af folkekirken for at legitimere de følelser, jeg har omkring det religiøse.

Jeg var i tvivl om den institutionelle overbygning på min tro. Hun var god til at sætte nogle ting på plads, og jeg føler mig ikke forpligtet til at gå i kirke for at være rigtigt troende.

Kirken er Guds hus, men det kristne fællesskab handler ikke om en bygning. Det handler om et menneskeligt fællesskab.

Efter min mening er hele verden – naturen og mennesker – guddommelig, og jeg kan ligesåvel dyrke min tro ved at opføre mig ordentligt og i pagt med det, der har frembragt mig.

På den måde er kirken mere et forsamlingshus, jeg bruger til at finde et konkret fællesskab, se film, høre musik, når det passer ind i min hverdag.