Blandt moderate oprørere og pragmatiske pavetro

INTERVIEW: Forfatteren Maria Helleberg går helt tæt på reformationstidens danskere i romanen ‘Stormene’. Jo tættere hun er kommet på personerne, des flere nuancer er der dukket op.

Af Kåre Gade

“Gerne, det er et af mine yndlingsteder. Musikværelset er et af de skønneste rum fra middelalderen,” svarer Maria Helleberg i en e-mail.

Jeg har foreslået, at vi mødes i Sankt Mariæ Kloster for at tale om hendes store reformationsroman ‘Stormene’. Først, da jeg nogle dage senere får læst ‘Stormene’, opdager jeg, at Sankt Mariæ – som i dag huser Helsingør Stiftsadministration – er en vigtig location i romanen, og at Maria Helleberg kender alle klostrets kringelkroge.

Ligesom hun i øvrigt kender Børglum Kloster, Hald Hovedgård, Roskilde Bispegård, Sønderborg Slot og en lang række andre historiske steder, som får rystet støvet af og bliver til levende, larmende og lugtende virkelighed i romanen.

Maria Helleberg i musikværelset i Sankt Mariæ Kloster (foto: Kåre Gade).

Et mantra i markeringen af 500-året for reformation har været, at det ikke måtte blive tilbageskuende. Men Maria Helleberg gør netop dét i ‘Stormene’: Skuer tilbage til begyndelsen af 1500-tallet. For vil man forstå reformationens samfundsomvæltende betydning, er man også nødt til at forstå, hvilke drømme, lyster og bekymringer, der drev reformationstidens danskere – kendte og magtfulde personer såvel som menigmand og -kvinde.

Nonnen og munken

“Jeg begyndte med at skrive historien om den unge nonne Dorthe, der savner sin familie og stikker af fra sit kloster – ligesom Katharina von Bora, som blev Luthers kone,” siger Maria Helleberg, da vi en uge senere mødes i Sankt Mariæs søjlegange.

“Vi ved uendelig lidt om dem, der trådte ud af klostrene. Jeg var nødt til at opfinde Dorthe. Hun skulle være af en vis stand for at blive accepteret af klostret, og fordi der skulle betales ret godt for hende. Hun skulle være en rig borgerdatter fra en by, der som 10-årig bliver konfronteret med det her mærkelige klostersamfund.”

“Dernæst skrev jeg om Andreas, den anden fiktive person, som bliver munk her på Sankt Mariæ Kloster i Helsingør. Det er det kloster, jeg kender bedst, fordi jeg en årrække boede lige rundt om hjørnet. Det skulle være en ung mand, som kom til klosteret fra samtidens kaos.”

“Han er fordrukken og kriminel, og hans pæne familie er bange for, at han skal blive henrettet. For ham er det helt fantastisk at komme ind i den her verden af stilhed, arbejde, kontemplation og afholdenhed. Han kommer igennem sin “AA” på klostret og er ekstatisk munk, indtil han møder Poul Helgesen.”

“Jeg vil gerne have alt fra kilden ind i romanen, men uden at det bliver til de her ‘researchsamtaler’, som er så trælse i historiske romaner.”

Poul Helgesen – det er en af romanens virkelige skikkelser: Den oprindeligt reformvenlige katolik, som med årene bliver en arg modstander af lutheranismen. Andreas bliver derimod vundet for reformationens sag og bliver sekretær for Hans Tausen, en anden historisk person, der bringes til live i romanen.

På samme måde flettes Dorthes fortælling sammen med reformationens virkelige persongalleri. Dorthe gemmer sig i vognen med grønsagstønder, som bliver kørt ud af klostret, og opsøger biskoppen på Børglum for at blive løsnet fra sit løfte. I stedet møder hun biskoppens nevø Stygge Krumpen, som bruger Dorthe til at afsætte sin morbroder, så han selv kan blive biskop.

Stygge Krumpen som pragmatiker

Den glidende overgang mellem fiktion og fakta er en disciplin, Maria Helleberg har kultiveret i en lang række historiske romaner. Hun er en flittig forfatter, ikke kun målt på antallet af udgivelser (på bibliografi.dk er ‘Stormene’ anført som hendes udgivelse nummer 91 siden debuten i 1986), men også, når det gælder den forudgående research.

Hun er fast besøgende på Rigsarkivet. Hun har studeret Stygge Krumpens regnskabsbøger og Poul Helgesens latinske skrifter (“det er den smukkeste formskrift”). Og når hun fortæller om sin roman, namedropper hun figurer fra reformationstidens politiske persongalleri som var det fælles, nulevende bekendtskaber.

“Jeg vil gerne have alt fra kilden ind i romanen, men uden at det bliver til de her ‘researchsamtaler’, som er så trælse i historiske romaner. Der skal være en form for konfrontation, der gør, at det bliver til en scene.”

“Det er sjovere at rode lille Dorthe ind i Stygge Krumpens præsentation af sin morbroders afsættelsesordre. Stygge skal opleves gennem andre, fordi han simpelthen er så voldsom en figur at slippe løs i en roman.”

Stygge Krumpen, den sidste katolske biskop i Børglum, er en central figur i romanen, ligesom han var det i Thit Jensens roman ‘Stygge Krumpen’ fra 1936. I Maria Hellebergs fortælling former Stygges passionerede forhold til elskerinden – ‘medsoversken’ – Elisabeth en rød tråd gennem reformationsårenes kaos. Og selv om Stygge bliver fængslet sammen med de andre katolske biskopper i 1536, skildrer Maria Helleberg ham som pragmatiker snarere end som principrytter.

“Da rigsrådet mødtes i 1534 for at vælge en ny konge, forestiller jeg mig, at Stygge og de andre i rådet håbede, at de ved at udsætte valget af kongen kunne blive ved magten og udvikle deres områder til en slags proto-lutheranske, gejstlige fyrstedømmer. Så kunne folk få lov at synge de dér viser og få både vin og brød til nadveren, mens Stygge og de andre biskopper fortsatte i deres embeder, for nogen skal jo køre butikken.”

En del af romanen foregår i Sankt Mariæ Kloster i Helsingør. (foto: Kåre Gade)

Danmarks sidste borgerkrig

Sådan gik det ikke. Det kongeløse Danmark blev kastet ud i en borgerkrig, Grevens Fejde, hvor støtter af henholdsvis Christian den 2. og Christian den 3. kæmpede om magten. Maria Helleberg mener, at krigen kom bag på alle.

“I Danmark var krige noget, man førte i udlandet – i Sverige, Ditmarsken osv. Alle de ting, der følger med krig – massakrer på civilbefolkningen, nedbrænding af handelsbyer, massive plyndringer, sult og hungersnød og belejringer – var fuldstændig ukendte i Danmark. Der var ikke nogen, der var forberedt på det.”

“Adelen reagerede så kraftigt, fordi de troede, de ville miste en masse privilegier. Men som sædvanligt var det borgere og bønder, der kom til at betale prisen. Efter krigen blev der lagt låg på utilfredsheden, fordi man var nødt til at holde fast på samfundet. Alle, der havde magt og myndighed, var klar over, at landet ikke skulle derud igen.”

“Hans Tausen er den moderate oprører, man altid har brug for. Han prøver faktisk at lave et manual for, hvordan man skal lave en reformation. Det er rørende – et meget dansk dokument.”

“Og det lykkedes – det er sidste gang, vi har haft borgerkrig. Efter Grevens Fejde havde de fleste det, som Stygge Krumpen i min roman, når han siger, ‘jeg orker ikke at være vred og bitter længere, jeg vil bare gerne leve i fred’.”

Maria Helleberg peger på, at Danmark sammenlignet med andre lande slap billigt gennem reformationen.

“I England henrettede man folk for at oversætte Det Nye Testamente. Deres reformation slår vores med adskillige hestelængder – med utrolige ofre og ødelæggelser og 50 års borgerkrig.”

Ligesom hun skildrer Stygge Krumpen som en pragmatisk pavetro, ser hun de fremtrædende danske reformatorer som besindige revolutionære.

“Hans Tausen er den moderate oprører, man altid har brug for. Han prøver faktisk at lave et manual for, hvordan man skal lave en reformation. Det er rørende – et meget dansk dokument,” siger Maria Helleberg.

“Han foreslår et råd, hvor nogle af reformationstilhængerne sammen med de mest fornuftige gejstlige kan skabe transformationen til den nye kirke. Det er meget langt væk fra Christian den 3.’s tilgang – “jeg er fyrsten, jeg bestemmer” – som betyder, at hele den magtfulde gejstlighed fjernes, og der derfor kun er kongen selv tilbage som autoritet.”

Måske er den pragmatiske tilgang til reformationen også forklaringen på, at de fængslede biskopper slipper nådigt, i hvert fald efter datidens normer.

“Læg mærke til, at det ikke kommer til en retssag, og at de aldrig bliver dømt. I det meget lange anklageskrift mod Stygge Krumpen er der juridisk set ikke ikke meget at komme efter. Anklageskrifterne var først og fremmest propaganda, der skulle forklare og legitimere magtskiftet.”

Reformationstidens mennesker ligner os

Maria Hellebergs bestræbelser på at komme tæt på reformationstidens mennesker begrænser sig ikke til studier af skriftlige kilder. Hun lytter til musikken, smager på maden og klæder sig i tidens tøj.

“Det er ingen hemmelighed, at jeg er gået til yderligheder for det her. Jeg har fået syet en saksisk kvindedragt fra perioden i håndvævet dobbeltsilke fra Italien, og jeg ved ikke hvad. Jeg fik kontakt med et firma, der laver dragter til de store museer. De har en nærmest fundamentalistisk holdning til det – det skal være de rigtige materialer, det skal syes med den traditionelle teknik, og det skal sidde ordentligt på personen.”

Jo tættere hun er kommet på personerne, des flere nuancer er der dukket op.

“Vi har en officiel historieopfattelse, som sørger for, at tingene kan forklares i én sætning. Men det er der ingenting, der kan. Alting har flere sider.”

“Det overraskede mig, at mange kvinder har magt og indflydelse. Stand er vigtigere end køn. Hvis manden dør fra en stor borg, hvor han er lensherre, så tager man konen i stedet for. Kvinder har dømt på tinge og styret enorme godser uden ringeste problemer.”

“Jeg forstår ikke tendensen til at bedømme historiske personer ud fra, om man kan lide dem eller ej. Det er jo ligegyldigt, om man kan lide Luther – han er der.”

“Det gik også op for mig, hvor svært det har været – økonomisk og lavpraktisk – at “reboote” kirken efter reformationen. Hvor skaffer man de stearinlys, der plejede at komme nede fra klostret? Hvad gør man med musikken, når der ikke er et kor af professionelle kannikker? Hvordan lærer menigheden at synge de nye salmer, når man kun har et lille, elendigt orgel til rådighed?”

Men det, der overraskede Maria Helleberg mest, var, hvor samtidige, de historiske personer virkede, når hun læste deres breve.

“Når du kommer tæt på, så diskuterer de på samme måde som os, de er bekymrede for deres børn, de interesserer sig for madlavning. Når de skriver til hinanden, er det oftest meget uformelt. Og når de endelig skriver til nogen, som de skal yde respekt, kan de ofte ikke huske de korrekte tituleringer.”

Hvis man kan lære noget af historien, er det netop dette: At fortidens mennesker ikke var anderledes end os; de havde blot andre vilkår. Det glemmer man ofte, mener Maria Helleberg. Set med nutidige øjne er 1500-tallets strafmetoder det rene ISIS. Men selv heksebrændingerne gør ikke datidens danskere mere onde eller følelseskolde end os, når man husker at se dem i kontekst.

“Jeg forstår heller ikke tendensen til at bedømme historiske personer ud fra, om man kan lide dem eller ej. Det er jo ligegyldigt, om man kan lide Luther – han er der. Og ja, han har skrevet nogle ubehagelige ting i forbindelse med bondeoprøret, men oprørerne opførte sig præcis ligeså bestialsk, som de selv blev behandlet bagefter.”

“Det er sådan en mekanisk venstreorientering: Hvis man gør oprør, så har man ret til at gøre hvad som helst mod andre mennesker. Men Luther så, at bondeoprøret ville kunne ødelægge alt det, der var begyndt.”

Læsningens mirakel

Hvordan synes hun, her nogle uger før reformationsdagen den 31. oktober, at markeringen af 500-året er lykkedes?

“Prøv at forestille dig, hvordan der ville have set ud i Vesteuropa uden kristendommen.” (foto Kåre Gade)

“Jeg synes, at vi kunne have gjort mere ud af det mirakel, at mennesker begynder at læse, fordi det skrift, som de kun har hørt på latin, pludselig kommer ind i deres liv. Munken Andreas i min roman læser Biblen på dansk. Og da han lægger den væk, går det op for ham, at han ikke kan få det ud af sit hoved. Han kan ikke blive dum igen. Det er det, der sker for alle ved reformationen. Man kan ikke vende tilbage,” siger hun.

Maria Helleberg glæder sig over, at markeringerne af reformationsåret fortrinsvis er foregået i form af lokale initiativer.

“Hvis kirken før 1536 havde skullet fejre et jubilæum, ville man have gennet hele kleresiet sammen i deres fantastiske dragter for at holde et enormt party med mad og drikke, hvorefter alle var gået hjem til deres medsoverske – uden at have givet andet til folket end en parade gennem byen i ornat. Den form for fejring kan alle magthavere lave.”

“I stedet er der foregået utrolig mange ting i sognene. Der har været tusindvis af lokale initiativer, og det kan der godt være en reformatorisk pointe i.”

Maria Hellebergs debutroman ‘Seersken’ handlede om Kassandra, der forudså Trojas fald. Hvad forudser forfatteren til de mange historiske romaner, at der vil blive af kirken og kristendommen om 50 år?

“Kristendommen bed sig fast i løbet af to generationer. Og den har overlevet i årtusinder, ad snørklede veje og mens alt muligt andet har ændret sig, så hvorfor skulle den dog forsvinde på 50 år? Ting opstår ikke af tilfældigheder, og de bliver her heller ikke tilfældigt. Prøv at forestille dig, hvordan der ville have set ud i Vesteuropa uden kristendommen.”

Det kunne man godt skrive en roman om?

“Ja, hold da op, haha. Det kunne være sjovt at lave en kontrafaktisk Danmarkshistorie. Ud på Refshaleøen og slå nogle grise ihjel til det årlige blot. Nej, jeg tror ikke, det have givet os det store. Og nej, kvinder fik ikke ikke frataget alle rettigheder, da vi blev kristne. Tværtimod fik de at vide, at alle mennesker er lige meget værd, fordi de har en evig sjæl,” siger hun.

“Jeg har det lidt på samme måde med de ateister, som mener, at kristendommen aldrig har givet os noget godt. Ved I hvad, den dag I kommer med noget, som handler om det fantastiske ved at være ateist, og som kan matche Mozarts Requiem – så kan vi tale om det. Indtil da er det jer, der har et problem.”

“Mens jeg skrev ‘Stormene’, var der en, som spurgte hvorfor jeg skrev om noget, som ingen kunne tage alvorligt, altså tro. Jeg var fuldstændig rystet og forklarede, at der slet ikke fandtes ateisme på 1500-tallet. Ingen havde endnu fået den tanke, at mennesket skulle være så alene, ikke have nogen rettesnor for noget som helst, og at alt var ligegyldigt.”

“Kristendommen er stadig den eneste religion, jeg har mødt, der har tilstrækkeligt komplicerede svar til, at man hele tiden bliver udfordret. Den er – også – intellektuelt tilfredsstillende.”

Maria Helleberg har tidligere boet i Helsingør, tæt på Sankt Mariæ Kloster. Hun er i dag bosat i Fredensborg.

‘Stormene’ med undertitlen ‘Kærlighed og magt i reformationens Danmark’ er udgivet på Bibelselskabets Forlag. 720 sider, vejl. udsalgspris: kr. 349,95

 

DEL ARTIKEL: