Ægteskab: ”Man får noget givet, og så er det op til en selv” 

BAGGRUND. Hverdagen er vigtig. Det er nygifte Janni og Kresten på 27 enige om, når de skal formulere hvad der udgør fundamentet i deres forhold. For dem er kærligheden en følelse af at høre sammen; det, man ikke altid kan forklare andre, men som andre måske alligevel kan se.

Af Marianne Lentz

Vores historie begynder i Ribe i 2005. Det er første weekend i maj, og den årlige tulipanfest har traditionen tro forvandlet byen til en festivalarena med livemusik, blomsteroptog og omrejsende tivoli.

Solen står højt på himlen og branker de forårsblege næser, der er troppet op fra nær og fjern for at deltage i festlighederne. Der kan blive varmt på sådan en utrolig tør måde i Vestjylland, og Ribe er ingen undtagelse denne weekend.

Janni og Kresten er begge 19 år og bor på camping en halv times gang fra bymidten med en gruppe fælles venner. Janni er kommet fra højskolen lidt uden for Ribe og Kresten fra Sønderborg, hvor han er i lære som skovarbejder.

De har mødt hinanden en enkelt gang før, til en dobbelt attenårsfødselsdag. Janni synes, Kresten er en irriterende københavnertype, selvom han kommer fra Frederikssund og bor i Sønderborg. Sådan en med stribet skjorte og hørbukser og lædersko.

Selv har hun piercing i hagen og går i kinasko og blomstrede nederdele, hun ikke selv har syet, men som ser sådan ud. Kresten har ikke rigtig taget stilling til Janni. De er med andre ord ganske uvidende om, at denne weekend i Ribe vil sætte en ny kurs for deres liv.

 

Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo
Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo

 

”Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg virkelig gerne ville i byen med mine venner i stedet for at være sammen med Janni.” Kresten

Tilfældet vil, at det er de to, der kommer til at følges fra campingpladsen ind til byen den første aften. De har fået et par øl i lejren, og samtalen flyder overraskende let.

De taler om satireprogrammet Lex og Klatten, som de er enige om, er vellykket, mens de går ned ad bakken gennem skoven mod byen.

Og de griner; de føler sig godt tilpas i hinandens selskab. På vejen kommer de forbi en traktorforhandler, og Kresten, der har noget med traktorer, hiver Janni med rundt mellem de store maskiner.

Hun følger tålmodigt med ham, og måske er det her, hun første gang tænker, at der alligevel er noget over den store skovarbejder.

Da de kommer ned til byfesten, får hun ham til at prøve en karrusel. Det gør Kresten ellers aldrig, han er hundeangst for dem. Der er fifty-fifty chance for at dø i sådan en ting, siger han, man ved jo ikke om de er skruet ordentligt sammen.

Men han overvinder sig selv – og det er godt, for det er lige her, i karrusellen, at de kysser første gang. Bagved sidder Jannis veninder og hujer og pifter.

 

Hverdagen er vigtig

Otte år senere, i oktober 2013, bliver Janni og Kresten gift i Jørlunde kirke.

I dag bor de lidt uden for Frederikssund med hunden Otto. Parret, der efter eget udsagn er blevet ”65 år indeni”, beskriver fundamentet for kærligheden med ord som ærlighed, tryghed, humor, tilgivelse – og prioritering.

Man skal vælge hinanden til, siger de. Men det skal helst ikke føles som en pligt.

”Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg virkelig gerne ville i byen med mine venner i stedet for at være sammen med Janni,” siger Kresten.

Han er en høj mand med lyst hår og en drengs ansigt.

”Det handler om, at vi prioriterer hinanden – at vi tilbringer kvalitetstid sammen,” lyder det fra Janni, der allerede har forudset Krestens slet skjulte rullen med øjnene, og tilføjer henvendt til ham:

”Jeg ved godt, at du ikke kan lide det ord, men du ved godt, hvad jeg mener. At man ikke altid skal fare ud til alt muligt ude i byen.”

Kresten nikker:

”Og at det nogle gange er okay bare at ligge på sofaen og se et halvt program af ’Vild med dans’. Og så er det bare det. At man ikke skal ud og vise sig frem eller hele tiden skal et eller andet.”

Janni er professionsbachelor i sundhed og ernæring og har for nylig skiftet et job som kampagnemedarbejder i København ud med et som madmor for en udflytterbørnehave i nærheden af hvor de bor. Når den ene dag tager den anden med arbejde og aftaler hver for sig, at kan men nemt gå skævt af hinanden, mener Kresten:

”Så er det meget sådan bumbumbum. Hvorfor har du ikke ryddet op, hvorfor har du ikke gjort det, og du har også glemt at købe ind. Sådan nogle dumme, dumme ting. I stedet for bare at sige: Så kører vi lige i Netto sammen og køber ind. Det er nok det, jeg tror, kan presse et parforhold mest, det er tiden. Og så kan det godt være, at man tager tre uger til Thailand en gang om året og synes, man får plejet forholdet, men jeg tror aldrig nogensinde, det kan gøre det ud for at have en ordentlig hverdag sammen, hvor man ikke er fuldstændig sønderstresset.”

Kresten er selvstændig, og forretningen går godt – han har nok at lave. Men han kan godt være bekymret for, at projektmennesket i ham kommer til at tage over.

”Hvad hvis man lige pludselig en dag glemmer, hvad man har at komme hjem til? Jeg bliver hele tiden tilbudt mere og mere arbejde. Og det er nemt at sige ja, for så tjener man endnu flere penge. Den stress, verden pisker op i dag – at man skal blive til noget, hele tiden være noget mere. Det synes jeg, er en trussel.”

 

Privatfotos.
Privatfotos.

 

Man kan ikke regne med noget som helst

Det er tidlig morgen i oktober, og Jørlunde kirke lyser hvidt mod den klare efterårshimmel.

På den anden side af Bygaden ligger den gamle præstegård. Går man ind i entreen og tager første dør til højre, kommer man ind på sognepræst Peter Nejsums kontor. Her sidder Janni og Kresten i sofaen med kaffekopper og termokande på bordet foran sig.

Der er tre dage til, de skal give hinanden deres ja i kirken, og de har den obligatoriske samtale med præsten. De taler om, hvad de sætter højt ved hinanden og ved deres forhold.

Janni synes, at det rareste er, at hun føler, at Kresten er en del af hende. Hun savner ham meget hurtigt, når de ikke er sammen. Kresten nævner Jannis hengivenhed og den tryghed, der omgiver hende. At han altid kan komme hjem til hende og fortælle, hvordan hans dag har været. At han ikke behøver sige noget for at smigre, og ikke skal forstille sig i hendes selskab.

De taler om vielsesritualet, og Peter Nejsum gennemgår de uddrag fra Bibelen, som læses op under ceremonien. Et af dem er fra Skabelsesberetningen, der ifølge Nejsum ikke så meget handler om, hvordan universet er opstået, men snarere om, at det er Gud, vi har vores liv fra.

”Det har jo vidtrækkende konsekvenser, for det vil sige, at livet ikke er noget, man har, fordi man har gjort sig fortjent til det. Det er heller ikke et sammenrend af tilfældigheder. Det er noget, man får som gave, dag for dag. Og det betyder jo noget for, hvordan du ser det, du har,” siger Peter Nejsum.

Han peger på, at netop denne erkendelse kan skabe et værn mod det, Kresten ser som en trussel mod parforholdet: At man glemmer, det man har og kommer til at tage hinanden for givet.

“Skabelsestanken fejer det væk. Dybest set kan man ikke regne med noget som helst,” siger Peter Nejsum.

Det får Kresten til at reagere. Han hæfter sig ved det ansvar, udsagnet lægger på individets skuldre:

”Jeg synes, det er meget stort lige pludselig. Det er meget sigende – at man får noget givet, og så er det op til en selv, hvordan man forvalter det.”

 

Overvældende at blive gift

Parkeringspladsen bag sognehuset er fyldt op denne eftermiddag i Jørlunde. Skyerne hænger lavt og en fugtig kulde trænger ind under tøjet på de mange festklædte gæster, der er på vej mod kirken.

En lystonet jeep iklædt brudeslør holder bag den hvidkalkede bygning og venter på at få sine femten minutter i rampelyset.

Indenfor er kirken godt halvt fyldt op. Ved alteret står Kresten. Dem, der sidder tættest på, de nærmeste familiemedlemmer, kan måske se, at han er rørt til tårer.

”Så nej, man skal ikke se det, der sker her nu, som jeres projekt – at blive gift. Det synes jeg, er helt rigtigt set. Nej, det er Guds projekt det her, ikke jeres.” Peter Nejsum, sognepræst

I våbenhuset står Janni med sin far og venter, indtil orgelets første toner lyder, og de to langsomt skrider op ad kirkegulvet.

De tilstedeværende kroppe drejes, ansigter, øjne, smil og foldede hænder følger dem hele vejen op til stolene, der er stillet frem foran alteret.

Da Peter Nejsum holder sin tale til parret, vender han tilbage til noget, der blev diskuteret under vielsessamtalen – projektmennesket:

 

Privatfoto.
Privatfoto.

 

”Det lægger I alt sammen afstand til, og godt for det. Man har ind imellem fornemmelsen af, at sådan et projektmenneske er som Atlas fra den græske mytologi – ham der som straf må bære hele jorden på sine skuldre, under stort besvær, så han næsten ikke magter det, og bare længes efter en pause.”

Og han fortsætter:

”Så nej, man skal ikke se det, der sker her nu, som jeres projekt – at blive gift. Det synes jeg, er helt rigtigt set. Nej, det er Guds projekt det her, ikke jeres. Det er Gud, der har velsignet jer med alt det, I uforvarende har fået del i, ved at have hinanden, det I får hver dag uden at have gjort jer fortjent til det, ved at opleve at være elsket selv der, hvor man føler, man ikke har noget at give. Det er ikke noget, man kan regne med, det er ikke noget, man har krav på, det er noget, man får givet.”

Janni prøver at få øjenkontakt med Kresten, men kan se, at han er så følelsesmæssigt berørt, at det ikke er en god ide.

”Det er altså noget, Kresten gør, når han er i kirke,” forklarer Janni senere.

”Eller når han foretager sig andre følsomme ting.”

”Min familie har aldrig nogensinde været gode til at håndtere følelser. Det er ikke rigtig noget, vi har rodet med,” lyder det fra Kresten.

Det er efterhånden en stående vittighed i Krestens familie, at hvis man græder til en fest, så er det fordi, man er allergisk over for stearinlysene eller blomsterne.

Hverken Janni eller Kresten tager let på det at blive gift. En uge inden brylluppet fik Kresten nærmest et panikanfald. Da det gik op for ham, hvor stort det hele var.

”Det er mærkeligt at sætte sig ind i sådan et ritual, der betyder så meget. Jeg synes, det kræver enormt meget af mennesket at vælge, at det her vil jeg. Og så gøre det.”

 

Kirken som tilflugtssted

Hverken Janni eller Kresten betragter sig selv som udpræget troende, men der var alligevel ingen tvivl om, at brylluppet skulle foregå i kirken.

Som Kresten formulerer det:

”Man behøver jo ikke overrende stedet for at være glad for, at det er der. Og synes, at det er vigtigt, at det er der. Og hvis der er nogen, der har gjort noget i 2000 år – som at bruge kirken – så er det jo nok, fordi det ikke er en dårlig ide.”

Han tilføjer, at det er en rar tanke, at ægteskabet er et sted, hvor man kan søge tilflugt fra alle kravene til det moderne menneske. Og at man kan se kirken som det samme. Som et sted, der altid har været der og bliver, hvor det er.

”Kærlighed er ligesom en dyb indånding og en udånding. Så er man der.” Kresten

Janni mener, at kirken passer til højtideligheden. Det er her, de store livsbegivenheder finder sted. Kristendommens grundlæggende værdier kunne man godt bruge noget mere af i dag, mener de begge.

”Det er ikke, fordi vi nødvendigvis skal sidde og snakke Adam og Eva, men det med næstekærlighed og at være der for hinanden giver jo god mening,” siger Kresten.

Kirken skal bare blive bedre til at formidle sit budskab mere tidssvarende, mener han. Janni stemmer i:

”Især efter vores vielse kunne jeg godt finde på at tage i kirke en gang imellem. Jeg synes, det var et rart rum, præsten skabte, og at han sagde nogle gode ting. Man kan bruge mange af de ting, der er i kristendommen, men formidlingen er tit lidt for gammeldags.”

Kresten tilføjer, at de danske præster godt kunne gøre mere ud af at bringe kristendommen ind i samfundsdebatten, som efter hans mening ofte er helt blottet for næstekærlighedstanken.

 

Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo
Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo

 

”Det er en mærkelig grundholdning, at man bare gerne vil have lidt mere til sig selv. Sådan er kristendommen jo ikke bygget op – at man skal være sig selv nærmest og at folk, der er på bistand bare er nogle dovne svin. Og jeg synes, præsterne går og putter sig inde på de der præstegårde i stedet for at losse døren ind i folks bevidsthed.”

Ikke noget fnidder

Der er sket meget siden den lyse majaften i Ribe for snart ni år siden. De to teenagere er blevet voksne sammen – og er vokset sammen.

De har ofte nok i sig selv, siger de, og er næsten flove over det.

Deres humor er så intern, at det end ikke giver mening at prøve at forklare andre, hvad den går ud på. Som for eksempel at give køerne på marken stemmer eller spille percussions til dårlige sange i bilradioen. De kører tur med hunden Otto og hører P4.

Kresten har fået sin egen traktor, som han bruger i arbejdet som skovarbejder. Janni var naturligvis med ham rundt og kigge, indtil han fandt den helt rigtige. De kan stadig skændes, men er blevet bedre til at indrømme, når de har opført sig idiotisk.

Og samtalen, der begyndte på turen ned ad bakken gennem skoven mod byen dengang i det sønderjyske, er stadig i gang.

”Det er vel egentlig bare det, vi har sammen. Det er det, der er kærligheden. Det, man ikke kan beskrive for andre,” siger Janni og fortsætter:

”Som hvorfor vi stadig nogle gange, når jeg er hjemme hos mine forældre, kan snakke i telefon sammen i halvanden time uden egentlig at have noget at sige til hinanden. Bare fordi det er rart at snakke sammen.”

For Kresten er det helt enkelt:

”Kærlighed er ligesom en dyb indånding og en udånding. Så er man der. Og så kan man godt bare sidde og kigge på hinanden.”

 

LÆS OGSÅ: Alt om bryllup hos folkekirken.dk

DEL ARTIKEL: