Ægteskab: ”Man får noget givet, og så er det op til en selv” 

BAGGRUND. Hverdagen er vigtig. Det er nygifte Janni og Kresten på 27 enige om, når de skal formulere hvad der udgør fundamentet i deres forhold. For dem er kærligheden en følelse af at høre sammen; det, man ikke altid kan forklare andre, men som andre måske alligevel kan se.

Af Marianne Lentz

Vores historie begynder i Ribe i 2005. Det er første weekend i maj, og den årlige tulipanfest har traditionen tro forvandlet byen til en festivalarena med livemusik, blomsteroptog og omrejsende tivoli.

Solen står højt på himlen og branker de forårsblege næser, der er troppet op fra nær og fjern for at deltage i festlighederne. Der kan blive varmt på sådan en utrolig tør måde i Vestjylland, og Ribe er ingen undtagelse denne weekend.

Janni og Kresten er begge 19 år og bor på camping en halv times gang fra bymidten med en gruppe fælles venner. Janni er kommet fra højskolen lidt uden for Ribe og Kresten fra Sønderborg, hvor han er i lære som skovarbejder.

De har mødt hinanden en enkelt gang før, til en dobbelt attenårsfødselsdag. Janni synes, Kresten er en irriterende københavnertype, selvom han kommer fra Frederikssund og bor i Sønderborg. Sådan en med stribet skjorte og hørbukser og lædersko.

Selv har hun piercing i hagen og går i kinasko og blomstrede nederdele, hun ikke selv har syet, men som ser sådan ud. Kresten har ikke rigtig taget stilling til Janni. De er med andre ord ganske uvidende om, at denne weekend i Ribe vil sætte en ny kurs for deres liv.

 

Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo

Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo

 

”Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg virkelig gerne ville i byen med mine venner i stedet for at være sammen med Janni.” Kresten

Tilfældet vil, at det er de to, der kommer til at følges fra campingpladsen ind til byen den første aften. De har fået et par øl i lejren, og samtalen flyder overraskende let.

De taler om satireprogrammet Lex og Klatten, som de er enige om, er vellykket, mens de går ned ad bakken gennem skoven mod byen.

Og de griner; de føler sig godt tilpas i hinandens selskab. På vejen kommer de forbi en traktorforhandler, og Kresten, der har noget med traktorer, hiver Janni med rundt mellem de store maskiner.

Hun følger tålmodigt med ham, og måske er det her, hun første gang tænker, at der alligevel er noget over den store skovarbejder.

Da de kommer ned til byfesten, får hun ham til at prøve en karrusel. Det gør Kresten ellers aldrig, han er hundeangst for dem. Der er fifty-fifty chance for at dø i sådan en ting, siger han, man ved jo ikke om de er skruet ordentligt sammen.

Men han overvinder sig selv – og det er godt, for det er lige her, i karrusellen, at de kysser første gang. Bagved sidder Jannis veninder og hujer og pifter.

 

Hverdagen er vigtig

Otte år senere, i oktober 2013, bliver Janni og Kresten gift i Jørlunde kirke.

I dag bor de lidt uden for Frederikssund med hunden Otto. Parret, der efter eget udsagn er blevet ”65 år indeni”, beskriver fundamentet for kærligheden med ord som ærlighed, tryghed, humor, tilgivelse – og prioritering.

Man skal vælge hinanden til, siger de. Men det skal helst ikke føles som en pligt.

”Jeg har aldrig haft det sådan, at jeg virkelig gerne ville i byen med mine venner i stedet for at være sammen med Janni,” siger Kresten.

Han er en høj mand med lyst hår og en drengs ansigt.

”Det handler om, at vi prioriterer hinanden – at vi tilbringer kvalitetstid sammen,” lyder det fra Janni, der allerede har forudset Krestens slet skjulte rullen med øjnene, og tilføjer henvendt til ham:

”Jeg ved godt, at du ikke kan lide det ord, men du ved godt, hvad jeg mener. At man ikke altid skal fare ud til alt muligt ude i byen.”

Kresten nikker:

”Og at det nogle gange er okay bare at ligge på sofaen og se et halvt program af ’Vild med dans’. Og så er det bare det. At man ikke skal ud og vise sig frem eller hele tiden skal et eller andet.”

Janni er professionsbachelor i sundhed og ernæring og har for nylig skiftet et job som kampagnemedarbejder i København ud med et som madmor for en udflytterbørnehave i nærheden af hvor de bor. Når den ene dag tager den anden med arbejde og aftaler hver for sig, at kan men nemt gå skævt af hinanden, mener Kresten:

”Så er det meget sådan bumbumbum. Hvorfor har du ikke ryddet op, hvorfor har du ikke gjort det, og du har også glemt at købe ind. Sådan nogle dumme, dumme ting. I stedet for bare at sige: Så kører vi lige i Netto sammen og køber ind. Det er nok det, jeg tror, kan presse et parforhold mest, det er tiden. Og så kan det godt være, at man tager tre uger til Thailand en gang om året og synes, man får plejet forholdet, men jeg tror aldrig nogensinde, det kan gøre det ud for at have en ordentlig hverdag sammen, hvor man ikke er fuldstændig sønderstresset.”

Kresten er selvstændig, og forretningen går godt – han har nok at lave. Men han kan godt være bekymret for, at projektmennesket i ham kommer til at tage over.

”Hvad hvis man lige pludselig en dag glemmer, hvad man har at komme hjem til? Jeg bliver hele tiden tilbudt mere og mere arbejde. Og det er nemt at sige ja, for så tjener man endnu flere penge. Den stress, verden pisker op i dag – at man skal blive til noget, hele tiden være noget mere. Det synes jeg, er en trussel.”

 

Privatfotos.

Privatfotos.

 

Man kan ikke regne med noget som helst

Det er tidlig morgen i oktober, og Jørlunde kirke lyser hvidt mod den klare efterårshimmel.

På den anden side af Bygaden ligger den gamle præstegård. Går man ind i entreen og tager første dør til højre, kommer man ind på sognepræst Peter Nejsums kontor. Her sidder Janni og Kresten i sofaen med kaffekopper og termokande på bordet foran sig.

Der er tre dage til, de skal give hinanden deres ja i kirken, og de har den obligatoriske samtale med præsten. De taler om, hvad de sætter højt ved hinanden og ved deres forhold.

Janni synes, at det rareste er, at hun føler, at Kresten er en del af hende. Hun savner ham meget hurtigt, når de ikke er sammen. Kresten nævner Jannis hengivenhed og den tryghed, der omgiver hende. At han altid kan komme hjem til hende og fortælle, hvordan hans dag har været. At han ikke behøver sige noget for at smigre, og ikke skal forstille sig i hendes selskab.

De taler om vielsesritualet, og Peter Nejsum gennemgår de uddrag fra Bibelen, som læses op under ceremonien. Et af dem er fra Skabelsesberetningen, der ifølge Nejsum ikke så meget handler om, hvordan universet er opstået, men snarere om, at det er Gud, vi har vores liv fra.

”Det har jo vidtrækkende konsekvenser, for det vil sige, at livet ikke er noget, man har, fordi man har gjort sig fortjent til det. Det er heller ikke et sammenrend af tilfældigheder. Det er noget, man får som gave, dag for dag. Og det betyder jo noget for, hvordan du ser det, du har,” siger Peter Nejsum.

Han peger på, at netop denne erkendelse kan skabe et værn mod det, Kresten ser som en trussel mod parforholdet: At man glemmer, det man har og kommer til at tage hinanden for givet.

“Skabelsestanken fejer det væk. Dybest set kan man ikke regne med noget som helst,” siger Peter Nejsum.

Det får Kresten til at reagere. Han hæfter sig ved det ansvar, udsagnet lægger på individets skuldre:

”Jeg synes, det er meget stort lige pludselig. Det er meget sigende – at man får noget givet, og så er det op til en selv, hvordan man forvalter det.”

 

Overvældende at blive gift

Parkeringspladsen bag sognehuset er fyldt op denne eftermiddag i Jørlunde. Skyerne hænger lavt og en fugtig kulde trænger ind under tøjet på de mange festklædte gæster, der er på vej mod kirken.

En lystonet jeep iklædt brudeslør holder bag den hvidkalkede bygning og venter på at få sine femten minutter i rampelyset.

Indenfor er kirken godt halvt fyldt op. Ved alteret står Kresten. Dem, der sidder tættest på, de nærmeste familiemedlemmer, kan måske se, at han er rørt til tårer.

”Så nej, man skal ikke se det, der sker her nu, som jeres projekt – at blive gift. Det synes jeg, er helt rigtigt set. Nej, det er Guds projekt det her, ikke jeres.” Peter Nejsum, sognepræst

I våbenhuset står Janni med sin far og venter, indtil orgelets første toner lyder, og de to langsomt skrider op ad kirkegulvet.

De tilstedeværende kroppe drejes, ansigter, øjne, smil og foldede hænder følger dem hele vejen op til stolene, der er stillet frem foran alteret.

Da Peter Nejsum holder sin tale til parret, vender han tilbage til noget, der blev diskuteret under vielsessamtalen – projektmennesket:

 

Privatfoto.

Privatfoto.

 

”Det lægger I alt sammen afstand til, og godt for det. Man har ind imellem fornemmelsen af, at sådan et projektmenneske er som Atlas fra den græske mytologi – ham der som straf må bære hele jorden på sine skuldre, under stort besvær, så han næsten ikke magter det, og bare længes efter en pause.”

Og han fortsætter:

”Så nej, man skal ikke se det, der sker her nu, som jeres projekt – at blive gift. Det synes jeg, er helt rigtigt set. Nej, det er Guds projekt det her, ikke jeres. Det er Gud, der har velsignet jer med alt det, I uforvarende har fået del i, ved at have hinanden, det I får hver dag uden at have gjort jer fortjent til det, ved at opleve at være elsket selv der, hvor man føler, man ikke har noget at give. Det er ikke noget, man kan regne med, det er ikke noget, man har krav på, det er noget, man får givet.”

Janni prøver at få øjenkontakt med Kresten, men kan se, at han er så følelsesmæssigt berørt, at det ikke er en god ide.

”Det er altså noget, Kresten gør, når han er i kirke,” forklarer Janni senere.

”Eller når han foretager sig andre følsomme ting.”

”Min familie har aldrig nogensinde været gode til at håndtere følelser. Det er ikke rigtig noget, vi har rodet med,” lyder det fra Kresten.

Det er efterhånden en stående vittighed i Krestens familie, at hvis man græder til en fest, så er det fordi, man er allergisk over for stearinlysene eller blomsterne.

Hverken Janni eller Kresten tager let på det at blive gift. En uge inden brylluppet fik Kresten nærmest et panikanfald. Da det gik op for ham, hvor stort det hele var.

”Det er mærkeligt at sætte sig ind i sådan et ritual, der betyder så meget. Jeg synes, det kræver enormt meget af mennesket at vælge, at det her vil jeg. Og så gøre det.”

 

Kirken som tilflugtssted

Hverken Janni eller Kresten betragter sig selv som udpræget troende, men der var alligevel ingen tvivl om, at brylluppet skulle foregå i kirken.

Som Kresten formulerer det:

”Man behøver jo ikke overrende stedet for at være glad for, at det er der. Og synes, at det er vigtigt, at det er der. Og hvis der er nogen, der har gjort noget i 2000 år – som at bruge kirken – så er det jo nok, fordi det ikke er en dårlig ide.”

Han tilføjer, at det er en rar tanke, at ægteskabet er et sted, hvor man kan søge tilflugt fra alle kravene til det moderne menneske. Og at man kan se kirken som det samme. Som et sted, der altid har været der og bliver, hvor det er.

”Kærlighed er ligesom en dyb indånding og en udånding. Så er man der.” Kresten

Janni mener, at kirken passer til højtideligheden. Det er her, de store livsbegivenheder finder sted. Kristendommens grundlæggende værdier kunne man godt bruge noget mere af i dag, mener de begge.

”Det er ikke, fordi vi nødvendigvis skal sidde og snakke Adam og Eva, men det med næstekærlighed og at være der for hinanden giver jo god mening,” siger Kresten.

Kirken skal bare blive bedre til at formidle sit budskab mere tidssvarende, mener han. Janni stemmer i:

”Især efter vores vielse kunne jeg godt finde på at tage i kirke en gang imellem. Jeg synes, det var et rart rum, præsten skabte, og at han sagde nogle gode ting. Man kan bruge mange af de ting, der er i kristendommen, men formidlingen er tit lidt for gammeldags.”

Kresten tilføjer, at de danske præster godt kunne gøre mere ud af at bringe kristendommen ind i samfundsdebatten, som efter hans mening ofte er helt blottet for næstekærlighedstanken.

 

Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo

Janni og Kresten. Foto: Miklos Szabo

 

”Det er en mærkelig grundholdning, at man bare gerne vil have lidt mere til sig selv. Sådan er kristendommen jo ikke bygget op – at man skal være sig selv nærmest og at folk, der er på bistand bare er nogle dovne svin. Og jeg synes, præsterne går og putter sig inde på de der præstegårde i stedet for at losse døren ind i folks bevidsthed.”

Ikke noget fnidder

Der er sket meget siden den lyse majaften i Ribe for snart ni år siden. De to teenagere er blevet voksne sammen – og er vokset sammen.

De har ofte nok i sig selv, siger de, og er næsten flove over det.

Deres humor er så intern, at det end ikke giver mening at prøve at forklare andre, hvad den går ud på. Som for eksempel at give køerne på marken stemmer eller spille percussions til dårlige sange i bilradioen. De kører tur med hunden Otto og hører P4.

Kresten har fået sin egen traktor, som han bruger i arbejdet som skovarbejder. Janni var naturligvis med ham rundt og kigge, indtil han fandt den helt rigtige. De kan stadig skændes, men er blevet bedre til at indrømme, når de har opført sig idiotisk.

Og samtalen, der begyndte på turen ned ad bakken gennem skoven mod byen dengang i det sønderjyske, er stadig i gang.

”Det er vel egentlig bare det, vi har sammen. Det er det, der er kærligheden. Det, man ikke kan beskrive for andre,” siger Janni og fortsætter:

”Som hvorfor vi stadig nogle gange, når jeg er hjemme hos mine forældre, kan snakke i telefon sammen i halvanden time uden egentlig at have noget at sige til hinanden. Bare fordi det er rart at snakke sammen.”

For Kresten er det helt enkelt:

”Kærlighed er ligesom en dyb indånding og en udånding. Så er man der. Og så kan man godt bare sidde og kigge på hinanden.”

 

LÆS OGSÅ: Alt om bryllup hos folkekirken.dk

Paula Larrain og Erik A. Nielsen: Hvor er kærligheden i salmebogen?

INTERVIEW. Hvordan afspejler salmebogen kærligheden mellem mand og kvinde? spørger journalist Paula Larrain litteraturhistoriker Erik A. Nielsen. Den er nærmest ikke berørt, bliver det skuffende svar fra professoren. I en tid, hvor det moderne menneske er vanvittigt optaget af kærligheden, undrer det både litteraturhistorikeren og journalisten: Er det mon derfor, folk kan mene, at kirken ikke følger med tiden?

Af Paula Larrain

Der er masser af kærlighed gengivet i salmebogen. Men langt det meste af den kærlighed, som beskrives af de store salmedigtere, er kærligheden til Gud.

Den vertikale kærlighed som bevæger sig over flere niveauer – oppefra og ned, nedefra og op – om man vil.

Hvad med kærligheden mellem mennesker?

Den er der, men først gennem Grundtvig bliver den tydelig. Som den seneste af de tre store kendte salmedigtere, er han den, der kommer nærmest kærligheden mellem mand og kvinde.

Jeg synes, det er en stor udfordring til en moderne kirke, at den ikke rummer tekster, som forholder sig til, hvordan vi lever vores liv – til hvordan du har det i dit forhold her og nu.” Erik A. Nielsen, litteraturhistoriker

Kingo (1634-1703) var fra Oplysningstiden, Brorson (1694-1764) repræsenterede Pietismen og Grundtvig (1783-1872) var en del af Romantikken.

Erik A. Nielsen fortæller:

”Grundtvig havde menneskers indbyrdes, jordiske kærlighed med, fordi han så den som kimen til den himmelske kærlighed. I modsætning til Kingo og Brorson. Det mærkelige ved Kingo og Brorson er, at man skal lede forgæves efter et eneste kærligt ord om kvinden og kærligheden til kvinden. Det eneste Kingo skriver om kvinden, er i salmen ’Far Verden, Far vel’: ”Din skål synes honning, men drikken er led.”

 

Erik A. Nielsen Foto: Miklos Szabo

Erik A. Nielsen Foto: Miklos Szabo

 

En fæl konstatering, man i dag kan trække på smilebåndet af.

Ak, kødelig lyst, som mangen med dødelig læbe har kyss’t! dit fængende tønder, din flyvende gnist blev mangen til evige luer til sidst; din skål synes honning, men drikken er led, forfængelighed! Thomas Kingo, Far verden, farvel, – 1681

Litteraturhistorikeren forklarer:

”Det var en klar hentydning til tidens nye opdagelse, kønssygdomme. Altså var den menneskelige kærlighed, omsat til erotikken, ensbetydende med at man blev syg, og det kan være forklaringen på denne bitre hentydning til kvinden. Kingo var i det hele taget ikke optaget af den jordiske kærlighed i salmedigtningen, men kun kærligheden til Gud. Verset begynder med ”Ak, kødelig lyst” og slutter i ”forfængelighed”.

Kan den nærliggende forklaring være den, at Kingo og Brorson ikke elskede deres kvinder?

”Nej, det handler om, at de ikke syntes, at det kom salmerne ved. De har skrevet mange kærlighedsdigte, men ingen salmer, der omhandler kærlighed til kvinden. Brorson var gift to gange og havde masser af børn og var derfor hyppig gæst i kvindernes seng, men der er ikke et eneste taknemmeligt ord om det i salmerne.”

“Den type kærlighed kommer først til i salmerne med Grundtvig. Pietisten Brorson benytter flittigt ordene fra Højsangen i Det Gamle Testamente, men disse bliver udlagt som kærligheden til Gud og ikke mellem mennesker. Det viser, at Brorson og Kingo og samtiden i øvrigt meget energisk forsøger at flytte alt, hvad man ved om kærlighed til en lodret størrelse, altså det vertikale, forholdet til Gud.”

Man burde udskrive en salmekonkurrence, så vi fik nye salmer om kærlighed og forelskelse, og hvad det betyder set i lyset af kristendommen.” Erik A. Nielsen, litteraturhistoriker

“Hos Grundtvig er der et meget mere passioneret forhold til kærligheden, et mere moderne forhold, om man vil. Men stadig vil jeg sige, at der i hele vores salmebog ikke er et eneste digt, der handler om at være forelsket og alt det, der kan opstå mellem mennesker af glæde, lykke og smerte.”

“Jeg synes, det er en stor udfordring til en moderne kirke, at den ikke rummer tekster, som forholder sig til, hvordan vi lever vores liv – til hvordan du har det i dit forhold her og nu. Er du lykkelig eller ulykkelig i dit forhold? Hvad har kirkens tekster at sige til det? Dette handler jo i høj grad om det liv, vi lever og de ting, vi går allermest op i gennem vores liv. Det gælder også i forhold til kærlighed til børn og forældre. De er heller ikke med i salmebogen. Og det er da mærkeligt.”

Ja, det er mærkeligt, nu du siger det. Men næstekærligheden, den er da med?

”Den er langt mere med. Ja, den er et kristent hovedtema. Det var afgørende for pietisterne, at næstekærligheden kom til udtryk, men det er underligt, at kirken i sit sprog mangler dét, der rummer kilden til folks største lykke eller ulykke, nemlig erotikken.”

“Det betyder jo også, at præsterne må gå på særlige kurser i sexologi eller andet, der hører til parforholdet, hvis de pludseligt bliver involveret i noget, som de ikke kan finde nogen fornuftige ord om hverken i Bibelen eller i salmebogen.”

 

Paula Larrain. Foto: Miklos Szabo

Paula Larrain. Foto: Miklos Szabo

 

Jeg undrer mig over, hvorfor kroppens oplevelse ikke er med? Krop og ånd hænger jo sammen. Kroppen er vel en del af den treenighed, der gør os til mennesker: Krop, ånd og sind?

Vi er på jorden i fysisk form, som kroppe, så den kærlighed vi oplever, er i allerhøjeste grad fysisk. Hvordan kan vi dog have skabt et sprog i kirken, der ser bort fra kroppen, når kroppen er en logisk del af det at være menneske?

Erik A. Nielsen: ”Helt tilbage fra Luther er der i kristendommen kommet en underlig barriere mellem det himmelske og det jordiske. Og kroppen blev i meget lang tid kun opfattet som en kilde til forstyrrelse. Syndens kilde. Man skulle helst forsage det fysiske og kontrollere kroppens forskellige tilskyndelser.”

“På den baggrund kan det være svært pludseligt at skulle hylde al den herlighed, som vi kan opleve med kroppen. Når vi oplever det, som er allermest dejligt, så mener salmedigterne, at det skal omfortolkes til en åndelig taknemmelighed over, at verden er skabt så skønt.”

Og det kan man da godt undre sig over, når Gud skabte både mand og kvinde og altså herunder den fysiske relation og seksualiteten.

Hænger forsagelsen af kroppen sammen med fortællingen om Adam og Eva, og deres skamfulde nøgenhed efter syndefaldet?

”Jeg er ved at genlæse Miltons Det tabte paradis, og her går han da ud fra, at Adam og Eva havde et aldeles fortræffeligt seksuelt forhold, mens de var i Paradiset, med ekstase, troskyldighed og hengivelse. Men efter Eva fik Adam til at bide med af æblet, ændrede det sig, og med nøgenheden kom liderligheden. Saligheden blev gennemtrængt af den lyst, som Fanden har besat, og vi fik den perverterede lyst, der vender sit ansigt bort fra kærligheden.”

[fruitful_tabs type=”accordion” width=”100%” fit=”false”]
[fruitful_tab title=”Nikolai Frederik Severin Grundtvig”] 1783-1872, dansk salmedigter, præst og politiker.
Var gift 3 gange, og skrev den kendte bryllupssalme ’Det er så yndigt at følges ad’ til et sølvbryllup. Ud af Den Danske Salmebogs 791 salmer har Grundtvig skrevet de 163 salmer og lavet 90 gendigtninger. De kendteste er ’Nu falmer skoven trindt om land’ (DDS 729), ’Et barn er født i Bethlehem ’(DDS 104), ’Dejlig er den himmel blå’ (DDS 136) og ’Vær velkommen Herrens år’ (DDS 74) [/fruitful_tab]
[fruitful_tab title=”Hans Adolph Brorson”] 1694-1764, dansk biskop og salmedigter.
Var gift to gange og fik 16 børn. Brorson var stærkt påvirket af pietismen, en kirkelig retning der var præget af fromhed og personlig, levende tro. I Den Danske Salmebog er der 116 gendigtede eller originale salmer af Brorson. De kendteste er ’Op al den ting, som Gud har gjort’ (15 DDS), ’Den yndigste rose er funden’ (122 DDS) og ’Her vil ties, her vil bies’ (557 DDS) [/fruitful_tab]
[fruitful_tab title=”Thomas Hansen Kingo”] 1634 – 1703, dansk biskop og salmedigter.
Var gift tre gange, og skrev det glødende kærlighedsdigt, Chrysillis, på 16 vers til sin anden kone, Sille Balchenborg. Hun døde dog allerede et år efter deres ægteskab blev indgået. I Den Danske Salmebog er der 82 originale salmer af Kingo. De kendteste er ’Sorrig og glæde’ (46 DDS), ’Far verden, far vel’ (614 DDS), ’Som den gyldne sol frembyder’ (727 DDS) og ’Vågn op og slå på dine strenge’ (745 DDS) [/fruitful_tab]
[/fruitful_tabs]

“Her sondrer Milton meget fint mellem det seksuelle før syndefaldet og efter. Altså, at der pludseligt kommer en lyst, som ikke opfylder kærlighedens sande formål. Så mens nogle har ment, at der gik et udpræget skel mellem kærlighed og lyst, mente Milton, nej, lysten findes i to former: I en salig form og i en forbandet form. Og her er altså et religiøst tema, der inkluderer det erotiske og lysten, men som man i salmedigtningen på den tid ikke har villet tage op.”

Så det, der optager folk i deres dagligdag, og som også egentlig forbindes med Gud og hans skabelse, bliver først taget op i salmedigtningen på Grundtvigs tid?

”Ja, man skulle tro, at den romantiske digter B.S. Ingemann, som har skrevet glødende kærlighedsdigte, ville gøre noget ud af det. Da han endelig skal bidrage til salmebogen, så holder han sig til at skrive om børn! Grundtvig har eros med, men meget dæmpet ned, formodentlig fordi den har været svær at placere i salmedigtningen i øvrigt.”

“Mesterværket i denne henseende er bryllupssalmen ’Jeg ved en blomst så fager og fin’. Den bygger på forestillingen om, at kærligheden er en smuk rose, der vokser i det jordiske, men plantet ud fra det sted, hvor den egentlig vokser, nemlig i Paradiset. Så kærligheden på Jorden er en vildtvoksende rose, som Adam og Eva måske oven i købet har haft med sig fra Paradiset.”

 

Erik A. Nielsen og Paula Larrain  11/2013

Foto: Miklos Szabo

 

 

Kan det være meningen, at vi også skal tillære os kærligheden, selvom vi er født med den, og har fået den foræret af Gud?

”Hvis man ser på forelskelsens historie, så vil man opdage, at forelskelse siden antikken og op til Holbergs tid blev anset for at være vanvid, og af Ludvig Holberg (1684-1754) bliver de figurer, der hengiver sig til forelskelsen, portrætteret som de rene narre.”

“Men så sker det, som vi har talt om, at nogen finder ud af, at det da måske nok er galskab, men at det er en himmelsk galskab, en beruselse i Himlens nektar. Og så begynder folk at gifte sig af kærlighed og ikke kun af fornuft. Som vi kender det fra Romantikken.”

“Som forfatteren Henrik Pontoppidan har sagt det: I gamle dage skabte man ægteskab ved at sætte en kold gryde over ilden, hvorefter man langsomt lod indholdet varme op. Nu til dags sætter man en skoldhed gryde midt på gulvet og lader langsomt varmen køle ned.”

Erik A. Nielsen fortsætter:

”Det er kommet til at betyde, at vi i vor tid har meget fokus på den brændende forelskelse og på den overdrevne seksualitet, måske på bekostning af den langvarige og blivende kærlighed. På en måde har vi gjort kærlighedens vilkår sværere for vores børn og børnebørn.”

Han tilføjer:

”Alt dette må kirken og salmebogen da kunne sige noget klogt om. Man burde udskrive en salmekonkurrence, så vi fik nye salmer om kærlighed og forelskelse, og hvad det betyder set i lyset af kristendommen. Kirken og de salmer vi synger, skal da kunne sige noget klogt om vores liv med hinanden.”

 

Dr. Phil. Erik A. Nielsen, f. 1941, dansk litteraturhistoriker, gift med Margrete Auken. Ansat ved Københavns Universitet fra 1969, fra 2005-11 som professor, i 14 år medlem af Kirkeministeriets liturgikommission. Forfatter til flerbindsværket om kristendommens billedsprog, ”Billed-sprog”, med værkerne ”Kristendommens retorik”, ”Thomas Kingo – barok, enevælde og kristendom”, ”H. A. Brorson. Pietisme, meditation, erotik”.

Ekspert: Parforholdet kræver benhårdt arbejde

INTERVIEW. Sognepræst om ægteskabet og kærligheden, er det en pligt eller en holdning? 

Af Marianne Lentz

“Det er lidt som et stykke tøj, der passer os utroligt dårligt. Og skal vi så sy skjorten om, skal vi træne os selv, eller skal vi helt lade være at tage den på?”

Pernille Østrem er sognepræst i Stefanskirken i København, og ovenstående er hendes analogi til parforholdet, som det tilsyneladende opleves af mange i dag. Ifølge præsten er kærligheden, og i særdeleshed den ægteskabelige kærlighed, i krise.

”Det er en krise, at så mange mennesker føler sig ensomme, og at det at være i et parforhold – som jo kan skabe uendelig glæde og udvikling og har potentiale for alt muligt – også skaber så meget sorg og ulykke. Det er virkelig et samfundsproblem. Og et eksistentielt problem, og sikkert også et økonomisk problem for samfundet. Vi er alle sammen meget mere hjemløse, end vi behøver at være,” slår hun fast.

”Det er en krise, at så mange mennesker føler sig ensomme, og at det at være i et parforhold også skaber så meget sorg og ulykke.” Pernille Østrem

Årsagen skal man ifølge Østrem finde i uoverensstemmelsen mellem vores forestilling om kærligheden og så det, man kan kalde virkelighedens kærlighed: ”Det er ikke blevet sagt højt nok – og der har heller ikke rigtig været nogen talerstol at stille sig op at sige det på – men det er benhårdt arbejde at være i et parforhold. Det kræver 120 procent. Ikke 120 kilometer i timen, men 120 procent, og så helt ned i gear.”

Den københavnske præst blev landskendt, da hun over otte uger gav råd og vejledning til tre unge par i den første udgave af DR-programmet ’Gift ved første blik’. Her indgik seks singler på jagt efter kærligheden i et eksperiment:

De skulle giftes med en person, de aldrig havde mødt før. Holde bryllupsfest, tage på bryllupsrejse, flytte sammen og få en hverdag til at fungere. Parrene blev matchet af et ekspertpanel bestående af en antropolog, to psykologer og en præst – Pernille Østrem.

Programmet, der i sendeperioden var det mest sete på DRs streamingtjeneste, vakte både debat og forargelse, men fik også ros for at være autentisk, begavet og tankevækkende.

Pernille Østrem er da heller ikke i tvivl om, at ’Gift ved første blik’ ramte ned i noget centralt. ”Det var som at hælde vand på en udtørret potteplante,” siger hun. ”Parforholdet er jo en samfundsbærende struktur, som de fleste af os gerne vil ind i. Men vi har meget få redskaber til at få det til at fungere.”

 

Det tager tid at skændes

I 2012 var der 15.709 skilsmisser i Danmark. Det er lidt flere end de foregående år, ligesom skilsmisseprocenten på 43 procent er steget og nu ligger på det højeste niveau siden 2005.

Dertil kommer de ugifte par, som gik fra hinanden i årets løb. Det var givetvis ikke det, der var planen. De mange par, der hvert år giver hinanden deres ja foran alteret, og som lover at elske hinanden i lyst og nød til døden skiller dem ad – de indgår vel en kærlighedskontrakt, fordi de planlægger at holde fast i den.

Men hvorfor går det så alligevel galt i næsten halvdelen af tilfældene?

I sit arbejde som præst møder Pernille Østrem mange unge mennesker, der har svært ved det med kærligheden. Og hun har gjort sig en række observationer, som synes at gælde for et bredt udsnit af dem.

”Jeg møder tit mennesker, som ikke rigtig har brug for en anden. De kan sagtens klare sig selv økonomisk og følelsesmæssigt, og de får en masse behov dækket hos deres venner. De er ekstremt selvstændige. Og det kan gøre det lidt svært at leve i et kærlighedsforhold, for der må man faktisk godt være lidt afhængig af den anden. Dér må det gerne være sådan, at alting ville bryde sammen, hvis den anden ikke længere var der,” siger hun.

 

”Vi lever i et meget ægteskabsfjendtligt samfund.”
Katrine Winkel Holm, teolog og debattør

 

Kærlighed som pligt

Teolog og debattør Katrine Winkel Holm er forfatter til bogen ’Rend mig i kødgryderne’ – et opgør med ideen om, at kvinder skal prioritere karrieren på lige fod med mænd.

Konsekvensen af det er ifølge hende, at familien som kulturbærende institution devalueres, og at børnene bliver taberne. ”Vi lever i et meget ægteskabsfjendtligt samfund. Det er hårdt at være en familie i dag, hvis man ser på normen med dobbeltarbejde og to børn. Det er meget barsk. Man er sendt i øst og vest, ser kun hinanden ved 17-tiden, og der når man lige at skændes om, hvem der skal tømme opvaskemaskinen,” siger hun.

Og så går det ifølge Winkel Holm, der selv er gift og mor til tre, galt, fordi det, hun kalder pligtkærligheden, har dårlige kår i dag. Ideen om at man skal elske sin kone uanset hvor bredbaget og gråhåret, hun er blevet, er ikke længere et etos, vi efterlever.

 

Kærlighed som religion

I stedet har vi med tiden opbygget en illusion om, at kærligheden udelukkende er baseret på følelser, og hvor troskaben falmer, når brusen er gået af forelskelsen.

”Det kristne ægteskab skal baseres på et løfte. I dag har man skrællet pligten ud og gjort ægteskabet til en kærlighedsfest, så hvis bare man elsker hinanden, har man krav på Guds velsignelse, for han elsker folk, der elsker hinanden. Vi har gjort kærligheden til noget religiøst – en religionserstatning. Vi forventer, at kærligheden tåler alt, udholder alt, men pointen i det skriftord er, at det er Guds kærlighed, der tåler og udholder alt. Den jordiske kærlighed kan ikke klare sig uden et løfte, og hvis du ikke har det, så overbelaster du den,” lyder det fra Winkel Holm.

Hun beskriver, hvordan folk i hendes kvarter bliver skilt for et godt ord. ”Det er vores tids borgerlige moral. I dag er det blevet sådan, at når du ikke længere er forelsket, så har du ret og næsten også pligt til at gå. Så er det uoprigtigt. Det er en gammel, romantisk, kulturradikal forestilling. Og der har kirken et modbudskab, som siger, at kærlighed er meget større og meget mere krævende, indskrænkende og behovsudsættende – det er en afkaldsetik. Men den er ikke særlig populær i dag.”

“For at kunne efterkomme den pligt, som Bibelen taler om, er vi nødt til at trække på de erfaringer med kærlighed, vi har fra andre relationer – fra ægteskabet, forældreskabet, søskenderelationer og venskaber.”
Pia Søltoft, lektor

 

At beslutte sig for kærligheden

Spørger man Pia Søltoft, forskningslektor og ph.d. ved Søren Kierkegaard Forskningscentret, er der kun én kærlighed, som kan være en pligt, og det er næstekærligheden.

”Men for at kunne efterkomme den pligt, som Bibelen taler om, er vi nødt til at trække på de erfaringer med kærlighed, vi har fra andre relationer – fra ægteskabet, forældreskabet, søskenderelationer og venskaber. Uden dem ville vi ikke vide, hvad det at elske var,” forklarer hun.

Når forelskelsen falmer i ægteskabet – og det ved Kierkegaard godt, at den uvægerligt gør, selvom han aldrig selv blev gift – må man finde støtte i den beslutning, man traf, da man giftede sig: ”Den ægteskabelige kærlighed hviler ifølge Kierkegaard på forelskelsen og bliver ved ægteskabets indgåelse tilsat en beslutning. Hvis man som par vælger at leve sammen for Gud, forpligter man sig også til at holde den beslutning og bevare kærligheden.”

”Den ægteskabelige kærlighed hviler ifølge Kierkegaard på forelskelsen og bliver ved ægteskabets indgåelse tilsat en beslutning.”

Kierkegaards syn på ægteskabet stemmer altså meget godt overens med Katrine Winkel Holms udlægning; at vi må holde fast i det grundlag, vi har forpligtet os på.

Men hvordan passer disse bud om forpligtelse og afkald til det moderne menneskes liv og selvopfattelse? Vi er alle blevet projektmennesker med individuelle ambitioner og behov, og spørgsmålet er, om det kan kombineres med ægteskabet, som det tager sig ud i den bibelske optik.

Det spørgsmål har Pernille Østrem også stillet sig selv. Om det klassiske parforhold har spillet fallit, og vi skal til at revidere vores opfattelse af, hvad det vil sige at leve sammen i en kærlighedsrelation. Det mener hun ikke, at vi nødvendigvis behøver. Til gengæld er hun ikke i tvivl om, at der kan være god grund til at korrigere ideen om, hvad kærlighed og ægteskab er og skal være. Til en start kunne man bruge sin sunde fornuft noget mere.

 

Meningen ligger i udvekslingen

”Der er ikke noget galt med at være forelsket og erotisk tiltrukket af hinanden, men vi kan faktisk godt øve os i at træffe sunde valg. Det kan godt være, det ikke er så sexet, men når forelskelsen opstår, skal man kigge på, hvor man passer dårligt sammen, og hvor man kan komme til at såre hinanden. Og sige: Her skal vi slå til. For forskelligheden kan også skabe en dynamik, som kan gøre en klogere både som individ og som par.”

Dermed er vi tilbage til redskaberne. Det er i Østrems optik altafgørende, at man i begyndelsen af et forhold finder frem til nogle gode måder at løse konflikter på.

For eksempel kan man øve sig i at udvise storsind over for den andens fejl og mangler. Til gengæld mener hun ikke, at man skal forvente, at det grundlag, man blev gift på – forelskelsen og kærligheden – er nok i sig selv.

Og selvom hun i lyse øjeblikke godt kan blive forelsket i sin mand, som hun har kendt i ti år, er det ikke den romantiske kærlighed, hun baserer sit dagligliv på:

”Det er et valg og en sammentømring og at vi har arbejdet os gennem kriserne; alt det, vi har bygget op sammen. Det er det, at jeg kender ham så godt og ved, at når han gør sådan der, så skal jeg bare lige holde min kæft. At jeg har opbygget en mildhed, hvor jeg måske tidligere i forholdet ville have råbt af ham hver gang, han gjorde det – nu ved jeg, at jeg bare lige så stille skal sætte mig ind ved siden af.”

“Og det er en kærlighedshandling. Jeg ofrer mig, jeg træder til side, jeg går på kompromis med min umiddelbare måde at reagere på, og det skaber så meget dynamik, og man får så meget tilbage.”

 

Pernille Østrem: Foto: Miklos Szabo

Pernille Østrem: ”Parforholdet er jo en samfundsbærende struktur, som de fleste af os gerne vil ind i. Men vi har meget få redskaber til at få det til at fungere.” Foto: Miklos Szabo

 

 At vise sig som uperfekt

Konflikter og sorg og vrede og alle de grimme følelser kan ikke undgås, når man er tæt på et andet menneske.

”Jeg kunne godt tænke mig, at alle par, der blev gift, havde mulighed for at tale om deres syn på utroskab på et oplyst grundlag.”
Pernille Østrem, sognepræst

Til gengæld giver intimiteten og nærheden mulighed for at vise sin sårbarhed og sin uperfekthed.

”Der er chancer for at få lov til at være et meget ærligt menneske. Og hvis man viser sig selv frem som uperfekt, oplever jeg, at det genererer mere ærlighed og omsorg. Og man kommer dybere ned i sine personlige og eksistentielle lag. Det kan blive meget umiddelbart, hvad meningen med livet er. Det sker simpelthen i udvekslingen – hvor man viser sin sårbarhed og griber ud efter hinanden og standser op, fordi der er en, der har brug for hjælp.”

Østrem italesætter ikke kærlighed som pligt eller beslutning, men snarere som noget, der er nedlagt i os fra fødslen. Noget, der strømmer igennem os, og som det ville være dumt ikke at give videre. ”Vi er tanket op fra starten. Meningen er givet, og den var, at vi skulle sprede kærlighed og have mellemværender med hinanden – ikke være alene. Grundlaget er sat, vi skal bare kaste os ind i kampen.”

 

Kirkens ansvar

Og kirken, hvor befinder den sig i alt det her?

Den har naturligvis et ansvar, mener Pernille Østrem. Den måtte godt være langt mere på banen, end den er i dag, når det kommer til at hjælpe folk gennem de perioder, hvor kærligheden har trange kår.

”Vi er jo toastmaster ved den første time af folks bryllup. Og man kan med hele sit væsen vise, at det her er jeres kirke, jeg er jeres præst, og her får I hjem, når I gifter jer. Det er her, I kan vende tilbage, både når I skal sige tak, men også, når I føler jer hjemløse og ikke ved, hvor I ellers skal gå hen. Hvis det spejles og vises og siges i alt, hvad der sker, så synes jeg, kirken har taget ansvar.”

For tiden arbejder hun på at udvikle et koncept, hvor kirken stiller sig til rådighed før eller efter brylluppet. Det involverer både parterapi og samtale, livstydning og snak om 5 kropslighed. Og der er mange ting, man kan tale om på forhånd, hvis man spørger Pernille Østrem:

”Jeg kunne godt tænke mig, at alle par, der blev gift, havde mulighed for at tale om deres syn på utroskab på et oplyst grundlag – hvor der for eksempel var en psykolog eller præst med særlige evner til stede, som kunne give nogle redskaber til at føre den samtale.”

Hun afslutter: ”Og hvad med om vi var lidt mere ærlige om, at parforhold er megasvært. Vi må godt se hinanden lidt nøgne. Det er jo et kollektivt problem, når en samfundsbærende struktur som ægteskabet vakler. Det må vi ikke være nonchalante med.”

Kirken og de kødelige kvaler

FEATURE. Sex og skam har været tæt forbundet i min kristne familie, så jeg afprøvede mit syn på den kristne seksualitet med en rejse gennem det kirkelige landskab.

Læs mere

Kristendommen er fuld af krop

ESSAY. Nogen vil hævde, at kroppen glemmes i kristendommen, men kristendommen er fuld af krop, siger Nete Helene Enggaard, der mener, at den åbne og ødelagte krop på korset er en udfordring til vores kropsfikserede kultur, hvor den stærke og veltrænede krop bliver et panser, der ligesom vores sociale fællesskaber truer med at lukke sig veltilfreds om sig selv.

Af Nete Helene Enggaard, cand. theol. ph.d. 

Kropsløs, kønsløs, verdensforsagende og seksualforskrækket.

Kritikken af kristendommens syn på kroppen er ikke til at tage fejl af. Og den er værd at tage alvorlig. Kritikken kommer fra en kultur, hvor kroppen og det kropslige på en helt anden måde end tidligere er til debat:

Vi diskuterer krop som aldrig før, lige fra sundhed, etik og biologi til kroppens erotisering og pornoficering. Det er også en udfordring til kirken og dens selvforståelse.

Kan kirken være andet end en moralsk bastion, der står værn om traditionen? Kan – og skal – den gå i dialog med sin samtid i forhold til de gældende kropsnormer og -idealer?

Kirken forstår ikke bare sig selv som ’Guds krop’, et kristent fællesskab: Den uddeler og udskænker også søndag efter søndag Guds kød og blod i nadveren, ligesom den i dåb, konfirmation, ægteskab og begravelse har at gøre med kroppen i alle dens aldre og overgangsfaser.

Umiddelbart er der masser af krop i kristendommen.

 

Kunstner: C. Lemmertz

Kunstner: C. Lemmertz

 Religion og krop – arv og udfordring

Vender man sig til Martin Luther, protestantismens og reformationens fader, for at se hvad han har at sige om krop, kød og legeme, bliver man mødt af et barsk scenarie.

Luther kredser i bogstaveligste forstand om Guds lidende og døende krop. Hans tekster udtrykker en voldsom fascination af den ødelagte, den ’sønderbrudte krop’, der kunne være hentet ud af Mel Gibsons The Passion of the Christ.

Umiddelbart står denne sønderbrudte krop i grel kontrast til nutidens oplyste og formfuldendte krop. I motions- og fitnesscentre stortrives forestillingen om den fuldendte, ’fitte’ krop, så det næsten ligner en nyreligiøs fanatisme.

Kroppen er blevet en ’effektiv maskine’, et billede på det vellykkede og kompetente menneske. Kroppen dyrkes for sin egen skyld. Men kropsdyrkelsen har ikke fået følge af en tilsvarende ”åndens akrobatik”.

De effektive kropsmaskiner udfordres derfor kun sporadisk af en spirende spirituel vækkelse: Kurser i meditation, yoga, clairvoyance og healing tilbyder mental hygiejne og åndelig udvikling; man forsøger at drage omsorg for sjælen og dens spirituelle sundhed for at udfri den fra kropsdyrkelsens konsumkultur.

Ifølge kulturkritiske dagbladsskribenter har samtidens kropskult genindført en ældgammel modsætning mellem legeme og sjæl, uden dog at medtænke det indbyrdes forhold mellem kroppen og ånden, ånden og kroppen.

Tankevækkende nok har den nye kropsdyrkelse det til fælles med den samtid, Luther diskuterede med, at den betragter kroppen som en foreløbig form:

En form, der er på vej mod sin egen fuldendelse. Derfor er der måske alligevel god grund til også i 2014 at genbesøge Luthers forestilling om den sønderbrudte krop?

“Luther kredser i bogstaveligste forstand om Guds lidende og døende krop” Nete Helene Enggaard

liquor_filled_chocolates

Luther om krop og sprog: Guds sønderbrudte krop

I 1528 indleder Luther et af sine mest hidsige kampskifter.

Skriftet er rettet både mod romerkirken og dens spiritualistiske modbevægelse. Luthers vrede skyldtes den ukritiske accept af modsætningen mellem krop og ånd, legeme og sjæl, der dominerede datidens forståelse af kristendommen.

At kroppen skulle være mere eller mindre ’hellig’, at dens hellighed blev gjort afhængig af seksuel afholdenhed i munke- og klostervæsenet, eller af den for kirken indbringende forretning med afladsbreve, faldt i den grad faldt Luther for brystet.

Men det var særligt den katolske forståelse af nadveren og Guds krop som en ’hellig føde’, der forargede ham. Nadverelementerne blev anset for en art fyldte chokolader, der gradvist forvandler kroppen til en anden og helligere form.

Noget bedre alternativ fandt Luther ikke i samtidens spirituelle bevægelse. Her blev kroppen nemlig reduceret til et tomt hylster, en form, der pegede mod åndeligere og sandere værdier et sted i himlen.

Spiritualisterne så nadveren som et symbolsk fællesskabsmåltid: I måltidet erindrede deltagerne Kristus som en slags åndeligt forbillede til efterfølgelse. Begge dele fandt Luther forkerte. Begge dele var i dyb modstrid med nerven i hans forståelse af kristendommen:

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”.

Gud – indbegrebet af ånd – blev menneske, blev krop og kød. Hvordan skulle krop og ånd, legeme og sjæl, så kunne spilles ud over for hinanden som modsætninger?

I Luthers kristendomsforståelse er det, at Gud blev menneske, så skelsættende, at krop, ånd, kød, legeme, sjæl – ja, endda Gud, menneske, skaber og skabning – må tænkes radikalt anderledes. Det er derfor, Luther kredser sådan om Guds lidende og sønderbrudte krop:

Han forsøger at tale om krop og ånd, og deres indbyrdes forhold, på nye måder. Legems-brød, guds-kød, ånds-kød og blod-vin er nogle af de sproglige figurer, som Luther opfinder, for at udtrykke kroppens og kødets enhed med Gud, ånd og sjæl.

Forenet med Gud, ånd, blod og vin bliver kroppen noget andet end bare en tom modsætning til ånd og sjæl, mere end en foreløbig form. Hvis der gives sådan noget som en ’protestantisk’ krop, formes den bl.a. i Luthers opgør med romerkirken og spiritualisterne.

Hvad dét opgør betyder for os og vores oplevelse af kroppen, giver Luther af gode grunde ingen bud på. Men han åbnede for en forestilling om en ’sønderbrudt’ krop, en krop, hvis form er brudt, hvis grænser er punkterede og åbne for diskussion.

Både som arv og udfordring.

 “Gud – indbegrebet af ånd – blev menneske, blev krop og kød.”  Nete Helene Enggaard

foto

Kirken som Guds krop – og forholdet til de andre kroppe

Også i dag er der masser af krop i kristendommen og i kirken. Der er den krop, kirken har at gøre med i vigtige markeringer som dåb, konfirmation, vielse og begravelse – og som den giver et ord med på vejen.

Og der er den krop, der søndag efter søndag uddeles og udskænkes: guds-kødet, ånds-kødet og blod-vinen.

I lyset af samtidens kropskult er en af kirkens fornemmeste opgaver anno 2014 fortsat at binde krop og ånd sammen på tidssvarende og relevante måder. Som Guds krop må kirken ikke stivne i eller lukke sig om sig selv i en foreløbig form:

Den er andet og mere end et helligt samfund, en helliggjort og forvandlet krop, der eksisterer som et slags særrum. Andet og mere end et tomt hylster, der peger mod åndeligere og sandere værdier et sted i det hinsides.

Ellers kunne vi ligeså godt være forblevet katolikker eller spiritualister.

Hvis kirken vil ud af rollen som moralens vogter, en sidste bastion, der står værn om traditionens måske forældede værdisæt, kan den tage udfordringen i det luthersk protestantiske arvegods op. Ikke bare ved at forholde sig kritisk til kroppens overfladiske effektivisering i motions- og fitnesskulturen, men også ved at turde indgå i en mere vidtgående kritik af de andre krops- og fællesskabsforståelser, der omgiver os:

Familien, byen, folket, nationen og staten.

Med Luther som ballast er der grund til kritik, også af de biologiske, etiske, sociale og ikke mindst globale ’kroppe’, eller fællesskaber, som vi i dag organiserer os i.

 

Nete Helene Enggard, ph.d., Københavns Universitet. 
Læs om afhandlingen: Nærvær som begivenhed, refiguration og materialitet her …