Uden for Europa blomstrer troen

INTERVIEW. Troen er trængt i Europa og Nordamerika, men det er undtagelser fra reglen. Hvorfor er de fleste mennesker uden for det vestlige reservat troende? Vi har spurgt Synne Garff, som er international chef i Bibelselskabet og har rejst i Mellemøsten, Afrika og Asien.

Af Kåre Gade

Hvordan oplever du forskellen på vesterlændinges og ikke-vesterlændinges forhold til religion?

I Europa er det et spørgsmål, om du tror. Uden for Europas grænser er det et spørgsmål om, hvad du tror på. I Danmark bliver Bibelen ofte stående på hylden, hvorimod folk i for eksempel Kina er nysgerrige efter at diskutere religiøse spørgsmål. Ude på landet er det ikke usædvanligt, at femti mennesker må deles om en bibel.

Kristendommen er i rivende udvikling i Asien, i den sydlige del af Afrika og på Den Arabiske Halvø. Samtidig er der en konvertitbølge hos muslimer i Nordafrika og Mellemøsten – de er trætte af islam og tiltrækkes af kristendommens løfter om en kærlig og nådig Gud.

Vi har svært ved noget så simpelt som at bede en bøn, fordi vi oplever det som et nederlag at skulle bede om hjælp. Synne Garff

Hvorfor har troen bedre kår uden for Vesten?

Ude i konfliktområderne er der et andet autoritetsbegreb, en større ydmyghed og en fornemmelse af, at Guds nærvær er stort i trængslerne.

I Vesten har vi brugt meget energi på at gøre op med autoriteter. Det kan man sige meget godt om. Men bagsiden er måske, at vi har svært ved noget så simpelt som at bede en bøn, fordi vi oplever det som et nederlag at skulle bede om hjælp.

Synne Garff. Foto: Elie Khalil

 

Vi har os selv som yderste instans og forsøger at bære alle byrder alene – ofte forgæves.

I Danmark er der desuden et fatalt videnstab i forhold til kristendommen. Jeg tilhører selv den generation, hvor bibelkundskab næsten forsvandt i folkeskolen, så jeg følte mig som yngre underligt fremmedgjort i kirken – jeg kendte ikke koderne og bibelfortællingerne.

Er troen de fattiges, de undertryktes og de dårligt uddannedes trøst?

Kristendommen kan være til trøst – uanset hvor mange dollars, der står på bankbogen.

Jeg har mødt nogle af verdens fattigste og rigeste mennesker, for hvem troen på Kristus blev livlinen.

Jeg har rejst i Qatar og oplevet, hvordan migrantarbejdere får håb igennem Bibelen i deres udlændighed.
Det er ikke nok at gå i kirke. Bibellæsning er afgørende. Migranterne læser om Kristus, der helbreder. Han bliver et forbillede. Og de oplever, at der sker en mirakuløs forandring i sindet.

Kombinationen af Bibelen og en selvbestaltet præst uden uddannelse kan der komme noget ulykkeligt ud af. Synne Garff

Hvilke skyggesider oplever du ved kristendommen, som du møder den udenfor Europa?

Mennesker kan være dæmoniske, dumme og vildledende. Kombinationen af Bibelen og en selvbestaltet præst uden uddannelse kan der komme noget ulykkeligt ud af.

Derfor arbejder verdens bibelselskaber sammen om undervisningsprogrammer. Vi bekæmper for eksempel hiv i afrikanske lande og gør op med stigmatisering og forestillingen om, at hiv-smitte skulle være Guds straf.

Nogle præster har også den opfattelse, at kristne skal bære deres byrder med et smil og ikke må skælde ud på Gud. Og det er jo helt forfejlet – i Det Gamle Testamente er der mange klagesalmer, og Kristus udtrykte voldsom afmagt på korset.

Hvordan har møderne med kristne på andre kontinenter påvirket dit syn på kirke og kristendom i Danmark?

Der er en enorm viden, lagret igennem årtier, som vi kunne lade os inspirere af i Danmark, hvor vi er gået fra en monoreligiøs til en multireligiøs kultur.

I lande med stor religionsundertrykkelse er bibelselskaberne dygtige til at formidle kristendommen med respekt for den enkeltes integritet.

Helt konkret er jeg optaget af at implementere metoden bibelsk sjælesorg, som bruger Bibelen til at forløse traumer. Jeg har studeret metoden i Kenya, Swaziland, Jordan og Libanon og har arrangeret kurser, hvor folkekirkepræster lærer at bruge den.

Metoden understreger, at Bibelen ikke er en statisk bog, men at teksterne taler ind i den enkeltes sammenhæng.

Religionstime: Eksperter afliver myter om kristendom og folkekirken

FAKTA. De fleste har en mening, når der diskuteres religion og kristendom omkring middagsbordet. Men hvad er myter, og hvad er virkelighed? Kom med til religionstime.

Af Kåre Gade

Ulla Morre Bidstrup, leder af præsteuddannelserne:

Kan man overhovedet dømme om det?

De fleste folkekirkepræster er tilsyneladende troende på én af to måder: Enten er de præget af stor afklarethed eller præget af alvorlig, løbende indre samtale mellem tro og tvivl. At være ikke-troende er kendetegnet ved ligegyldighed over for evangeliets betydning for vores liv.

Det aner jeg stort set aldrig nogen sinde hos kommende eller fungerende præster.

Kasper Bro Larsen, lektor i Det Nye Testamente, Aarhus Universitet:

Bibelfundamentalisme er en relativt ny opfindelse. Den opstod som reaktion på oplysningstidens historiske bibelkritik. Kristne har ganske vist siden oldkirken opfattet Bibelen som en fælles autoritet, men mere i eksistentiel end i bogstavelig forstand.

F.eks. mente kirkefaderen Augustin (354-430 e.Kr.), at det kun er børn og barnlige sjæle, der læser Bibelen bogstaveligt.

Morten Fink-Jensen, lektor i historie, Københavns Universitet:

Kritikken af teologi som universitetsfag tager ofte udgangspunkt i, at teologi handler om Gud.

Men i praksis er væsentlige dele af det moderne teologistudium baseret på videnskabelige metoder og teorier, der også danner grundlag for andre universitetsfag, først og fremmest inden for humaniora. Det gælder f.eks. tekstanalyse, kildekritik og hermeneutik.

Brian Arly Jacobsen, lektor i religionssociologi, Københavns Universitet:

Med en flot håndbevægelse udstedte det moderne gennembruds mænd religionens dødsattest for mere end 100 år siden.

Udviklingen inden for videnskab ville afsløre alle religioner som det, de troede det var; bedrag. Det oplyste menneskes fremkomst ville resultere i, at religionernes overtro ville fordampe, og fornuft og videnskab ville oplyse alt.

Nu er vi trådt ind i det 21. århundrede, og avisoverskrifterne fortæller dagligt om religioners betydning for menneske og samfund. Vi er vidne til religionernes genkomst i det offentlige rum.

Hvis bedre er muligt er godt ikke godt nok

ESSAY. I dag er det ikke nok at blive til noget, man skal også blive til nogen. Man skal vælge sig selv og blive sig selv. I en særlig autentisk udgave. Det er ikke et tilbud. Det er et krav.

Af Christian Hjortkjær

Rasmus på 15 år er i tvivl om, hvilken retning vej han skal gå i livet.

Helt specifikt er han i tvivl om sin studieretning. Skal han vælge fysik-kemi-linjen eller musikmatematik- linjen? Rasmus ved det ikke.

Derfor ringer han til Mads & Monopolet på P3. Men oraklet i radioen er rådvildt denne lørdag formiddag og spørger:

“Hvad har du mest lyst til selv?”

Det ved Rasmus ikke. Det er jo derfor han har ringet. Han vil faktisk gerne begge dele. Han vil ikke ét, men to.

“Hvad siger dine forældre?” spørger oraklet.

“De synes jeg skal følge det, som jeg helst vil selv,” forklarer Rasmus.

“Mmm, men hvad synes de?” spørger oraklet lidt mere insisterende.

Hvordan er vi nået dertil, at så stor en del af især de unge oplever en massiv følelse af utilstrækkelighed. Christian Hjortkjær

“Jeg tror også… Ja, det tror jeg, de synes… Mest hvad jeg selv vil.”

Christian Hjortkjær. Foto: Miklos Szabo

 

Eller som Søren Kierkegaard nåede frem til 150 år tidligere:

“Det gælder om at finde en Sandhed, som er Sandhed for mig.”

En eksistentiel præstationskultur

I dag er det ikke nok at blive til noget, man skal også blive til nogen. Man skal vælge sig selv og blive sig selv. I en særlig autentisk udgave. Det er ikke et tilbud. Det er et krav. Noget man skal leve op til.

Vi lever på en underlig omvendt måde i en eksistentiel præstationskultur. Vi skal alle være enestående – i ordets dobbelte betydning:

Man skal for det første være unik, sig selv, autentisk. Og for det andet skal man være ene-stående, stå selv, fri og uafhængig.

Hvordan er vi nået dertil, at så stor en del af især de unge oplever en massiv følelse af utilstrækkelighed. At de altid er bagud på point. At de aldrig er sig selv nok, eller nok sig selv. Min påstand er, at det skyldes kravet om at være enestående.

Problemet er nemlig, at kravet er dobbelt diffust: Det er for det første diffust i sin oprindelse: Vi kan ikke finde ud af, hvor kravet kommer fra.

Og det er for det andet diffust i sit mål: Vi ved ikke, hvad der skal til, for at kravet er opfyldt. Vi må derfor gå på eksistentiel jagt efter det enestående individs historie.

Luther jubel

Lad os begynde med Luther.

2017 er 500-året for reformationen, og jublen vil ingen ende tage. Vi står på tæerne af hinanden for at bejuble Luther og fremhæve ham som den enestående ophavsmand til oplysning, demokrati og velfærdssamfund, og ikke mindst for, at vi i dag alle er selvstændige og sekulære individer.

Mennesket er ikke begrænset af Guds love, men har fået ubegrænset frihed til at skabe sig selv og vælge sin funktion. Christian Hjortkjær

Så skål og godt Luth-år!…

Men hov stop: Luthers mål var ikke at formilde kristendommen, men at radikalisere den. Målet var ikke, at Gud lige så stille skulle afvikles, men at vi alle skulle være præster.

Kaldet til selvrealisering

Når vi i dag føler os nærmest kaldet til at realisere os selv, så hænger det sammen med en radikal ny tanke om individet, som bliver genfødt allerede i renæssancen, altså før reformationen.

Her skriver filosoffen Pico en berømt “Tale om menneskets værdighed”, der med ét udfordrer hele den kristne kirkes dogmatik og arvesyndslære.

Det gør han ved at lade Gud holde en tale for Adam, hvori Gud siger:

“Vi har hverken givet dig en bestemt plads, en speciel skikkelse eller en særlig funktion, Adam, for at du efter dit eget ønske og din egen beslutning kan opnå og besidde den plads, den skikkelse og den funktion du selv måtte ønske.”

Mennesket er med andre ord skabt frie. Mennesket er ikke kronen på værket, men den brik, der er til overs. Mennesket er ikke begrænset af Guds love, men har fået ubegrænset frihed til at skabe sig selv og vælge sin funktion.

Det har i en vis forstand netop overtaget Guds magt til at skabe sig en verden, som det kan realisere sig selv igennem.

Christian Hjortkjær. Foto: Miklos Szabo

 

Mennesket er derfor det væsen, der kan blive alt, men tilsyneladende ikke sig selv.

Vi er netop altid på jagt efter os selv, kaldet til at realisere os selv.

Frihed til at tjene

Luther overtager både frihedstanken og kaldstanken. Men for Luther er individets frihed ikke en frihed fra Guds love, men friheden til noget ganske bestemt, nemlig til at tjene næsten.

Det lyder næsten sort, når man siger det i dag. Frihed til at tjene. Tjeneren er jo ikke fri. Han er på
arbejde. Han er først fri, når han har fri. For Luther derimod er frihed ikke frihed til at vælge sin plads, men frihed til at handle det sted, hvor man allerede er.

At insistere på en grænseløs frihed kan nemlig let blive individets undskyldning for ikke at handle.

Jo mere, jeg prøver, jo mere er jeg bagud. Der er ikke noget at sige til, at vi i dag føler os utilstrækkelige. Christian Hjortkjær

Luther vender derfor frihedstanken på hovedet med en bemærkelsesværdig logik: Fordi livets store regnskab ikke afhænger af vores egne handlinger, netop derfor er vi sat fri til at tjene næsten.

Det Luther har indset er, at hvis der er blot fem procent chance for, at vi kan frelse os selv, så ville vi selvfølgelig sætte alt ind på det. Eller hvis der blot er en procent chance. Hvis alt i mit liv blev afgjort af mig selv, så ville jeg selvfølgelig lægge al min energi dér.

“Du kan, hvad du vil,” siger vi tit i dag.

“Du skal bare ville det nok.”

Håndboldtræneren siger det til sine spillere. Forældrene siger det til deres børn. Det lyder som en opmuntring, men det er i realiteten et umenneskeligt pres at lægge på individet. For det passer jo ikke.

Jeg kan ikke, hvad jeg vil. Langt de fleste ting, jeg gerne vil, kan jeg ikke. Og det er ikke fordi, jeg ikke vil det nok. Det er fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke er almægtig.

Godt ikke godt nok

I DR-dokumentaren “De perfekte piger” fra 2015 følger man 3. g’eren Line. Over hendes computer hænger der en seddel:

“Hvis bedre er muligt, er godt ikke godt nok”, står der.

Hun kan godt lide den seddel, forklarer hun. Den er meget motiverende. Hun har selv printet den ud og hængt den op. Og nu hænger den der, som en lovtavle, hun selv skal leve op til – men som hun aldrig kan opfylde.

Det er et ekstremt tidstypisk billede på det moderne individ. Hvis først jeg tror, at jeg kan opfylde idealet, så har jeg aldrig gjort nok. Hvis først jeg tror på, at jeg kan realisere mig selv fuldt ud, så er jeg aldrig nok mig selv.

Jo mere, jeg prøver, jo mere er jeg bagud. Der er ikke noget at sige til, at vi i dag føler os utilstrækkelige. Det er derfor, det var så afgørende for Luther at slå fast, at individets egen præstation hverken gør fra eller til.

At intet menneske står ene, men at vi mennesker er dybt forbundne, og at vi derfor er dybt afhængige af hinandens hjælp til at blive os selv. Christian Hjortkjær

Fordi vores liv ikke afhænger af, om vi har præsteret nok, netop derfor er vi sat fri til at tjene næsten. Fordi alt ikke afhænger af, om vi vil noget nok, netop derfor er vi sat fri til at realisere kærligheden i stedet for at realisere os selv.

Pico og Luther begynder hver sit spor i historien. Pico indleder renæssancen, som løber videre som humanisme og oplysning, og som kan følges helt op til vor tids positive psykologi og tro på det gode kerneselv.

Luther indleder reformationens spor, som løber videre som religionskritik og eksistenstænkning, og som kan spores helt op til Freud og påstanden om, at selvet ikke er en kerne, men derimod dybt splittet.

Begge spor har hver sin udgave af det enestående individ.

Et enestående paradoks

Ateisten Rousseau og eksistenstænkeren Kierkegaard er f.eks. begge enige om, at målet for ethvert menneske er at blive et myndigt individ. Dvs. et individ, som står ene som sig selv, og som står inde for sig selv.

Men hvor Rousseau hævder at individet først er enestående, når det er enestående forskelligt fra andre, så hævder Kierkegaard, at det sande individ er det, der står tilbage, når man opgiver at se sig selv som enestående.

Det er med andre ord i selve jagten på at blive et enestående selv, at vi farer vild i os selv eller mister os selv. At finde en sandhed, som er sandhed for mig, betyder ikke, at jeg skal finde den sandhed inde i mig selv. Det er en blindgyde.

At stå ene, siger Kierkegaard, er noget, vi hjælper hinanden til. Intet menneske er sig selv for sig selv. Alligevel er det det, både radio-oraklet og Rasmus’ forældre opfordrer Rasmus til.

Men uden det andet menneskes hjælp mister vi os selv. Den anden kan ikke frelse os, men uden den anden er vi fortabte.

Ethvert menneske står ene – ved en andens hjælp, skriver Kierkegaard. Og det er jo et paradoks. For hvis man er blevet hjulpet, så står man jo ikke ene.

Men det er netop pointen.

At intet menneske står ene, men at vi mennesker er dybt forbundne, og at vi derfor er dybt afhængige af hinandens hjælp til at blive os selv. Og det er der i sig selv noget forløsende i.

At jeg er sat fri fra mit eget selvrealiseringsprojekt. At det højeste, jeg kan opnå i livet, ikke er at kæmpe for at fremstå enestående, men at hjælpe et andet menneske til at stå ene

Indmeldt: Måske fik Jesus bedøvelse?

PORTRÆT. Indmeldt i folkekirken: Bent Thorning Bensen, 73 år, Vestervang Kirke

Fortalt til Karen Marie Egebo

Jeg blev aldrig døbt som lille, for mine forældre havde meldt sig ud af folkekirken, inden jeg blev født.

De var ellers troende og medlemmer, men i årene op til Anden Verdenskrig mente de, at kirken var begyndt at velsigne våben. Det kunne de ikke acceptere, de mente, at våben var noget, Fanden havde skabt, så de meldte sig ud.

Jeg betragter mig selv som kulturkristen, og jeg tror ikke på opstandelsen. Bent Thorning Bensen

Men kirken fyldte alligevel i min barndom, for min far var historisk interesseret og tog mig rundt til gravhøje, fortalte mig om de gamle sagn og tog mig ud og se kirker.

Når mine jævnaldrende klassekammerater købte tegneserier, købte jeg bøger om kalkmalerier. Jeg har været vild med kirker lige siden, og da min kone og jeg i 1964 købte en Morris Mascot, skulle jeg vise hende alle kirkerne og kalkmalerierne.

Det er faktisk min kone, der skubbede mig ind i folkekirken.

“Skal du nasse på min kirke?” sagde hun altid lidt i spøg, når vi var i kirke.

Foto: Miklos Szabo

 

Engang smed hun mig endda ud af en kirke.

Og da vi bor ved siden af Vestervang Kirke i Helsingør, gik jeg en dag ind på kirkekontoret og sagde, at jeg gerne ville melde mig ind. Der sad en præst, en organist, menighedsrådsformanden og en kirkeværge.

Efter lidt diskussion frem og tilbage om mit syn på kristendommen, gik vi ind i kirken og fik mig døbt og meldt ind, og det var det.

Jeg betragter mig selv som kulturkristen, og jeg tror ikke på opstandelsen. Det er jeg for videnskabeligt anlagt til. Min datter, som er kirurg, har fortalt, at det sommetider sker, at døde mennesker ikke er døde alligevel, så hvem ved, om der måske var bedøvelsesmiddel på svampen med eddike, Jesus fik op til munden på korset?

Jeg blev medlem af menighedsrådet i år, efter at mange havde spurgt, om jeg ville. Domprovsten spurgte også.

“Men jeg er jo ikke så stærk i troen,” sagde jeg, og han svarede, at der da også var brug for sådan en som mig i menighedsrådet.

Og jeg er jo i kirke hver søndag alligevel. Jeg går ikke til alters, men hører præstens prædiken, og så kan jeg godt lide kirkens stemning som samlingssted i samfundet og samværet med de andre. Sådan var det også i gamle dage, og jeg tror, at kirken har en vigtig opgave som bærende institution.

Tidslinje: Kristendommen har altid været under pres

BAGGRUND. Kritik af kirke og kristendom er ikke et moderne fænomen. I århundreder har filosofi, naturvidenskab og politiske bevægelser udfordret den kristne tro. Se tidslinje.

Af Lars Sandbeck. Illustration Morten Voigt

De seneste 500 år i kristendommens historie præges af megen turbulens og kirkekritik.

Reformationen, der bryder ud, efter Martin Luther i 1517 opslår 95 teser imod afladshandel, fører til den største splittelse i kirkens historie og åbner et sår, der endnu i dag langt fra er helet.

Kirkens splittelse, som opdeler Europa i det protestantiske nord og det katolske syd, fører religionskrige med sig tværs igennem kontinentet med mange ofre og pinsler for befolkningen til følge.

 

Da nye ideer om oplysning og frihed, lighed og broderskab bryder igennem ved indgangen til 1700-tallet, er det blandt andet som en reaktion på de mange religiøse stridigheder.

Nogle af oplysningsprojektets mest radikale fortalere mener, at fornuften skal erstatte troen, at videnskaben skal have forrang frem for religionen, og at kirken og præsteskabet helt skal afskaffes.

Mere moderate oplysningsfolk ønsker at bevare religionen, men i en ny skikkelse: En religion uden mirakeltro og myter, hvor den religiøse tro omsættes til etik og regler for god opførsel.

Den helt store religions- og kirkekritiske æra begynder for alvor i 1800-tallet. I denne periode er det særligt i intellektuelle miljøer, ateismen vinder indpas.

 

Tyske filosoffer som blandt andre Ludwig Feuerbach, Karl Marx og Friedrich Nietzsche angriber i en række skrifter kristendommen og hele det etablerede religiøse system.

I England udgiver Charles Darwin sit banebrydende værk “Arternes oprindelse”, som af mange bliver opfattet som en videnskabelig tilbagevisning af den kristne skabelsestro.

Mange begynder at betragte naturvidenskaben og kristendommen som hinandens modstandere, og i Frankrig opstår en positivistisk filosofi, som hævder, at naturvidenskaben inden for en overskuelig fremtid vil have fortrængt religionen.

 

De to verdenskrige i 1900-tallet præger også holdningen til kristendommen i Vesten.

Hvorfor griber Gud ikke ind og forhindrer den bestialske nedslagtning af millioner af mennesker? Måske
findes han slet ikke?

Ateismen som livsanskuelse breder sig efter krigene fra de få intellektuelle til masserne. I det kommunistiske Østeuropa og Sovjetunionen bliver religiøse mennesker undertrykt og kirker jævnet med jorden.

I Vesten vil folk til at vælge deres egen religion uafhængig af kirkens institutionaliserede former og henter blandt andet inspiration fra Østens religiøse traditioner.

Flere og flere begynder at opfatte sig selv som enten spirituelle eller ikke-religiøse, og samtidig udfordrer øget indvandring fra muslimske lande kristendommens dominans.

 

Men parallelt med udfordringerne fra filosofi, naturvidenskab, politiske bevægelser og fremmede religioner forandrer teologien sig. Nogle af de mest indflydelsesrige kristne tænkere – for eksempel Grundtvig og Kierkegaard i Danmark – er lige så kirkekritiske som ateisterne.

Mens nogle kristne reagerer på udviklingslæren ved at læse Bibelen bogstaveligt, begynder mange universitetsteologer at læse teksterne kildekritisk. Ja, nogle teologer ser endda sekulariseringen som et nødvendigt resultat af kristendommen.

Således udvikler teologien og kirken sig altid i modspil til og samspil med en foranderlig verden.

Tidslinje: Kristendommen under pres

31. oktober 1517: Martin Luther

Martin Luther slår 95 teser imod afladshandel op på døren til Slotskirken i Wittenberg.

Reformationen begynder, kirken splittes, og i de efterfølgende mange år bryder adskillige religionskrige ud.

1700-1800: Oplysningstiden

Kirken kommer under angreb og mister sin autoritet. Fornuften sættes over den religiøse tro, også blandt de såkaldte rationalistiske teologer.

I den kommende romantiske periode bliver den rationalistiske tendens imidlertid udsat for voldsom kritik – i Danmark blandt andet af præsten og digteren N.F.S. Grundtvig.

1841: Ludwig Feurbach

Ludwig Feuerbach, en af de første store ateistiske religionskritikere, udgiver i Tyskland sin bog ‘Kristendommens væsen’, som hævder, at Gud er en forestilling, vi mennesker selv har skabt, fordi vi har svært ved at leve med vores afmagt og dødelighed.

I perioden udgiver Søren Kierkegaard sine filosofiske og teologiske skrifter, som skal få stor betydning for forståelsen af kristendommen i det moderne. For Kierkegaard er troen ikke en objektiv sandhed, men noget det enkelte menneske må kaste sig ud i – på trods af fornuften.

1844: Karl Marx

Karl Marx kalder religionen for “folkets opium”, et sløvende og smertelindrende middel, som den herskende samfundsklasse bruger til at passivisere de lavere klasser med.

Selv om marxisme blev lig med ateisme, er der også kristne, der har tolket kristendommen socialistisk – for eksempel de katolske befrielsesteologer i 1960’ernes Latinamerika.

1859: Charles Darwin 

Charles Darwin udgiver Arternes oprindelse, som beskriver evolutionsteorien. Darwin selv så ikke noget modsætningsforhold mellem naturvidenskaben og en skabende Gud.

Som reaktion på blandt andet evolutionsteorien opstår senere den kristne fundamentalisme, som læser Bibelens fortællinger meget bogstaveligt og ser naturvidenskaben som en hovedmodstander.

Andre tilslutter sig liberalteologien, der læser Bibelen historisk-kritisk og opfatter Jesus som et etisk forbillede.

1882: Friedrich Nietzsche

I bogen ‘Den muntre videnskab’ lader Friedrich Nietzsche det berømte og berygtede udsagn falde:

“Gud er død!”

Udsagnet er dog ikke nyt. Mere end 300 år tidligere har Martin Luther allerede italesat “Guds død” i en påskesalme, hvor der synges:

“O, store nød /
Gud selv er død.”

1907: Freud og Bultmann

Freud beskriver religionen som en illusion og sammenligner den med en neurose, som opstår, når mennesket (ligesom barnet) bliver bange og søger trøst og beskyttelse hos en stærk far.

Nogle år senere lancerer den tyske teolog Rudolf Bultmann begrebet “afmytologisering”:

Kun ved at se bort fra de mytologiske lag i fortællingerne om Jesus kan man nå ind til det kristne budskabs kerne.

1914-1918: Første Verdenskrig

Millioner dør på slagmarkerne i en meningsløs krig.

En generel pessimisme breder sig i Vesten. Teologer i Schweitz og Tyskland gør op med liberalteologiens idealistiske kristendom.

Med inspiration fra Kierkegaard mener de, at tro og viden ikke kan forenes:

Det enkelte menneske må afgøre sig for Gud.

1933-1945: Nazisme

Jødeforfølgelser og yderligere splittelser i de kristne kirker. Teologen og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer arresteres.

Fra fængslet skriver han, at tiden er inde for en “religionsløs kristendom”, befriet for metafysiske konstruktioner.

Han henrettes af nazisterne i 1945.

1950-1970: Velstand i Vesten

Sociologer proklamerer, at religionens tid er ved at være forbi. Sekulariseringen og
individualiseringen tager til.

Religiøst søgende lader sig inspirere af Østens religioner og skaber nye spirituelle retninger.

Enkelte teologer i USA og Tyskland tolker kristendommen som en religionskritisk religion, som selv bidrager til udviklingen af en moderne, sekulær livsanskuelse.

2004-2009: Den Nye Ateisme

Efter terrorangrebet i USA 11. september 2001 giver truslen fra islamismen næring til en ny ateisme, der også vender sig mod kristendommen.

Religion og vold bliver et dominerende tema i medierne og den offentlige bevidsthed. Internationale forfattere som Sam Harris, Richard Dawkins og Christopher Hitchens udgiver stærkt religionskritiske bøger og får tilhængere i mange lande.

2005-2017: Muhammedkrisen

Under Muhammedkrisen siger statsminister Anders Fogh Rasmussen, at religion skal ud af det offentlige rum.

12 år senere er det indskrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.

Udmeldt: Jeg er herre over min egen skæbne

PORTRÆT. Udmeldt af folkekirken: Ida Rud, 35 år, Skt. Pauls Kirke.

Fortalt til Karen Sofie Egebo

Jeg meldte mig ud af kirken for tre år siden, da jeg fandt ud af, hvor nemt det var. Det var noget, jeg havde tænkt på i mange år, da jeg ikke ser mig selv som kristen.

Det fandt jeg allerede ud af, da jeg skulle konfirmeres.

Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg troede på Gud, så jeg tog med til konfirmationsforberedelse et par gange, men valgte ikke at lade mig konfirmere, da jeg ikke kunne stille mig op i kirken og sige, at jeg troede på Gud.

Bibelen har mange fine budskaber om næstekærlighed og forståelse, og jeg anerkender, at kristendommen har formet min tankegang som vestligt menneske. Ida Rud

Jeg synes, at det er for nemt at tro på en Gud og sige, at grunden til, at verden er, som den er, er fordi, der sidder en i det høje og har en stor plan. Jeg er overbevist om, at jeg er herre over min egen skæbne, og jeg synes, det er at fralægge sig alt ansvar at følge det blindt, som nogen har skrevet for 2000 år siden.

Foto: Miklos Szabo

 

Når det er sagt, synes jeg, at Bibelen har mange fine budskaber om næstekærlighed og forståelse, og jeg anerkender, at kristendommen har formet min tankegang som vestligt menneske.

Og nogle gange ville jeg ønske, at jeg troede på noget. Når tingene går en på, eller når det går godt, må det være rart, at der er en højere magt, man kan søge trøst hos, og at have en tillid til, at der er et liv efter døden.

Men jeg tror ikke.

Da min mormor og min far døde for nogle år siden med kort mellemrum, havde jeg meget at gøre med præsten i Rungsted, hvor jeg er opvokset. Hun holder nogle fantastiske taler, og det gav mig en stor trøst at tale med hende.

For mig var det ikke religiøst, men medmenneskeligt, og selvom hun talte ud fra nogle hellige skrifter, gjorde det ikke noget, for det var jo smukke ord.

Det er mærkeligt, for jeg kan nogle gange tænke, at jeg godt kunne tænke mig at være præst. Det er et spændende erhverv, fordi det handler om at tale med mennesker og filosofere over nogle tekster og skrive prædikener.

Det er et meget dybt fag. Men jeg ville ikke kunne sælge varen.

Indmeldt: Jeg vil gerne være en del af tusind års kristen arv

PORTRÆT. Indmeldt i folkekirken: Julius Buchardt, 39 år, Ansgar Kirke.

Fortalt til Karen Sofie Egebo

Der er flere grunde til, at jeg har meldt mig ind i folkekirken.

Jeg blev far for knapt fem år siden, hvilket får en lidt op i helikopteren, så man ser lidt mere holistisk på, hvor man selv kommer fra, hvem man er, og hvad man har oplevet.

Derudover rejser jeg meget i Mellemøsten, hvor man definerer sig selv ud fra sin tro. Man kan ikke forklare dernede, at man ikke er gift, men har en kæreste. Dernede er der ikke nogen dansk ‘ikke-tage- stilling-til-noget’.

Det får en til at se indad, også fordi vi er i en tid, hvor der sker en masse kulturelle brud. Jeg bor i Nordvest i København, og der bor mange muslimer, og når jeg taler med dem, kan jeg se i deres øjne, at vi danskere ikke er rigtigt religiøse.

Men vi har jo været kristne i Danmark i tusind år, og den arv vil jeg gerne være en del af.

Min kone, jeg selv og vores søn blev alle døbt samtidig for to-tre år siden. Vi blev enige om, at det egentlig var lidt mærkeligt, at ingen af os var medlemmer af den folkekirke, som er en del af vores samfund. Så vi meldte os ind sammen.

Foto: Miklos Szabo

 

Nu har jeg selv valgt at få min søn døbt, for jeg synes, at det er en tradition, man fødes ind i. Julius Buchardt

Min mor er lykkelig for, at jeg har meldt mig ind i folkekirken. Hun og min far fik mig i 1970’erne, hvor man brød med hele den kristne tradition, og derfor blev jeg ikke døbt.

Det var mest min far, der var optaget af at melde sig ud af folkekirken, og at man selv skulle have lov at bestemme, om man ville være medlem. Det kan jeg sådan set godt forstå, men nu har jeg selv valgt at få min søn døbt, for jeg synes, at det er en tradition, man fødes ind i.

Jeg læste for nyligt Martin Krasniks bog ‘Fucking jøde’, hvor han skriver noget med, at han da måske godt kan se, at omskæring er noget gammeldags, men han vil ikke være den, der bryder med en flere tusind år gammel tradition.

Det er nok også sådan, jeg har det med folkekirken: Der er en kontinuitet, der er vigtig. Så kan det godt være, at jeg kun bruger kirken til højtider, men jeg er glad for at være blevet medlem.

Hvorfor har kristendommen ikke gjort nogen forskel? – Biskop svarer

INTERVIEW. 5 skarpe spørgsmål om tro og tvivl. Biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh Poulsen, svarer.

Af Kåre Gade

Der er mange religioner i verden. Hvordan kan du vide, at netop kristendommen er sandheden?

Det er ikke noget, jeg ved eller kan bevise, ligesom jeg ved og kan bevise, at to plus to er fire.

Det er noget jeg tror og af hjertet fatter tillid til, fordi jeg i det, Jesus siger, hører noget, jeg kan leve og dø på, som jeg ikke kan undvære, og som jeg er overbevist om, at verden heller ikke kan undvære.

Verden er lige så fuld af krig, ulykker og elendighed som for 2.000 år siden. Hvorfor har kristendommen ikke gjort nogen forskel?

Vi mennesker forandrer os ikke. Vi vil kun, hvad vi selv vil, og derfor er vi altid på vej ud i en konflikt.

Kristendommen sætter tilgivelse og næstekærlighed i stedet og giver os mod og inspiration til at stå op imod det onde inden i os og omkring os. Når vi lytter og lader os bevæge af det, gør det altid en forskel.

For 100 år siden mente teologerne, at Bibelen forbød kvinder at blive præster. I dag er kirken fuld af kvindelige præster. Viser det ikke, at man kan fortolke Bibelen præcis, som man har lyst til?

Henrik Wigh-Poulsen. Pressefoto

 

Bibelen er en meget gamle bog, og som alle gamle bøger skal den udlægges, ind i den tid vi lever i. Det betyder ikke, at vi i kirken altid er enige om fortolkningen. For det med Gud og os, og hvad det betyder, bliver vi aldrig nogen sinde færdige med.

Det har noget at sige os til enhver tid. Og fordi vi hele tiden skal udlægge og fortolke det, vil vi ikke nødvendigvis mene det samme, som vi gjorde for 100 år siden.

Tro er en levende ting, ikke en bevidstløs gentagelse af gamle sandheder.

Hvorfor har Gud brug for en kirke med tusindvis af præster, ansatte, bygninger og ejendomme?

Det er heller ikke Gud, der har brug for det. Det har vi. Det kristne budskab er ikke bare noget, vi kan sige os selv, som vi kan læse i en facitliste, og som vi bliver færdige med i en håndevending.

Tværtimod.

Vi har brug for et sted, hvor vi kan gå hen og høre om Gud og det, han vil os, og vi har brug for nogle, der kan fortælle os om det, og hvad det betyder.

Hvis man spørger folk, om de tror på trosbekendelsen, svarer de fleste nej. Alligevel bliver de i folkekirken. Er det ikke hykleri?

Man kan have en fast overbevisning eller meninger om mange ting. Og det har de fleste af os. Men når det kommer til alt det, der har med tro og håb og kærlighed at gøre, så viser det sig nogle gange, at det ikke altid er helt så ligetil.

Så kommer forstanden til kort, og så vælger du hellere med hjertet.

I folkekirken er det heldigvis ikke styrken af din tro eller overbevisning, der er optagelseskriterium, men dåben.

Hvorfor har Gud brug for en kirke? – Biskop svarer

INTERVIEW. 5 skarpe spørgsmål om tro og tvivl. Biskop over Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard, svarer.

Af Kåre Gade

Der er mange religioner i verden. Hvordan kan du vide, at netop kristendommen er sandheden?

Man kan netop ikke vide, hvad der er sandhed. Det må man vælge at tro. I øvrigt siger man normalt ikke, at kristendommen er sandheden. Som kristne taler vi om og tror på, at Jesus Kristus er sandheden.

Sandheden er med andre ord en person, som man må forholde sig til i tro eller afvisning. Der er ligesom kun de to muligheder.

Verden er lige så fuld af krige, ulykker og elendighed som for 2.000 år siden. Hvorfor har kristendommen ikke gjort nogen forskel?

Igen: Man kan jo ikke tale om, at en religion skulle kunne handle eller forhindre krige og ulykker. Det er menneskers opgave og forpligtelse. Religionen kan derimod inspirere til handling, og her er det ikke forkert at påstå, at kristendommen har været til inspiration for meget nødhjælpsarbejde.

Dertil kommer, at evangeliet ofte har vist sig at kunne være til trøst for dem, som er udsat for krige, ulykker og elendighed.

For 100 år siden mente teologerne, at Bibelen forbød kvinder at blive præster. I dag er kirken fuld af kvindelige præster. Viser det ikke, at man kan fortolke Bibelen præcis, som man har lyst til?

Vi kan ikke slå op i Bibelen og finde svar på alle spørgsmål eller regler for alle forhold.

Steen Skovsgaard. Pressefoto

 

Bibelen skal naturligvis fortolkes.

Det betyder dog ikke, at man kan fortolke Bibelen, som man vil. Den bedste måde at fortolke Bibelen på er ved at bruge Bibelen selv. Vi hører f.eks., at de første opstandelsesvidner var kvinder. Derfor kan man også spørge:

Skulle kvinder da ikke også kunne være præster?

Hvorfor har Gud brug for en kirke med tusindvis af præster, ansatte, bygninger og ejendomme?

Det er ikke rigtigt at tale om, at Gud har brug for kirken. Kirken er ikke til for Guds skyld, men for menneskers.

Det er mennesker, som har brug for kirken og dens budskab. Vi har brug for at høre om og forholde os til en verden, som er større end denne.

Ligesom et skib har brug for at vide, hvor havnen er, og hvor det er på vej hen, sådan har vi brug for at indrette vort liv og vort indre kompas efter noget større – efter Gudsriget.

Det skal der være nogle, som fortæller os. Og det forudsætter steder, hvor vi kan mødes og forsamles.

Hvis man spørger folk, om de tror på trosbekendelsen, svarer de fleste nej. Alligevel bliver de i folkekirken. Er det ikke hykleri?

Det kommer an på, hvad de mener med deres nej. Det kan jo være, at de har svært ved at finde mening i nogle af ordene i trosbekendelsen. Det kan være, at de ikke forstår, hvad der siges eller menes.

Men hvis de oplever, at der i trosbekendelsen er nogle store ord og en verden, som er større, end de forstår, og som de alligevel gerne vil have del i og være en del af, så er det langt fra hykleri.

Så er det faktisk også tro.

Derfor falder folkekirkens medlemstal

GRAFIK. Vi har set på, hvordan dåb, indvandring og ateistiske kampagner påvirker folkekirkens medlemstal.

Klik på grafikken for at forstørre den.

Biskop svarer på 5 skarpe spørgsmål om tro og tvivl

INTERVIEW. Hvordan kan du vide, at kristendommen er sandheden? Hvorfor har Gud brug for en kirke? Biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, svarer.

Af Kåre Gade

Der er mange religioner i verden. Hvordan kan du vide, at netop kristendommen er sandheden?

Nu har jeg ikke valgt kristendommen, ligesom jeg vælger vaskepulver. Jeg blev døbt ind i kristendommen, før der var nogen, som kunne spørge mig, om jeg syntes om det. Og det er jeg dybt taknemmelig for.

Som 16-årig mistede jeg min far og rettede min vrede mod en gud, der vilkårligt sendte lykke eller ulykke til os mennesker. Men det gik op for mig, at den kristne tro ikke taler om Gud som en vilkårlig tyran. Det er gennem den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, Gud viser os, hvem han er.

Kristendommens sandhed viser sig for mig i, at Gud er stor nok til at rumme alt, hvad der møder mig i mit liv – intet er for småt, for smukt eller for tarveligt.

Verden er lige så fuld af krig, ulykker og elendighed som for 2.000 år siden. Hvorfor har kristendommen ikke gjort nogen forskel?

Nu er jeg faktisk ikke enig i, at kristendommen ikke har gjort nogen forskel. Den har givet os blik for menneskets ukrænkelighed, livets storhed, kunstens skønhed og omsorg for de svageste.

Lise-Lotte Rebel. Foto: Miklos Szabo

 

Det betyder ikke, at jeg anerkender alt, hvad der er sket i kristendommens navn som godt eller rigtigt. Kristendommen giver os ikke medhold i vores magtstræb og begær, og når den slags udfolder sig under henvisning til Guds vilje, så kan vi være temmelig sikre på, at det er noget helt andet, der er tale om.

Kristendommen bevarer blikket for, at der er forskel på vores verden og Guds rige, hvor alt er godt. Det rige kan vi ikke fremtvinge her på jorden, men vi har fået lov at håbe, at Gud selv vil sætte det i værk. Engang.

For 100 år siden mente teologerne, at Bibelen forbød kvinder at blive præster. I dag er kirken fuld af kvindelige præster. Viser det ikke, at man kan fortolke Bibelen præcis, som man har lyst til?

Nej, vi kan ikke fortolke Bibelen akkurat, som vi har lyst. Men bibelfortolkningen afspejler forskellige tiders tankegange. Vi finder det, vi kigger efter.

Teologer i det 20. århundrede begyndte at stille spørgsmål ved, hvordan de meget få bibelord om kvindernes plads skulle fortolkes. Der blev kastet et nyt lys over disse skrifter, som betød, at spørgsmålet kunne betragtes som perifert i forhold til det bibelske budskab.

Men da det drejer sig om forskellige fortolkningsmuligheder, betyder det også, at præster, som ikke er enige, skal have lov til fortsat at være i kirken. Den frihed adskiller folkekirken fra en fundamentalistisk sekt.

Hvorfor har Gud brug for en kirke med tusindvis af præster, ansatte, bygninger og ejendomme?

Jeg skal ikke kunne svare for, hvad Gud har brug for. Men som jeg forstår det kristne evangelium, skal der være steder, hvor Guds ord kan forkyndes, dåben forvaltes og nadveren modtages.

Sådan er det, fordi vi mennesker har brug for det. Og intet er for godt, når vi indretter en bygning, som med et lidt misforståeligt udtryk kunne kaldes Guds hus. Her må ikke sjuskes.

Derfor skal der også være præster, som er dygtige teologer, ansatte, som er samvittighedsfulde i deres arbejde, og menighedsråd, som påtager sig den slidsomme opgave at få det til at fungere.

Hvis man spørger folk, om de tror på trosbekendelsen, svarer de fleste nej. Alligevel bliver de i folkekirken. Er det ikke hykleri?

Nu retter et menneskes tro sig ikke mod trosbekendelsen. Troen er et forhold mellem mennesket og Gud. Trosbekendelsen er en formulering af troen – i et sprog, et menneske kan vokse i, fordybe sig i. Vi skal ikke udtale os dømmende om andre mennesker.

Det er kun Gud, som kender vore hjerter og dømmer over dem. Og nej, jeg synes ikke, det er hykleri at blive i folkekirken, selv om man har vanskeligheder ved at acceptere det ene eller det andet led i trosbekendelsen.

Jeg tror, at mange mennesker ærligt kæmper med at finde ind til kernen i trosbekendelsens udsagn. Det er en af de største opgaver for kirken at hjælpe dem med det.

Digt: Den der var her før er her ikke mere

DIGT. 

Af Mirian Due, forfatter

Hvorfor græder du? spørger Jesus Maria ved graven.

Hun ved ikke, det er ham. Graven, hvor hans krop skulle ligge, er tom. En engel sidder, hvor hovedet skulle have ligget. En, hvor fødderne skulle have ligget.

Jeg pakker ting ud i en lejlighed, tænker på, hvornår jeg skal pakke de samme ting ned igen. Tallerknernes vægt fordobles. Jeg sætter dem op i skabet ved et ekstra løft.

Et birketræ med den hvide bark ubrudt lyser på plænen på Bispebjerg Kirkegård. En række biler er ved at forlade en grav, som stadig er åben.

Jeg lægger mig ned. Græsset knaser under vægten af mit hoved. Jordens kulde siver op i mit hår; under øjenlågene et varmt mørke.

Det, jeg ikke længere har, bærer jeg med mig. Sorgen er sort stof.

Til frokost hos en veninde på Selma Lagerlöfs Allé. Jeg har købt croissanter, hælder te op, legetøj ligger på gulvet.

Barnet sidder ved siden af mig i en højstol. I en kælder har en kvinde ladet tingene stå, som om døden ikke var indtruffet:

Gummistøvlerne ved siden af træsko, på en lille bænk paraplyerne og stokken, oven over bænken en regnjakke, en arbejdsjakke, en termojakke, en havejakke.

I den anden ende af rummet står et skrivebord under et højtsiddende kældervindue. På skrivebordet står papirbakker, mens kuglepenne med firmalogo på sidder i kuglepensholderen.

Midt på bordet ligger et skriveunderlag med et verdenskort på, oven på underlaget ligger en brevkniv med skaft af hjortetak sammen med rudekuverter, postkort.

Bag skrivebordet står stigereoler op ad bagvæggen. Blå og sorte ringbind er sorteret efter årstal, med begyndelse i øverste venstre hjørne.

Ved siden af reolerne hænger skifterammer; afrevne kalenderblade fra en ældre reklamekalender med otiver af marker og maskiner.

Ved Utterslev Mose står et træ, hvor stammen er mørk og kort, inden træets tætte kratagtige krone preder sig ud.

Jeg sætter dagen frem som en afskåret rose i et glas, siger, det er en god dag.

Inde i denne gode dag er en anden dag, som også kunne have været, men som ikke er. Det er dagens skygge. Det er dagens sorte måne.

Søen ligger stille. En scooter kører langs skovkanten.

På Alte Nationalgalerie i Berlin hænger et maleri af Menzel med store uudfyldte felter. Felterne står som vide plamager midt i en menneskemængde. Det ses på omridsene, at der på pladserne skulle have været afbilledet personer.

De ikkemalede mennesker står som hvide silhuetter i billedet, som tåge op om et birketræ.

Man kan se, at nogle af de ikkemalede mennesker skulle have været i samtale med de malede mennesker i billedet. Nogle skulle have været små.

En familie lægger blomsterkranse på en grav. En mand lægger roser på en grav. Blomsterbuketter ligger spredt ud over plænen, hvor gravstenene ligger nede i græsset over urnerne.

Graven er stedet den døde krop opbevares. Hvor den døde krop trænger ud i jorden. Roserne bliver hvide i frosten. Ved tø synker de sammen.

Om sommeren går børn på hænder hen over græsplænen med sprællende ben.

Min veninde på Selma Lagerlöfs Allé er flyttet ind i et hus, der er større, end hvad hun har møbler til. Hun fylder rummene med mennesker, hun kender; inviterer på besøg.

Vi spiser i køkkenet. Jeg skærer et stykke brød med fiskepålæg ud til barnet. Det, som jeg tabte, eller det, som tabte mig, bevæger sig parallelt ved siden af mig på samme måde, som objekter bevæger sig i lufttomt rum; lydløst, med samme hastighed, som de blev tilført ved tabet, afstødelsen.

Jeg bevæger mig i en fortsat glidende bevægelse fremad som en måne. Som en airhockeypuk.

Om efteråret gror vintersæden som lysegrønne dun ud over marken. Om foråret har afgrøden dækket marken. Jeg river totter af strå op af jorden. Stråene knaser, når de giver efter.

Min udlejer opbevarer ting og møbler, fra da hun boede i lejligheden, i lejlighedens største stue. Stuen er lukket af, en vissen palme hælder ind foran vinduerne.

Breve står i plastickurve på et sofabord.

Jeg sætter døren på klem ind til rummet; det bedste lys i lejligheden kommer derfra. Mælk siver ud i min te, gør den uigennemsigtig. Jeg bider i en croissant, den smuldrer ned på tallerknen.

Håret mos gror hen ad plankerne og bunden af en træbåd. Årene bader i den grågrønne vandoverflade. Jeg tænker på, hvor længe frosten holder kroppen hel i jorden, tøvejr får den til at bryde sammen.

Jeg pynter det, der ikke længere er, med roser. Skærer madder ud, barnet spiser.

Jeg lukker mine øjne. Står oppe og kigger ned i graven. Står ude og kigger ind i graven. En lysende skikkelse i gravens brudte mørke.

Hvem leder du efter? Den, der var her før, er her ikke mere.

MIRIAN DUE
f. 1982, forfatter.

Har udgivet digte og poesi i forskellige danske og skandinaviske
tidsskrifter og aviser.

Medvirker med en række salmer i det kommende tillæg til Den Danske Salmebog,
Kirkesangbogen.

Cand.mag. i dansk 2010 og uddannet fra Forfatterskolen 2015.

Født i Vestjylland, bosat i København NV.

Udmeldt: Folkekirken bliver brugt politisk

Portræt. Udmeldt af folkekirken: Mark Rasmussen, 28 år, Rønnevang Kirke.

Fortalt til Karen Sofie Egebo

Jeg meldte mig hovedsageligt ud af folkekirken, fordi den bliver brugt politisk.

Dansk Folkeparti bruger kirken til at kalde danskerne for kristne, fordi det er en del af vores kultur. Det vil jeg ikke have, at mit navn skal bruges til.

Jeg har tænkt over at melde mig ud nogle gange, og i forbindelse med Ateistisk Selskabs kampagne sendte min søster mig et link og sagde, at det var nemt at melde sig ud.

Foto: Miklos Szabo

 

Jeg har ikke noget imod kristendom eller religion overhovedet. Jeg forstår sagtens de positive elementer og symboler ved ritualer, men jeg synes ikke, at det skal have noget med politik og stat at gøre.

Jeg synes ikke, man burde blive medlem så tidligt, man skal selv have lov til at melde sig ind, når man føler for det. Jeg kan ikke lide den måde, man får at vide oppefra, hvem Gud er. Jeg synes, at man selv direkte skal opleve Gud.

Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag kan finde på at blive medlem af folkekirken igen. Mark Rasmussen

Jeg er ikke vred på religionen, jeg synes bare, at det er mærkeligt, at jeg skal have at vide, hvem Gud er, gennem et link mellem mig og Gud.

Måske medlem igen

I andre kulturer er der ritualer, som sætter dig lidt tættere på egenoplevelsen, og for mig at se er det en mere direkte oplevelse af Gud, end når nogen fortæller dig, hvem eller hvad Gud er.

Jeg kan godt lide at komme på den lokale kirkegård, som er velholdt. Den kunne jeg godt tænke mig at betale til. Hvis det lige passer ind med familien, når jeg er hjemme hos mine forældre i en forstad til Vejle, kan jeg også godt finde på at tage i kirke med dem. Der er en god præst, som jeg godt kan lide at høre på.

Jeg vil ikke afvise, at jeg en dag kan finde på at blive medlem af folkekirken igen. Jeg anerkender de psykologiske fordele ved ritualer, som forbinder en med Gud eller noget større i en eller anden forstand.

Jeg tror faktisk, at det er en lettelse for de fleste mennesker at vende tilbage til det, man har en kulturhistorie med, hvis man kan identificere sig med symbolerne.

Men hvis jeg selv skal vende tilbage, skal det være på nogle andre vilkår, hvor kirken ikke har samme politiske samfundsrolle.

Indmeldt: Hun meldte sig ind i folkekirken uden tro på Gud

Portræt. Indmeldt i folkekirken: Stense Andrea Lind-Valdan, 31 år, Trinitatis Kirke.

Fortalt til Karen Sofie Egebo

Det er et par måneder siden, jeg meldte mig ind efter at have været meldt ud i omkring syv år.

Jeg har altid været meget glad for idéen om Gud, og jeg var en af dem, der tog det meget alvorligt at blive konfirmeret. Men jeg kunne alligevel ikke helt tro på en Gud, der sad oppe i himlen, og det gør jeg sådan set stadig ikke.

Det var derfor, jeg i sin tid meldte mig ud af folkekirken.

Foto: Miklos Szabo

 

Jeg tror ikke på Gud, men jeg har stadig en følelse af at være vred på noget ‘højere’. Det er et mærkeligt paradoks, som jeg gerne vil undersøge, og derfor meldte jeg mig ind i folkekirken igen.

Jeg ved ikke helt, hvor vreden kommer fra, men jeg tror, meget af det kan koges ned til følelsen af at længes efter at have en Gud og ikke at have nogen. En forskudt sorg, måske. Det er en mærkelig forladthedsfølelse, som også betegner et nærvær på en måde.

Der er en længsel efter et håb eller en tro.

En snak med præsten

Jeg er billedkunstner og arbejder meget med kristendommens symboler i min kunst. Kirkerummene, korset, ritualerne. Hele vores kultur er forankret i kristendommen, og jeg er optaget af at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.

Jeg tror ikke på Gud, men jeg har stadig en følelse af at være vred på noget ‘højere’. Stense Andrea Lind-Valdan

Jeg var i Firenze over julen og besøgte blandt andet mediciernes gamle bibliotek i San Lorenzo. Hele det visuelle aspekt af religiøse skrifter er virkelig spændende. Fraværet af billeder gør de få billeder meget bemærkelsesværdige.

I øvrigt er jeg meget glad for salmerne og for bibelcitater og -metaforer, som jeg nogle gange taler om med min præst i Trinitatis Kirke, Stefan Lamhauge Hansen. Han har tidligere både konfirmeret og viet mig.

Det var faktisk efter en nylig snak med ham, der egentlig ikke handlede om noget særligt, at jeg blev aktiveret til at gå ned og få meldt mig ind igen hos min lokale sognepræst og kirkebogsfører.

Vi fik en kort snak, og jeg blev budt velkommen igen.