Kristne og ateister ser ofte på hinanden med undren. Vi bad troende og ikke-troende kolleger stille hinanden spørgsmål og svare på dem.

Johanne Schmidt til Ida Auken: “Meningen med det hele ligger i relationerne”

INTERVIEW. To og to om tro. Med politiker Johanne Schmidt-Nielsen og politiker Ida Auken. 

Af Jannie Iwankow Søgaard

JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN: Hvordan er din tro en del af dit liv?

IDA AUKEN: Mine tanker, om hvordan mennesket er sammensat af både gode, skabende kræfter og meget destruktive kræfter, har jeg hentet i kristendommen. Min ide, om hvad det betyder at have ansvar
for hinanden og for naturen, har jeg hentet i kristendommen.

Alt, hvad jeg kan forklare teologisk, ville jeg også kunne forklare politisk med helt almindelige hverdagsord. Ida Auken

Mine tanker, om hvad vi skylder hinanden i et fællesskab, har tæt forbindelse til kristendommen. Men jeg er ikke mindre rationel end andre. Ingen del af naturvidenskaben har jeg problemer med. Alt, hvad jeg kan forklare teologisk, ville jeg også kunne forklare politisk med helt almindelige hverdagsord.

Hvis jeg vil flytte verden, må jeg vinde andre mennesker for mit synspunkt med politiske argumenter, ikke med trosudsagn. Som Grundtvig siger:

Foto: Miklos Szabo

 

“Menneske først, kristen så.”

Sidst giver min tro mig et langsigtet perspektiv på tilværelsen. Jeg føler et ansvar, der går langt ud over mine børn og mine børnebørns fremtid.

IDA AUKEN: Hvor finder du fundamentet for dine ideer om, hvad der er godt og ondt?

JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN: Grundlaget for mit moralske kompas er empatien og fællesskabet. Både den kollektive, historiske erfaring og de erfaringer, vi gør os hver især, viser, at stærke fællesskaber er en forudsætning for det enkelte menneskes frihed. Og personligt er jeg ikke i tvivl om, at meningen med det hele ligger i relationerne mennesker imellem.

Vi kommer langt ved at tænke: “Hvordan kan jeg selv lide at blive behandlet?” Johanne Schmidt-Nielsen

I relationerne finder vi også kompasset. Gennem empatien. Vi ved fra os selv, hvordan det er rart at blive behandlet. Og derfra ved vi også, hvordan vi skal behandle andre. Både i nære, men også i mere abstrakte relationer til mennesker, vi ikke kender.

Vi kommer langt ved at tænke: “Hvordan kan jeg selv lide at blive behandlet?”

Det er så farligt, når grupper af mennesker lukkes ude af fællesskabet og ses som truende statistikker og ikke som mennesker. Altså dehumanisering, med nazismen som et af de mest uhyggelige eksempler.

Økonom til teolog: “Hvad giver din religion dig i dit liv?”

INTERVIEW. To og to om tro. Med økonom Sidsel Kjems og teolog Karen Marie Sø Leth-Nissen.

Af Jannie Iwankow Søgaard

KAREN MARIE SØ LETH-NISSEN: Hvilke personer har spillet en rolle for din egen forståelse af det ateistiske livssyn, og hvordan?

SIDSEL KJEMS: Mit barndomshjem har spillet en afgørende rolle for, at jeg er ateist. Ikke at det nogensinde var noget, vi talte om – vi talte om politik, filosofi og etik. Min far var med til at stifte De Grønne, og det at interessere sig for samfundsforhold var en selvfølge. Religion var ikke-eksisterende, både i min familie, i skolen og i samfundet, som jeg oplevede det i min opvækst i 80’erne.

Jeg anser ikke ateisme for et livssyn, men mere som en konstatering af, at man ikke tror på overnaturlige forhold. Sidsel Kjems

Først langt senere, da religion begyndte at fylde mere i samfundsdebatten, kan jeg huske, at jeg hørte ordet ateist. Jeg anser dog ikke ateisme for et livssyn, men mere som en konstatering af, at man ikke tror på overnaturlige forhold.

Mit livssyn er humanistisk, og udspringer af oplysningstidens tanker om frihed, lighed og et syn på mennesket som både fornuftigt og empatisk. Centralt i humanismen står også ansvar, kritisk tænkning og muligheden for at skabe mening i sit liv.

Foto: Miklos Szabo

 

SIDSEL KJEMS: Hvad giver din religion dig i dit liv?

KAREN MARIE SØ LETH-NISSEN: Nu spørger du om religion – jeg har aldrig tænkt mig selv som religiøs. Jeg er bare kristen. Jeg kan ikke skille mit liv fra det kristne. Det er til stede hele tiden, uden jeg tænker over det. Her er jeg og min næste og Gud – det er vilkårene for mit liv.

Jeg går ikke så meget i kirke, som jeg gerne ville. Men hver eneste søndag morgen vil jeg egentlig gerne af sted. Det sidder bare i kroppen. Karen Marie Sø Leth-Nissen

Kirken har altid være der. Min mor gik i kirke næsten hver søndag, og nogle gange gik jeg med. Jeg sad og slog salmenumrene op, læste dem og var med i gudstjenesten, som jeg nu kunne. Salmerne var det bedste.

Siden blev min mor præst, og vi flyttede på landet. Jeg skulle ikke selv være præst, og så blev jeg teolog og præst alligevel. I dag forsker jeg i folkekirken. Og mine børn får meget med, det kan jeg jo høre, når de sådan fortæller. Jeg går ikke så meget i kirke, som jeg gerne ville. Men hver eneste søndag morgen vil jeg egentlig gerne af sted. Det sidder bare i kroppen.

Højlund til Holm: “Jeg går i kirke for at finde tro”

INTERVIEW. To og to om tro. Med journalist Adam Holm og journalist Gertrud Højlund.

Af Jannie Iwankow Søgaard

ADAM HOLM: Hvornår er du i tvivl om din tro på Gud?

GERTRUD HØJLUND: Jeg har altid tro – og jeg har altid tvivl. For mig er det to sider af samme mønt. Om Gud kan man ikke vide og ikke føre bevis, derfor må jeg tro, og derfor må jeg tvivle. Det er en “glasset er halvt tomt/halvt fuldt-situation”.

Troen føles mest solid og håbefuld i de perioder, hvor jeg har en religiøs praksis, og den føles mest livløs og tvivlende i de perioder, hvor jeg praktiserer meget lidt. Min far har lært mig, at man ikke går i kirke, fordi man har tro, men for at finde tro.

Man må gerne skælde ud på det, der er større end én selv. Gertrud Højlund

Min gudstro er ikke knyttet til en forestilling om, at verden skal være rimelig, og menneskelivet paradisisk. Derfor afskriver jeg ikke Gud på baggrund af grusomheder og urimeligheder. Men jeg skælder ind i mellem ud.

Man må gerne skælde ud på det, der er større end én selv.

 

Foto: Miklos Szabo

 

GERTRUD HØJLUND: Hvorhen retter du din taknemmelighed?

ADAM HOLM: Kald mig bare indbildsk, men jeg anser mig selv for at være en høflig mand, der husker at sige tak, når der er noget at takke for. Jeg bruger ordet nu og da, men formentlig i en anden betydning end et troende menneske.

Vi er biologiske organismer, vi fødes, forsøger at leve efter bedste evne, og efter endt gang på jord er det slut. Adam Holm

Når jeg er på skitur i det gnistrende snelandskab, kan jeg mærke en form for taknemmelighed over naturens vilde pragt, men jeg tænker ikke på det som et guddommeligt skaberværk og retter derfor ikke den oprømte følelse opad eller indad.

Jeg er heller ikke som sådan taknemmelig over tilværelsens små og store undere, men det afholder mig ikke fra at have en inderlig glæde over eksempelvis at være far til to sønner.

Jeg har den enkle, måske enfoldige indstilling, at det nu engang er livets indretning. Vi er biologiske organismer, vi fødes, forsøger at leve efter bedste evne, og efter endt gang på jord er det slut.

Botoft til Spang: “Jeg er nok en tvivlende troende”

INTERVIEW. To og to om tro. Med skuespiller Rasmus Botoft og skuespiller og stand-up komiker Jonatan Spang.

Af Jannie Iwankow Søgaard

JONATAN SPANG: Hvornår er du stærkest og svagest i din tro?

RASMUS BOTOFT: Jeg er nok en tvivlende troende – mere troende end ikke troende. Helt overgivet mig til troen i en rammesat, kirkelig form har jeg ikke. Tro for mig handler om at overgive mig til noget, der er større end mig selv – det gør jeg helst i naturen.

Jeg har placeret min mor på månen og min far på en stjerne og har ofte delt oplevelser med dem en smuk aften eller nat. Rasmus Botoft

Jeg kan bedst knytte mine hænder i en form for bøn, taksigelse eller hengivelse, når jeg mærker vinden ruske langs en strand, eller når jeg ser på en smuk stjernehimmel.

Begge mine forældre døde alt for tidligt, og jeg har placeret min mor på månen og min far på en stjerne og har ofte delt oplevelser med dem en smuk aften eller nat. Døden er så uafvendelig og voldsom, og i situationer, hvor jeg har haft den tæt inde på livet, har jeg mærket en stærk tro, men samtidig tvivlet voldsomt og følt meningsløsheden meget stærkt.

 

Foto: Miklos Szabo

 

Men man må ikke hengive sig til meningsløsheden, og her kan troen hjælpe én. Det kirkelige rum, dets ritualer og præsten har betydet meget for mig, når jeg har oplevet at miste. Og kærlighedsbudskabet i kristendommen er så rent og smukt og får mig til at overgive mig og definere mig som troende.

RASMUS BOTOFT: Hvis livets meningsløshed tager over i dig, hvad gør du så for at bekæmpe den?

JONATAN SPANG: Jeg oplever to typer af meningsløshed i mit liv. Der er meningsløsheden i dagligdagen. Og så er der den store meningsløshed. Den, jeg kommer i kontakt med, når døden rykker tæt på.

Det er også her, jeg bliver pletvist troende. Jonatan Spang

Når først jeg intet kan stille op, er det eneste, der hjælper mig, at jeg ved, at jeg er kommet igennem sorg og krise før.

Men det er også her, jeg bliver pletvist troende. Jeg har prøvet at være til begravelse i kapellet. Uden præst. Uden salmer. Så er der ikke meget at sige. Jo, nu skal denne krop formulde. Så er det noget andet i kirken. Der er i det mindste en præst, der tror, selv om jeg måske ikke gør. Så siger præsten, at der er en himmel, hvor man lever videre, og den tanke har jeg brug for, når jeg sidder der. For den dag tænker jeg også på, at jeg selv skal dø og forsvinde.

Men når hverdagen vender tilbage, og jeg ser væk fra min egen frygt og ud på verden, så kan jeg ikke tro på, at der skulle være en overordnet voksen et sted, som ser ned på det her kaos og har en plan med det.