”Denne ødelægger af alt, hvori vores glæde består”

ESSAY. Biskop Lise-Lotte Rebel analyserer vores forhold til døden.

Pär Lagerkvist fortæller i sin selvbiograf, Gæst hos virkeligheden, hvordan han som barn pludselig får den tunge tanke, at hans bedsteforældre en dag vil dø.

Fra det øjeblik bliver døden noget nærværende og truende.

En gru, som han ikke kan ryste af sig. Han fyldes af en angst, som ødelægger hele hans livs glæde. Fortvivlet løber han ud i skoven til et lille grantræ og en sten, som er en slags alter for ham, hvor han søger hen i svære øjeblikke. Et sted, hvor han føler, at Gud er ham nærmere.

Døden er fra nu af blevet en del af hans virkelighed. Derfor må han ud til sit sted i skoven for at påkalde Gud mod denne frygtelige trussel. Så ligger han dér med hænderne knuget mod hinanden. Men han beder kun om en eneste ting: at han ikke må dø, at ingen skal dø. Absolut ingen.

 

"End ikke dødens magt kan bringe Guds livgivende kærlighedsmagt til standsning," skriver biskop Lise-Lotte Rebel. Foto: Miklos Szabo
“End ikke dødens magt kan bringe Guds livgivende kærlighedsmagt til standsning,” skriver biskop Lise-Lotte Rebel. Foto: Miklos Szabo

 

Far skal leve, mor, hans søskende. Han remser dem op. De gamle derude på landet, alle, alle. Slet ingen af dem skal dø, alt skal blive ved med at være, som det er, og intet forandres.

Jeg tror, at vi alle, som forfatteren her, husker denne angst, da det som børn gik op for os, at vi skal dø, at dem vi elsker skal dø. Denne viden – denne angst lærer vi så med tiden at leve med. Eller gør vi?

Fortrænger vi måske døden for at kunne holde ud at leve? Der er ét sted, hvor det ikke rigtig går an at fortrænge døden. Det er i kirken. Når vi samles i kirkens rum til en begravelse med en kiste foran os, så er døden alt for tydelig, til at vi kan tale udenom. Samtidig mangler vi ord, som kan rumme os.

“Kærligheden er stærkere end døden. Det betyder, at der fra nu af ikke er noget gudsforladt sted, hvor Gud ikke er.” Lise-Lotte Rebel, biskop

Ord kan jo i den situation så nemt virke som bobler, tomme, uvirkelige. Kun et andet, et anderledes ord kan bryde dødens stumhed. Og et sådant ord er det kristne evangelium. Ordene om den Gud, hvis kærligheds magt ikke standser for de grænser, som andre magter må standse for.

End ikke dødens magt kan bringe Guds livgivende kærlighedsmagt til standsning. Evangeliets ord er provokerende:

Tænk, at Gud også vil møde os dér – midt i dødens mørke.

Alene er vi ikke

Skuespilleren Bodil Jørgensen har fortalt om en sådan erfaring af Guds nærvær. Hun skriver om den frygtelige ulykke, der ramte hende under en filmoptagelse. I et interview siger hun:

”Jeg kæmpede en hel nat for at komme tilbage til livet og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen.”

Denne verden er ikke forladt af Gud, alene er vi ikke. Såre menneskeligt fortæller kristendommen om Gud, viser os, hvem han er, gennem Jesus Kristus. Han blev født i en stald og henrettet på et kors. Men det var ham, den korsfæstede, som opstod af graven.

Kærligheden er stærkere end døden. Det betyder, at der fra nu af ikke er noget gudsforladt sted, hvor Gud ikke er. Han tog de gudsforladtes plads, han tog vores død – og gjorde den til sin egen. Kristendommen kender til ”mørket” – til det onde i verden og i os – men Gud er altid der, hvor vi mindst af alt venter det, hvor overrumplende det end lyder.

Selv ikke vores menneskelige død er fjern for ham. Derfor tør vi leve. Med håb. Derfor skal døden ikke gøre os stumme og tavse.

I kraft af Jesus Kristus kan der siges noget nyt og andet ind i den dødsmærkede verden. Til os og af os kan det siges. Som det lyder i salme 23 fra Det Gamle Testamente:

“Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, da er du der, jeg frygter ej ondt.”

DEL ARTIKEL: