Der er religion i maden – fra helsekost til hummerhale

FEATURE. Kristendommen brød med den religiøse skelnen mellem forbudt og tilladt mad. I dag er spisereglerne kommet tilbage i form af sundhedsbud, der ikke kan diskuteres.

Af Kåre Gade

I 20 år har Tine Bach boet i en lejlighed ved søerne i København. I omtrent lige så mange år er hun taget ud på Lyngbyvej for at købe ind.

I en hjørnebutik, kort før Helsingørmotorvejen begynder, ligger hovedstadens eneste jødiske slagter, Copenhagen Kosher og Deli. Hvis man følger de ortodokse jødiske spiseregler, er det her, man køber kød og pålæg – af dyr, som er rituelt slagtet efter forskrifterne for ‘schechtning’ og som har overrabbinerens velsignelse.

“Den jødiske Caroline-skole ligger i nærheden, så børnefamilierne plejer at købe ind på vejen. Men for os andre ligger butikken ret upraktisk placeret”, siger Tine Bach, som er coach, forfatter og ph.d. i jødisk litteratur.

Som ung besluttede Tine Bach sig til at konvertere til jødedommen. Dermed pålagde hun sig selv at leve kosher, også selv om det har sine omkostninger.

“Min jødiske far, som aldrig selv overholdt spisereglerne, spurgte, om det nu virkelig var nødvendigt. Man er jo den, man er, mente han. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg følte, at jeg skulle vælge. Min mor er ikke jøde, og i jødedommen regnes man kun for jødisk, hvis ens mor er jøde. Derfor konverterede jeg. Og når man konverterer, er det et krav, at man køber hele pakken,” forklarer Tine Bach.

 

HUmmer

 

Ude- og hjemmemad

Ligesom islam skelner mellem ‘halal’ og ‘haram’, skelner jødedommen mellem ‘kosher’ og ‘treifah’ – tilladt og forbudt.

Der er 613 regler i jødedommen, og en stor del af dem handler om mad. Dyr skal slagtes, så blodet løber af det, og det er ikke tilladt at spise svinekød og skaldyr. Der er også regler for, hvilke madvarer, man må blande, og hvilke gryder, fade og tallerkner, der må bruges til hvad.

“At spise kosher er en forpligtelse i forhold til fællesskabet.” Tine Bach

“Hvis du spørger, hvorfor vi lever sådan, er svaret ‘fordi det står der, at vi skal’. Det er love, som Gud har givet jøderne, da han skrev Torah. Men som moderne menneske, kan man godt efterrationalisere: Skaldyr har en tendens til at holde på skidtet under skallen, så man kan blive syg af at spise det, og svinekød er lettere fordærveligt end oksekød.

Og forbuddet mod at blande kød og mælk er for eksempel begrundet i den regel, der siger, at ‘et kid må ikke koge i sin moders mælk’, og det kan man jo godt sige er en meget etisk regel,” siger Tine Bach.

 

kFgCeUBi6dSt1R4RPsgvLVspXTtIYz1Z52I-isoOUJc,kk08qFbmBBVJh6CBhmm6y7IlPi9A_kgxk-y2e0GoOc8
Tine Bach. Foto: Privat

I bogen ‘Nu bor vi her’  taler Tine Bach med tolv jødiske herboende kvinder, som har rødder i  Marokko, Yemen, Transsylvanien og Rusland.

Spisereglerne har reddet jødedommen

Selv om hun vedgår at være ‘lidt religiøs’, er det ikke frygt for Gud, der forhindrer hende i at spise en frikadelle eller en rejemad.

Og når hun spiser andre steder end hjemme, forholder hun sig pragmatisk til reglerne – for eksempel kan hendes mor godt servere en kylling, som ikke er kosher.

Men derhjemme lever Tine Bach og hendes ikkejødiske mand efter reglerne, ligesom deres søn på 22 er opdraget til at tjekke, om vingummiet indeholder gelatine.

“At spise kosher er en forpligtelse i forhold til fællesskabet. Det handler jo også om, hvem man kan invitere hjem til middag, for hvis vi slækkede på reglerne, ville de venner, som lever kosher, ikke kunne spise hos os,” siger Tine Bach.

“Man mener faktisk, at spisereglerne er grunden til, at jødedommen har overlevet. Man skal jo kunne spise sammen med sin udkårne, og derfor har jøder traditionelt giftet sig med jøder. Reglerne, som er en svaghed udadtil, er en styrke indadtil.”

 

Peter som hykler

Religiøse spiseregler er både inkluderende og ekskluderende – alt efter hvilken synsvinkel, man vælger.

Jesus vakte opsigt ved at spise sammen med ikkejøder. Men i den tidlige kristendom truede spørgsmålet om, hvem der kunne spise sammen, med at splitte menighederne.

Mange af de første kristne var jøder, som fortsatte med at leve efter de jødiske regler, mens andre kristne var ‘hedninge’, altså ikkejøder.

Det gav konflikter.

I Galaterbrevet i Det Nye Testamente fortæller apostlen Paulus om et opgør, han har haft med apostlen Peter.

Peter, som var jøde, plejede at spise sammen med ikkejøderne i menigheden i Antiokia, men efter et besøg af udsendinge fra Jerusalem ændrer han praksis. Paulus, som også var jøde, bliver rasende og kalder Peter en hykler:

“Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus”.

 

I antikken var alt kød helligt

Gitte Buch-Hansen er professor ved Det Teologiske Fakultet i København. Hun peger på, at kristendommens fravær af spiseregler og ritualisering af måltidet repræsenterer et helt nyt syn på mad.

“Paulus skal ikke kun forholde sig til spørgsmålet, om jøder kan have bordfællesskab med hedninge. Han skal også tage stilling til, om kristne må spise kød, der er ofret til guder fra andre religioner. Man skal huske, at i antikken var alt kød offerkød. Store dyr blev typisk slagtet som led i en offerkult, mens mindre dyr blev velsignet. Der fandtes kun ritualiseret, helligt kød,” siger Gitte Buch-Hansen.

Paulus tager problemet op i 1. Korintherbrev og konkluderer, at kristne godt må spise offerkød:

“Mad gør hverken fra eller til over for Gud. Vi opnår ikke noget ved at spise, og vi mister ikke noget ved at lade være.”

Kristendommen betyder et historisk brud med forestillingen om tilladt og ikketilladt mad.

“Men selv om Paulus principielt mener, at alt kød er tilladt, lægger han i Korintherbrevet vægt på, at man skal tage hensyn til dem, som mener at de har brug for regler. Det allervigtigste for Paulus er nemlig at sikre fællesskabet i Kristus,” siger Gitte Buch-Hansen.

Med kristendommens udbredelse i Europa forsvandt den religiøse skelnen mellem ren og uren mad, og man holdt op med at ofre mad. Tilbage stod kun nadvermåltidet som et tegn på det ultimative offer – at Gud lod sin søn dø for at sone menneskets synder.

“Op gennem middelalderen fastholdt man, at al mad var tilladt. Mad var Guds gave som en del af skabelsen,” siger professor Brian Patrick McGuire, som er ekspert i middelalderens kirkehistorie.

“Alt er tilladt, men ikke alt gavner. Alt er tilladt, men ikke alt bygger op. Søg ikke det, som er det bedste for jer selv, men det, der er det bedste for andre.” Apostlen Paulus i 1. Korintherbrev

Fråseri og faste i middelalderen

Til gengæld havde kirken en mening om mængden af mad – med Paulus’ ord:

‘Alt er tilladt, men ikke alt gavner.’

Mådehold var godt, mens fråseri betragtedes som en dødssynd. Det slog af og til over i en dyrkelse af askesen – for eksempel hos ørkenfædrene i Ægypten i 200 – 400-tallet, som kunne faste i månedsvis.

Men middelalderkirken var ikke begejstret for de kristne sultekunstnere.

“Teologerne mente, at hadet til maden grænsede til et dualistisk kætteri, hvor man forsøgte at helliggøre ånden ved at slå kroppen ihjel. Også i klosterordnerne havde man et balanceret syn på mad, hvor man nok viste mådehold, men samtidig forstod at sætte pris på god mad og vin. Det ser man for eksempel i Benedikts klosterregel fra 500-tallet,” siger Brian Patrick McGuire.

“Men i senmiddelalderen omkring 1300 opstod der en heroiserende kult omkring askesen. Der kom flere og flere regler for, at kristne burde faste på visse dage, for eksempel i adventstiden og mellem fastelavn og påske. Det kom fra lægfolket snarere end kirken og accelererede sammen med helgendyrkelsen, relikviekulten og flagellanteriet.”

“Dualismen ligger som en understrøm i middelalderens kristendom. Når den blomstrer op i senmiddelalderen, skyldes det et intenst behov for, at det hellige skal være nærværende, og en intens frygt for helvede. I Tyskland i begyndelsen af 1500-tallet er der en udpræget søgen efter at helliggøre sig gennem valfart til hellige steder og overdreven faste,” siger Brian Patrick McGuire.

Det var blandt andet dette, munken Martin Luther reagerede mod, da han i 1517 indledte sit opgør med kirken og gav startskuddet til den protestantiske reformation.

Luther havde genopdaget Paulus og ville gøre op med forestillingen om, at man kunne nærme sig frelsen gennem sine handlinger – den såkaldte gerningsretfærdighed. Da reformationen delte kirken i Europa, betød det et farvel til fasten i de protestantiske lande.

“I dag er sundhed en meget central værdi, vi orienterer os efter, og med det store sundhedsfokus følger spiseregler. Nanna Mik-Meyer, lektor

Sundhed som religion

Men spændingsforholdet mellem madglæde og mådehold levede videre, også i den lutherske kristendom. Og måske er det netop denne moralske konflikt, der står tilbage i dag:

I takt med, at kristendommen har mistet sin autoritet, er vi begyndt at dyrke sundheden som religionens erstatning.

Det mener lektor ved Copenhagen Business School Nanna Mik-Meyer.

Hun er sociolog og forsker blandt andet i sundhed, politik og moral.

“I dag er sundhed en meget central værdi, vi orienterer os efter, og med det store sundhedsfokus følger spiseregler. De gode disciple er dem, der formår at efterleve de bud, som nutidens præster – lægerne, ernæringsforskerne og sundhedsfanatikerne pålægger os. Vi skal spise ‘seks om dagen’, mere grønt, mindre fedt, drikke mindre alkohol, og vi må ikke ryge,” siger hun.

“Aldrig har vi set så stort et udvalg af madprodukter som i dag.” Nanna Mik-Meyer, lektor

Det sunde liv er lig med det gode liv

Nanna Mik-Meyer nævner den nye spiseforstyrrelse, som har fået navnet ortorexi – en besættelse af at spise sundt.

“Ligesom i klassiske religioner er der nogle, der bliver fanatikere – som løber ironman, er i fitnesscenteret hver dag eller kun spiser økologisk rawfood. Men sundhedsdyrkelsen rummer også alle os almindelige borgere, som er knap så ekstreme i vores livsførelse, men hvor sundhed stadig er et vigtigt pejlemærke i tilværelsen.”

Hun er godt klar over, hvad fortalerne for mindre frås og mere motion vil indvende, når hun kalder dem religiøse:

At deres helseråd er sund fornuft, videnskabeligt sande og at de giver et godt liv.

“Men religiøse fanatikere hævder jo nøjagtig det samme! For i følge de klassiske religioner er det religiøse liv ensbetydende med et godt liv. Det er et moralsk forhold. Og i dagens Danmark er det sunde liv blevet ensbetydende med et godt liv – altså også et moralsk forhold. I virkeligheden kan det jo godt være, at det sunde liv for nogle mennesker er et rædselsfuldt liv. Men at sundhed er godt, er blevet så indlysende rigtigt for dem, der går op i det, at det slet ikke kan diskuteres. Og når et moralsk forhold bliver til en sandhed, som ikke kan modsiges, er det blevet til en religion,” argumenterer Nanna Mik-Meyer.

Hun peger på, at der er mange forklaringer på sundhedsdyrkelsen. Dels individualiseringen, som gør den enkelte ansvarlig for sit liv, dels den eksplosive udvikling i lægevidenskaben, som har sat kroppen i fokus.

Men måske er der også en tredje faktor: At helserådene opfylder et elementært, menneskeligt behov for regler og regulering.

Læs også: Skærtorsdag: De sammenspiste

 

“Aldrig har vi set så stort et udvalg af madprodukter som i dag. Det er overvældende for os hele tiden at skulle vælge. Ligesom når en religion udstikker retningslinjer, der gør tilværelsen lettere at overskue, er det også en lettelse, når du får at vide, at du ikke behøver at vælge mellem 16 forskellige slags letmælk – du skal bare tage en soyamælk, for det er det sunde og derved rigtige valg,” siger Nanna Mik-Meyer.

At spiseregler også fungerer som praktiske pejlemærker i tilværelsen, kan Tine Bach nikke genkendende til.

“Det er først, når man begynder at leve kosher, at man finder ud af, hvorfor det giver mening. I en tilværelse, hvor der hele tiden skal træffes beslutninger, tilbyder reglerne et frirum. Andre tager på yogakursus eller stilleretræte, jøderne holder sabbat. Det samme gælder spisereglerne – det, som andre forbinder med begrænsninger, forbindes af jøder med frihed.”

DEL ARTIKEL: