‘Herrens Veje’ afsnit 10: “Det er fuldbragt” Jesus på korset, Johannesevangeliet

I takt med at DR’s dramaserie ‘Herrens Veje’ vises på DR1, vil sognepræsterne Leise og Lars Gustav gøre det umulige: De vil ransage ‘Herrens Veje’.

Leise: Spøgelset har krævet sin retfærdighed.

Skal pinsen opskaleres eller nedskaleres?

Nedskaleres mener Elisabeth, der for en kort bemærkning overtager styringen i det Kroghske hjem; opskaleres mener Svend og Nete, der gerne vil bestille møbler og højttaleranlæg til udendørsgudstjenesten.

Nedskaleres mener biskoppen, der kun ønsker ritualet forvaltet og ikke så meget andet; opskaleres mener August, der midt i gudstjenesten på ufolkekirkelig vis går i gang med at tale i tunger som sin salig bedstefar og i det hele taget besjæles af pinsens Ånd.

Er det nådegave eller vanvid? Johannes mener, eller måske snarere håber, det første, Emilie det sidste. Alle præsterne har ildens røde farve på deres fine messehageler, hvor August er den eneste i sort. Men også den eneste, hvor ilden brænder indefra. Hvorom alting er, må vi bare sige, at tungetale for indeværende er en vanskelig disciplin i folkekirkens rituelle orden…

Alle personerne i dramaet står her ved afslutningen et nyt sted.

Selvom den buddhistiske fernis fra opholdet i Nepal efterhånden er ved at være slidt af Christian, og han sikkert er holdt op med at skralde fra butikkernes containere efter at være blevet succesforfatter og have købt sportsvogn, er han nok den, der trods alt er faret bedst. Han ser Nanna for, hvad og hvem hun er med sine 25.000 sølvpenge, og vender sig til søde Amira.

Elisabeth får revet det sidste skæl fra sine øjne vedrørende Johannes og ‘bonder’ med sin ældste søn i en skævert, hvor sandheder kommer på gulvet. Emilie frygter så meget for sit ufødte og længe ønskede barns skæbne pga. af Augusts tiltagende vanvid, at hun ligefrem ønsker det væk. Selvom hun tilsyneladende ikke gennemfører forehavendet.

Johannes taber. Der er ikke flere præster i slægten efter 250 år – anetavlen på trappen får ikke flere billeder. Den krave, som blev en møllesten om halsen på August, er indleveret. Elisabeth er rejst.

Indledningsvist var han den store prædikant, der var liiige ved at blive biskop med dygtige sønner og dejlig kone. Nu er kun Svend og frygtelige tegninger tilbage.

Og August, stakkels August. Mens Emilie løber ud af hospitalet for at redde sit barns liv, må August sige farvel til livet. Måske i hvert fald.

Spøgelset har krævet sin retfærdighed.

Leise og Lars Gustav afsiger dommen over sidste afsnit af ‘Herrens Veje’. (foto: Kåre Gade)

Lars Gustav: Religion er ikke sindssyge, men den er i sin natur altid på kant med fornuften.

Så er vi ved vejs ende.

August er død, men inden da har han formået at lægge familien øde ved at tvinge dem til at konfrontere deres synder, komplekser og manglende tro. Så på den måde blev August den Jesus, som han så gerne ville være. Jeg tror dog ikke, at der kommer en opstandelse denne gang.

Dermed er vi også færdige med første sæson, og selvom dette er en kommentar og ikke en anmeldelse, så vil jeg gerne afsløre, at jeg har været og stadig er svært begejstret: Som seer er jeg blevet underholdt og flere gange tvunget ud på kanten af sædet, og som præst er jeg flere gange blevet udfordret med gode og svære spørgsmål og stærke pointer.

Således også sidste afsnit, som gennem August siger noget ret afgørende om religion: Nemlig, at det altid involverer det uforklarlige, mystiske, ulogiske og ukontrollerbare. Ellers er det ikke religion.

Gennem hele serien – og især her til sidst – har linjen mellem tro og sindssyge været til diskussion, og det forstår jeg godt, for meget religiøs adfærd må da virke skørt for en udenforstående: Selv noget så uskyldigt som fadervor indebærer jo, at vi taler til en (fader-)skikkelse, som de fleste af os aldrig har set eller hørt – i hvert fald ikke direkte.

Religion er ikke sindssyge, men den er i sin natur altid på kant med fornuften, for den behandler det, som fornuften ikke kan begribe.

Religionen er forsøget på at sætte ord på det, som er så stort, at vi ikke kan forstå det. Derfor er den dømt til at være paradoksal og mystisk og naiv, for dens emne er større end nogen logik.

DEL ARTIKEL: