‘Herrens Veje’ afsnit 3: “Tre ting kan ikke forblive skjult længe: Solen, månen og sandheden” (Buddha)

I takt med at DR’s dramaserie ‘Herrens Veje’ vises på DR1, vil sognepræsterne Leise og Lars Gustav gøre det umulige: De vil ransage ‘Herrens Veje’.

Leise: En hård dag på provstikontoret

Johannes har travlt. Travlt med, at ingen af ”mine kirker” skal lukkes i provstiet. Travlt med at udøve en slags revolverpædagogik overfor provstiets præster, da det skal afgøres hvem, der er på hans side i kampen mod stiftet og hvem ikke. Menigheder og råd hører man ikke meget til.

Så travlt har Johannes, at han ikke har tid til at spise det sidste måltid med Christian, inden denne drager af sted mod Nepal. Johannes har nemlig lige den dag (også) haft en enormt hård dag på provstikontoret. Sønnerne går langsomt hver deres undergang i møde – menneskeligt, moralsk, socialt, venskabeligt.

Johannes vågner først op til dåd, da der er fare for, at anegalleriet på væggen ved trappen måske kan blive afbrudt af en tom firkant, hvor Augusts rødmossede ansigt skulle have været, fordi August ønsker at bekende sin brøde i krigen overfor den djævelske biskop.

Slut på 250 års præstehistorie. Koste, hvad det koste vil, må det forhindres, at August lægger kjole og krave fra sig. Johannes ser sig i slægtens tjeneste, og noget må gøres, for slægtens historie er større end det enkelte led, lader det til.

For August opløses Marmorkirkens hvælvede kuppel som et fatamorgana i den ørken, hvor han led sit livs nederlag, og erstattes af et kirkerum i den brutale beton omgivet af de folk, han lige har deltaget i kamphandlinger mod.

Christian begiver sig med sin ven ud på den gyngende bro over dybet. Broen holder, men venskabet gør ikke. Mon Christian reddes af det frelsens horn, som Elisabeth begraver i haven derhjemme?

Christian er vendt hjem fra sin udsendelse, men ikke alt er godt, (Foto: Tine Harden/DR)

Lars Gustav: Johannes træder ind i mørket

Vent lige lidt. Dræbte Gud lige præsten Holger fra den lukningstruede kirke? I så fald er det ikke min Gud. Jeg tror på en anden Gud end den, Johannes beder til på kirkegulvet.

Jeg tror på en Gud, der giver os nye chancer, når vi træder forkert. En Gud, der ser vores fejl og tilgiver os for dem. Lysets Gud, der bringer det skjulte frem, så vi kan forsone os med det. Jeg tror ikke på det, som vi traditionelt forstår ved en dømmende gud.

Dom er ikke kun et onde. Jeg ved fra mig selv, at jeg har brug for at blive dømt, hvis jeg handler forkert. Dommen kan være rensende. Den fortæller mig, at nogen ser mig, som jeg er – også de sider, jeg ikke vil se i øjnene. På den måde bliver jeg tvunget til at se mig selv, og det kan gøre mig i stand til at komme videre.

Forhåbentligt er det, hvad der sker med Christian: At han får rejst sig og kommer stærkere ud på den anden side. Men det er ikke det, der sker for Holger – han får ikke flere chancer.

Johannes’ gud er ikke lysets Gud. Det er mørkets gud: En gud, der ikke dømmer synd, men straffer dem, der ikke kan holde på deres hemmeligheder, ligesom offentligheden straffer August. En gud, der puster lyset ud.

“Engang bad vi til en straffende Gud. Lige i dag savner jeg ham.” Med de ord træder Johannes ind i mørket og besegler Holgers skæbne. Og måske også sin egen?

Johannes trækker August med sig ind i skyggerne. Jeg håber, at August kan trække Johannes ud igen, men jeg har på fornemmelsen, at der går lang tid, før lyset bryder frem.

Andet ville også være kedeligt tv.

DEL ARTIKEL: