‘Herrens Veje’ afsnit 7: “Vi er som den klare måne – alle har vi en mørk side” Kahlil Gibran, libanesisk digter

I takt med at DR’s dramaserie ‘Herrens Veje’ vises på DR1, vil sognepræsterne Leise og Lars Gustav gøre det umulige: De vil ransage ‘Herrens Veje’.

Leise: I denne serie er der faderkomplekser på spil i størrelsesorden med Rundetårn.

August vover sig ud i den risikofyldte teologiske og religionspædagogiske disciplin, som det er at få konfirmanderne til at beskrive deres gudsbillede. Gud kan beskrives med alt godt og gode ting, forlyder det – en tanke, hvis konsekvens han givetvis ikke har tænkt helt til ende.

De hormonbobbende konfirmander foreslår straks det bedste, de ved, nemlig øl og fisse. I en tid før Facebook og Instagram kunne præsten muligvis være sluppet nådigt fra at beskrive Gud i de billeder på tavlen, men ikke i dag, hvor allestedsnærværende kameraer afslører alt ned i løsrevne detaljer.

Augusts tanke med ikke at udelade nogen forslag var i og for sig sympatisk nok, men revet ud af sin kontekst fører det – naturligvis – til klager, bispesamtale og næse.

Biskoppen har i det hele taget travlt med Krogh-præsterne. Johannes bliver fundet liggende korsfæstet på gravens rand ikke af en engel, men af en anden i flyverdragt, nemlig et børnehavebarn. I sin døddrukne alkoholtåge ser Johannes ikke Gud for enden af tunnelen, men derimod sin far, der forvandler sig til hans søn. I denne serie er der faderkomplekser på spil i størrelsesorden med Rundetårn.

Igen viser Hun-djævelen sig for Johannes, skiftevis som biskoppen og som det Liv, han lige har jaget ud af huset sammen med Elisabeth. Faderkompleks eller ej, så frigør August sig igen en millimeter fra sin far ved pludseligt at ville være gadepræst. Åbenbart betyder det, at han kan gøre, som han vil med sin gademenighed – ikke noget med tilsyn, opsyn og decorum. Gad vide, hvad det fører til?

Christian, ja, han må sande, at god, buddhistisk vejrtrækning, vredesafvikling og oprydning i livet ikke nødvendigvis betyder, at andre er fulde af vredesafvikling over for ham og hans tidligere gøremål.

Leise Christensen, sognepræst i Skt. Johannes i Aarhus, og Lars Gustav Lindhardt. sognepræst i Avedøre. (Foto: Kåre Gade)

Lars Gustav: Hvor går grænsen mellem sjælesørger og ansvarlig voksen?

Det er dejligt at se, at der er håb forude for Johannes og August. Det kunne efterhånden heller ikke blive meget værre. Sidste uge skrev jeg om seriens tykke symbolik, og man kan roligt sige, at også denne gang er der skruet helt op til 11 på den konto: Johannes drikker af det bitre bæger, bliver “korsfæstet”, dør og genopstår. Jeg håber for ham, at opstandelsen fører godt med sig.

Mere interessant er dog Augusts dilemma med den gravide konfirmand, for hvor går grænsen mellem sjælesørger på den ene side og ansvarlig voksen på den anden? For dem, der ikke er klar over det, så har vi præster tavshedspligt, og derfor kan man roligt fortælle os alt i tillid til, at det ikke kommer videre.

Men selvom August måske juridisk er på sikker grund, når han holder graviditet og abort for sig selv, så er der stadigvæk samvittighedsspørgsmålet, for pigen har jo – som August også selv gør opmærksom på – brug for, at hendes mor er indblandet i noget så alvorligt.

Den er svær. På den ene side er det vigtigt, at alle altid kan have tillid til, at man kan betro sig til sin præst. Derfor er det vigtigt, at vi ikke bryder den tillid; hvad nu, hvis en anden ung overvejer selvmord, men er bange for at dele det med præsten og derfor aldrig får snakket om det med nogen, før det er for sent?

På den anden side er det i mine øjne ikke ok, at August holder konfirmandens mor ude af situationen, for som forælder har hun ikke bare brug for, men også ret til at blive inddraget, når det kommer til datterens sundhed. Det er et dilemma, som alle præster bør overveje.

Godt, at serien tager det op.

DEL ARTIKEL: