‘Herrens Veje’ afsnit 8: “Den, som går forbi sin næste, går også forbi Gud” Martin Luther

I takt med at DR’s dramaserie ‘Herrens Veje’ vises på DR1, vil sognepræsterne Leise og Lars Gustav gøre det umulige: De vil ransage ‘Herrens Veje’.

Leise og Lars Gustav ransager ‘Herrens Veje’. (foto: Kåre Gade)


Leise: Johannes er så Kroghet ind i sig selv og sit verdensbillede som aldrig før.

Det var da lige før, at man troede, at Johannes var blevet helt ordentlig. At han kunne både forstå og tilgive sin kone for, at hun er taget på koloni med Liv. Leve med Augusts valg som gadepræst uden egen kirke og prædikestol. Og acceptere Christians nøgleroman om sig selv, faderen, den himmelske og den såre jordiske.

Men sådan er det naturligvis ikke. Johannes hader dem alle sammen for deres valg. Hverken mere eller mindre. Men én må ofres, én må betale prisen, én må udsondres som syndebuk, én må faderen stikke en kniv i, og det bliver Christian, der nærmest bliver afskediget som søn foran et billede af Isaks nærofring. Aldrig mere må Christian bede om noget.

Johannes er så Kroghet ind i sig selv og sit verdensbillede som aldrig før. August soner sin morderiske synd ved at blive den barmhjertige samaritaner over for nogle, der muligvis og muligvis ikke er islamiske terrorister. Drengebarnet bliver stedfortrædende for den mor, August dræbte, og August aner lys i sit eksistentielle mørke; der er udfrielse forude.

Men det er der ikke for Emilie. Hun har gjort sin pligt ved at udøve sin lægekunst, og så må rette myndigheder tage sig af resten. Sådan ser August det ikke, for han er ude i et eksistentielt ærinde, en slags himmelsk retfærdighed, som Emilie ikke er en del af. Hun må alene bære byrden for August sonemanøvre uden at få del i forklarelsen.

Man får helt lyst til at råbe, som Svend gør: “Kan I ikke bare tilgive hinanden, så vi alle sammen kan komme videre?”

Ren og skær tilgivelse er der ikke meget af hos familien Krogh.

Herrens Veje: Morten Hee Andersen som August, Fanny Bernth som Emilie. (Foto: Tine Harden)


Lars Gustav: Selv var jeg tæt på at tilgive Johannes, men det kan jeg ikke.

Stakkels Christian! Nu var han lige så glad, for farmand havde endeligt accepteret ham, og så viser det sig, at selvfølgelig har Johannes ikke forandret sig. Han er stadig besat af slægt, loyalitet og magt, og derfor kan han ikke tilgive Christian for at finde sin egen sti.

Apropos: Afsnittets titel peger i retning af næstekærlighed, men for mig er det tilgivelse, som er det dominerende tema. Johannes udbryder, at det bare handler om at tilgive, og selv søger han Elisabeths tilgivelse.

August søger tilgivelse fra sin far for at være blevet gadepræst, han søger tilgivelse fra Gud, og så søger han tilgivelse fra kvinden, som han dræbte. Og han er endda villig til at gå imod både politiet og sin kone for at få den.

Selvom hun ikke siger det, så tror jeg også, at Elisabeth søger tilgivelse fra sine sønner for ikke at være den mor og hustru, som hun tror, hun skal være; det er derfor, hun tager til fødselsdagen. Og Christians glæde over, at Johannes’ tilsyneladende accept, fortæller mig, at også han søger sin fars tilgivelse.

Og alligevel er der ikke meget tilgivelse at hente: Elisabeth bliver ikke hos Johannes, hun får ikke sine børns velsignelse, fordi hun ikke tør bekende sin (indbildte) synd for dem, og Christian… Ak ja, stakkels Christian.

Kun August får tilgivelsen, og han kan til gengæld ikke tage imod den – det er derfor, han sætter sit ægteskab over styr ved at tilbyde en sofa til den unge flygtning.

Selv var jeg tæt på at tilgive Johannes, men det kan jeg ikke. Jeg troede, han var forandret, men end ikke døden kan åbenbart rokke ved, hvem Johannes i sidste ende er.

DEL ARTIKEL: