‘Herrens Veje’ afsnit 9: “Spørg ikke, hvem klokkerne ringer for. De ringer for dig.” John Donne, engelsk digter

I takt med at DR’s dramaserie ‘Herrens Veje’ vises på DR1, vil sognepræsterne Leise og Lars Gustav gøre det umulige: De vil ransage ‘Herrens Veje’.

Leise: Augusts bytte-bytte-købmand-teologi virker, indtil spøgelset rykker ind i ægtesengen.

Johannes er pludseligt blevet meget næstekærlig – noget, der ikke i væsentlig grad har tynget ham tidligere – og lader flygtningebarnet få asyl i det kolde tårn.

At tage barnet ind i den store, lune og nu ret tomme præstebolig ligger tilsyneladende ikke lige for. Der ville næppe Monica, Nete eller politi opdage noget. Måske er Johannes i virkeligheden heller ikke interesseret i, at hemmeligheden forbliver uopdaget?

August er ved at miste grebet – om virkeligheden, om sin kone og om sit sind. Stadig står han mellem sin far, der mener, at bøn og tilbedelse er vejen tilbage mod normalitet og svaret på alle anfægtelser, og Emilie, der afgjort mener, at det er psykiater og piller, der kan lindre hans traumatiserede sind.

Selv opfatter August det vist mest af alt som et teologisk spørgsmål, hvor det merkantile islæt ikke lader sig fornægte:

“Hvis jeg redder Achim, vil du, dræbte kvinde og spøgelse, holde op med at hjemsøge mig.”

Tilsyneladende virker hans bytte-bytte-købmand-teologi – indtil spøgelset til slut ligefrem rykker ind i ægtesengen mellem August og gravide Emilie.

Er Christian ved at tabe sit buddhistiske pust og ved at falde tilbage i gamle mønstre af amourøs art? I hvert fald er Nanna, der for år tilbage solgte ham for 30 sølvpenge, tilbage på scenen og får vippet Amira af pinden. Også Elisabeth mærker splittelsen ved at skulle vælge mellem sine elskede. Vi venter spændt!

Leise Christensen, sognepræst i Skt. Johannes i Aarhus, og Lars Gustav Lindhardt. sognepræst i Avedøre. (Foto: Kåre Gade)

Lars Gustav: Frelserkomplekser er farlige, fordi de altid er en flugt fra os selv

Stakkels Christian! Nu var han lige så glad, for farmand havde endeligt accepteret ham, og så viser det sig, at selvfølgelig har Johannes ikke forandret sig.

Hvor langt skal vi gå for at hjælpe andre? Er det værd at ødelægge vores egne liv, hvis det kan redde en andens? Det har været et centralt teologisk spørgsmål, siden Jesus for første gang fortalte, at vi skal elske vores næste som os selv.

For én ting er at sige, at vi skal hjælpe andre. Det tror jeg, at de fleste af os kan være enige om. Det er et helt andet spørgsmål, når vi er nødt til at ofre for at hjælpe andre. Så står vi et dilemma.

Sjovt nok er det ikke Augusts dilemma, for han har allerede taget beslutningen. Han er villig til at gå meget langt. Ja, jeg tror, han er villig til at opgive sit eget liv, hvis det kunne redde et andet. Og  det er, fordi August nu tror, at han er Kristus.

“Jeg er Guds søn,” siger han til psykiateren. Og det er svært ikke at se, hvor August kommer fra, når vi med ham og Johannes oplever Guds lys strømme fra August, mens han velsigner.

Men frelserkomplekser er farlige, fordi de altid er en flugt fra os selv, ligesom det er for August, og derfor forhindrer de os i at gøre noget ved den smerte, skyld og skam, som tynger os.

Og det er ikke engang det største problem ved dem. Det største problem med frelserkomplekser er, at de går ud over andre. August er villig til at ofre sig selv og alt, hvad han har, for asylansøgeren, men han er blind for, at meget af det, han ofrer, tilhører andre: Hans kone, hans forældre, hans bror.

Deres lykke er afhængig af ham, så når han ofrer sig selv, så ofrer han også dem.

DEL ARTIKEL: