BAGGRUND. Vores brug af internettet har skabt nye måder at sørge på. Stine og Anna-Sofie fandt rum for deres sorg på de sociale medier, der gav dem mulighed for at give de døde et virtuelt efterliv og for at dele deres sorg i et onlinefællesskab.

Af Sarah Auken

Det er syv år siden at Klemens døde. Jeg undrer mig stadig over hvordan vi som forældre kunne stå på gaden kun 12 timer efter med tom autostol, jeg med brændende brystbetændelse og uden livline.

Jeg ved aldrig om jeg rigtig fik sagt tak dengang til alle der greb os og var der. Tak!

Sådan skriver Stine på Facebook på årsdagen for sin søns død. Hendes venner reagerer venligt og imødekommende på hendes opdatering og de sender knus, tanker og hjerter i retning af Stine og hendes familie.

Internettet er blevet hverdag for de fleste. Man handler, man finder oplysninger, og man taler sammen over nettet. Derfor er internettet også et naturligt sted for mange at drøfte holdninger, oplevelser og følelser.

Nogle siger, at det billede, vi tegner af os selv på internettet, er et glansbillede. Men som Stines historie viser, kan internettet også skabe et rum for de svære følelser.

De fællesskaber, der dannes, kan handle om dybt alvorlige emner, så det at fremlægge og drøfte sine følelser på internettet, fx på Facebook eller på personlige webdagbøger, blogs, kan blive en del af sorgarbejdet omkring afgørende begivenheder i ens liv, skilsmisser, sygdomme, dødsfald.

“Jeg kendte ikke nogen, som havde det ligesom mig ..” Stine 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Født med halvt hjerte

For syv år siden blev Stine og hendes mand indlagt med deres nyfødte søn, som viste sig at have en uhelbredelig hjertesygdom: Han var født med kun et halvt hjerte.

Efter et hektisk forløb med ambulance og hjertestop, banker Klemens halve hjerte en sidste gang, og han dør i sine forældres arme. Fra at være nybagte forældre med alle drømme og håb til familielivet, er de med et slag blevet forældre til et dødt barn. Klemens blev 22 dage gammel.

”Vi vidste ikke, at vores søn var syg – og så kom vi ind, og så døde han, og så stod vi dér – bogstavelig talt på gaden; uden barn, men med en masse følelser, chok, forvirring, vrede og sorg. Jeg kendte ikke nogen, som havde det ligesom mig, forældre, der havde et dødt barn og gudskelov for det.”

Den virtuelle sorggruppe

Da Stine kommer hjem fra hospitalet uden sit barn leder hun først og fremmes efter viden og oplysning om sin søns sygdom. I sin søgen på nettet forsøger hun at finde ud af, hvordan andre har det i sorgen.

”Det var et helt nyt landskab for mig at navigere i,” fortæller hun. ”Jeg havde knap nok fundet ud af, hvordan man er mor til et spædbarn, og nu skulle jeg finde ud af hvordan man er mor til sit døde barn. Det var vigtigt for mig at det skete på den rigtige måde, og at jeg stadig var en god mor. Hvordan sørger man rigtigt, og hvad er det her sorg for noget?”

Stine læser blogs fra andre, der har oplevet lignende tab, og mens hun læser, begynder hun også selv at skrive sin historie ned. Det giver god mening for hende, og hun oplever at brikkerne gradvis begynder at falde på plads.

Blogfællesskab for mødre

Til at begynde med, er det bare vigtigt for hende at få skrevet Klemens historie ned og få greb om den, men efterhånden bliver det også en fortælling om hendes sorg. Hun vælger at oprette en blog selv.
På den måde er hun med til at bidrage til den virtuelle sorggruppe, der udgøres af blogs, hvor mødre fortæller om deres sorg og deler erfaringer og trøst.

”Jeg blev del af et blogfællesskab for mødre, der havde mistet et barn. Det var den mødregruppe, jeg ikke havde, og det var det sted, hvor vi kunne tale om det at være mødre. Her kunne jeg spejle min sorg i de andres. Det var et meget vigtigt fællesskab i en periode, hvor jeg kunne genfinde nogle af de følelser, som jeg ellers stod alene med, hos de andre.”

“Der var andre, der havde været der før mig, og det, jeg oplevede som stærkt, var at nogen vidste noget om, hvad jeg gik igennem, og kommenterede på min historie.”

”Jeg havde knap nok fundet ud af, hvordan man er mor til et spædbarn, og nu skulle jeg finde ud af hvordan man er mor til sit døde barn.” Stine

Tabuer

Stine lægger mærke til, at andre på deres blog beroliger læserne: ”Bare rolig – her er der ingen billeder af døde børn.” Dette provokerer hende, for hun har allerede på det tidspunkt lagt billeder af sin lille søn på internettet. Vel at mærke både fra de 22 dage, hvor han levede, og fra efter hans død.

Hvad er det, der gør, at det er svært at vise billeder af døde børn?” spørger hun. ”Hvad er det for tabuer, vi selv er med til at videreføre?”
Hun stiller også spørgsmålene på sin blog, og diskussionen viser, at folk er meget forskellige i deres sorgproces. Det svinger fra person til person, hvor grænsen går for, hvad de finder acceptabelt, og for, hvad der slår dem ud. Stine selv synes ikke, at det er billederne, hvor Klemens er død, som er voldsomme, men dem, hvor han ligger pakket ind i slanger og iltmaske. Da han kommer fri af maskinerne, ligner han sig selv – også selvom han er død.

”Bare rolig – her er der ingen billeder af døde børn.” Anonym blogger

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szab0

Stines mand bakker op omkring bloggen, men vennerne er nervøse. Er sådan en blog for selvudleverende? Hvilket signal sender man til kommende kolleger – eller til arbejdsgivere? Men frygten viser sig ubegrundet.

”Jeg har faktisk været til en jobsamtale, hvor arbejdsgiveren var kommet forbi bloggen. Men det viste sig at være helt igennem positivt. Hun syntes, at det var stærkt, at jeg var åben omkring en så tragisk og skelsættende begivenhed i mit liv.”

Mindesiden

Et andet sted på internettet, der giver plads til død og sorg, er siden www.mindet.dk. Det er en side, hvor pårørende kan gå ind, tænde et lys for en afdød og skrive en lille hilsen.

Det er også muligt at oprette deciderede sørgeprofiler, og der er offentlige diskussionsgrupper. Siden er ejet af Kristeligt Dagblad, og der er tilknyttet nogle sognepræster, som man kan skrive til og få sjælesorg over nettet.

Kjetil Sandvik, lektor i medievidenskab på Københavns Universitet, har studeret mindet.dk med specielt fokus på spædbarnsdød. Han fortæller at flere og flere forældre søger på internettet for at finde svar og et fællesskab i sorgen.

Tendensen er, at forældrene ret hurtigt efter et tab opretter et minde, at de er aktive i en periode, og at intensiteten så fortager sig efter ca. et år. Fælles for brugerne er, at de forsøger at få greb om livet efter tabet. Det handler om, hvordan man kommer videre.

Den fremtid, man har set for sig med sit barn, og som man har forberedt sig på ved at købe barnevogn og børnetøj og måske ved at indrette et børneværelse, er forsvundet. I stedet står man tilbage med et hul i sin tilværelse og en forfærdelig sorg.

“Det er vigtigt at sådanne steder findes, døden er en del af livet, og det er vigtigt at kunne tale om den. Vi kan se, at det har hjulpet mange forældre.Kjetil Sandvik, lektor

Lektor: Nettet er vigtigt

Brugerne ved, at mindet.dk har rum til sorgen; her er den er det normale; ikke let, men heller ikke tabubelagt. De søger et sted, hvor der er andre som dem selv – hvor de kan støtte hinanden.

Det meningsbærende i lang tid – alt det man ventede sig af at skulle være forældre – er gået i smadder, og man har brug for at få styr på livet. I en vis forstand har man brug for at få barnet tilbage: ”Vi er stadig forældre, selvom vores barn døde.”

En sørgepraksis på nettet udelukker ikke et fysisk gravsted, og en gang imellem er der en QR-kode på gravstenene, der viser hen til en mindeside på nettet, – det fysiske og det digitale mindested bindes sammen.

Kjetil Sandvik konkluderer: “Det er vigtigt at sådanne steder findes, døden er en del af livet, og det er vigtigt at kunne tale om den. Vi kan se, at det har hjulpet mange forældre. De er kommet videre i livet, og sorgen er bearbejdet. De har lært at leve med sorgen og trods den – eller med den – skabt et meningsfuldt liv.”

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Når de døde vågner

Men der er også dem, der ikke finder det fællesskab, de søger, på mindet.dk.

For fire år siden kigger Anna-Sofie ind på siden. Hun føler sig helt isoleret i sin sorg. Hun kigger på de forskellige grupper for pårørende, og finder gruppen ”For dem der har mistet en kæreste”, men det viser sig at trådene er flere år gamle, og hun får ingen respons på sine indlæg.

Hun fortæller:

”Jeg var 19 år gammel, og min kæreste var lige død i en skiulykke. Jeg ledte efter nogen, der kunne sige til mig, ”det er o.k., det du gør”, eller ”sådan havde jeg det også” – nogen, der vidste noget om, hvad jeg gik igennem. Jeg var helt alene med de her følelser Det allerværste var, at den, jeg havde allermest brug for at snakke med og blive trøstet af, var Oliver selv, og det var ham, som var død.”

I stedet bliver det på Facebook, Oliver får et efterliv for Anna-Sofie.

Ingen havde mødt døden før

Men heller ikke det er uproblematisk. I et opslag på den døde kærestes profil skriver hun ”Elsker dig for evigt”. Mange liker det, men ingen skriver kommentarer eller sender hjerter. Til gengæld får hun sendt mange private beskeder. Sorgen over Oliver udtrykkes ikke offentligt.

”Jeg ved ikke, hvorfor vi var tavse”, fortæller hun.

”Måske var vi for unge. Ingen af os havde mødt døden før. Vi vidste ikke, hvordan man gør; det var simpelthen for svært. Jeg magtede heller ikke at skrive tilbage til folk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare – der var ingen ord tilbage i verden, der gav mening.”

”Jeg bryder mig ikke om at gå på kirkegården, jeg synes ikke det er et rart sted. Her på Facebook er en verden, jeg kender, den er mere normal for mig.” Anna-Sofie

Når et menneske dør, er der mange praktiske ting, som man pludselig skal forholde sig til.

Hvad med tøjet fra skituren, vasker man det? Hvad gør man med telefonen? Og hvordan skal man forholde sig til den facebookprofil, Oliver har haft, og som jo står der endnu?

Tøjet bliver vasket (undtagen en enkelt t-shirt som Anna-Sofie beholder), mobiltelefonen slukkes og bliver lagt i en skuffe, og i fællesskab bliver man enige om, at Anna-Sofie skal prøve at slette profilen.

Hun bruger dage på at komme ind på Olivers konto, og til sidst lykkes det.

Hun kigger hele hans profil igennem, downloader alle billederne. Men hun kan ikke finde ud af at slette den og ender med blot at deaktivere profilen, Det betyder, at Olivers informationer er gemt, men at han forsvinder fra Facebook. Hun ændrer selv sin status fra at være ”I et forhold” til at være ”Single”.

Oliver genopstår på Facebook

Deaktivering eller ej. En aften er Oliver pludselig tilbage på Facebook, som om han selv er online.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte ”han er tilbage, han har snydt os. Nu kommer han lige om lidt, som han plejer, og henter mig.”

Hun går ind på hans profil og det ser ud som om at han er tilbage. Hun er ikke den eneste, der opdager det – den gamle vennekreds om Oliver bliver samlet igen for at finde ud af, hvad der sker. Det lykkes ikke at opklare mysteriet, måske har Facebook ændret sig.

Anna-Sofie logger igen ind på hans konto og nu beslutter hun og de andre at lade den være. Hun ændrer dog hans profilbillede, så det er et ordentligt billede, der viser sig, ikke det fjollebillede, som var det sidste, Oliver selv brugte.

Når Anna-Sofie mindes Oliver, gør hun det samme, som mange af hans venner. Hun finder hans billeder på Facebook og kigger på dem.

”Jeg bryder mig ikke om at gå på kirkegården, jeg synes ikke det er et rart sted. Her på Facebook er en verden, jeg kender, den er mere normal for mig.”

“Jeg ved, at bloggen bliver brugt af andre både til at søge oplysning og til at finde en slags trøst.” Stine

Gravstenen, der blev tavs

Stine skriver ikke længere på bloggen. Den har stået urørt i lang tid, men Stine lader den stå som en virtuel gravsten for Klemens.

”Siden jeg skrev på bloggen, har mit liv ændret sig. Vi har fået tre børn, og sorgen fylder ikke min dagligdag i dag. Dermed glider også blogfællesskabet ud,” fortæller Stine.

”Men jeg ved, at bloggen bliver brugt af andre både til at søge oplysning og til at finde en slags trøst, så også derfor giver det mening at lade den stå”.

Stine og hendes mand er helt bevidste om, at døden stadig er et vanskeligt emne, så de har en traditionen med at begynde familiens fejringer og fødselsdage ved Klemens grav.

”Vi ved, at det er svært – især for de andre voksne – at starte en samtale om den bror, der ”mangler” i børnenes liv. Derfor er det ritual en hjælp. Det giver sorgen et rum, og Klemens er en del af familien.”

En del af livet

Sådan har det også altid været for Klemens søskende. De kender gravstedet, for de har tit været forbi, og når de alligevel skal til legepladsen, er de nu og da henne og hilse på.

”Der ligger min døde bror”, råbte en af drengene en dag til en ny klassekammerat, da de cyklede forbi kirkegården.

”Det er jo ret overraskende”, fortæller Stine.

”Men det giver en anledning til igen at tale om det, også selvom det måske ikke lige var dén indgangsvinkel, man selv havde forestillet sig. Men det er jo noget, man skal kunne tale om i mange sammenhænge. Det er en del af livet – vores liv.”