Den værste trussel mod vores overlevelse er uvidenhed, mener manusskriptforfatter til spillefilm om apokalyptisk fremtid. 

Dunja Gry Jensen, manuskriptforfatter. Skrev manuskript til filminstruktøren Max Kestners spillefilm “QEDA”, der foregår i en fremtid med drikkevandsmangel og saltvandsforgiftninger.

Første gang jeg stødte på dommedag, var vist i min barndom og i et gammelt Tintin-album med en pendulsvingende profet. Siden dukkede undergangen op i Linda og Valentin-albummet “Den Druknende By”.

Nu synes jeg ikke, det er så sjovt længere, efterhånden som dommedag bliver et mere og mere realistisk scenarie.

På de otte år, vi har været undervejs med ”QEDA”, er undergangen desværre rykket nærmere med de mange truende, menneskeskabte katastrofer.

Uvidenheden truer

Det er ikke vores ærinde at prædike undergang. Jeg betragter nærmest vores film som en antiundergangs-film. I andre dommedagsscenarier handler det ofte om, hvordan mennesker bliver dyr og bekæmper hinanden på laveste vis.

I QEDA-universet er der en civilisation, som kæmper for at holde sammen på samfundet og redde jorden. Vores helte er videnskabsmænd, embedsmænd og politikere – civilisationens arketyper.

Den værste trussel mod vores overlevelse er uvidenhed.

Dunja Gry Jensen. Foto: Miklós Szabó

At tilgive fortiden

Heldigvis er der mange steder i verden, hvor uddannelsesniveauet stiger. Det er måske mest i Danmark, vi tilsyneladende bliver dummere for tiden, ha ha.

Det ligger i kunstens natur at indgyde håb, med sin skønhed, styrke eller magi. Men kunstnerisk fordybelse har vanskelige vilkår i en utålmodig og grådig tid.

I øvrigt er hovedtemaet i ”QEDA” hverken klima eller undergang, men tid. Der er en åbenlys morale i, at tiden ikke kan skrues tilbage, og at uanset, hvordan verden ser ud, så må vi tilgive fortiden og bevæge os fremad.

Fortalt til Kåre Gade

Tema:
Dommedag