ESSAY. Siden Adam og Eva har skyldfølelsen været menneskets tro følgesvend, en følgesvend vi ofte vil ryste af os, men kan det ansvarlige menneske undgå at være skyldig?

Af Tine Byrckel

I starten af halvfjerdserne, umiddelbart efter ungdomsoprøret i ’68 og i en tid, hvor man i høj grad diskuterede, om der fortrinsvis var psykologiske, sociale eller økonomiske grunde til menneskers handlinger, skrev forfatteren Henrik Stangerup en lille science fiction-roman med titlen Manden der ville være skyldig.

Stangerup var uddannet teolog og stærkt inspireret af eksistentialistiske tænkere som Camus, Sartre og Kierkegaard.

Historien om skam, skyld og tilgivelse kan helt sikkert skrives ved en historisk gennemgang af de monoteistiske religioner over jødedom og katolicisme til protestantisme.

Men måske er det også en historie som skrives med ethvert menneske, der fødes og bliver menneske ved at tage ansvar, svare for sig selv.

Samfundets skyld

Stangerup så i alle tressernes forklaringsmodeller en fare for, at det var selve mennesket, som var ved at forsvinde. Det, som blev hældt ud med badevandet med parolen om, at ”det er samfundets skyld”, var selve det ansvarlige menneske. Et menneske, som uanset baggrund og historie har frihed til at handle og dermed også må stå til ansvar for sine handlinger.

Hovedpersonen i Stangerups roman har slået sin kone ihjel, en forbrydelse mod et af de helt grundlæggende bud, og det har samfundet en række gode forklaringer på, forklaringer der alle frikender ham.

skyldig2

Kirkens ansvar

I hundredvis af år har kirken haft to ansigter: På den ene side var den det sted, hvor fordømmelsen var at finde, med buddene og den uundgåelige synd der strakte sig helt tilbage til syndefaldet som en arv fra Det Gamle Testamente.

Men på den anden side var den netop også tilgivelsens sted, med syndsforladelsen og Jesu død på korset for alles skyld. Netop forholdet mellem fordømmelse og tilgivelse har da også været afgørende for de omvæltninger, der er sket inden for kirken.

Det er stadig sådan, at de eneste undtagelser fra at være ansvarlig, er at være umyndig, dement eller vurderet sindssyg i gerningsøjeblikke. Tine Byrckel

Den tunge skyld

Magtfulde paver byggede i Middelalderen en kirke op, og gjorde den ikke mindst til et økonomisk foretagende. Det blomstrende salg af afladsbreve, hvor man kunne købe sig fri af den skyld, der risikerede at føre direkte i helvedes flammer, skulle blive en af anledningerne til Luthers forargelse, hans genlæsning af Biblen og reformationen. I den protestantiske kirke er gudsforholdet derfor gjort personligt. Forholdet til den så tunge skyld, må man selv afgøre med Gud, hverken paven eller en præst har noget særligt mandat til at afgøre om ens handlinger er forkerte eller om de kan tilgives.

Skyldens åg

Men hvad vil det i det hele taget sige at være skyld i noget, og er det noget, vi for alvor ønsker at slippe for? ’68-opgøret var et oprør mod autoriteter, pligt og skyldfølelse, alle åg skulle kastes bort, men hvilken slags menneske er man uden sans for handlingers betydning og dermed ansvar og skyld?

Allerede en af de første kirkefædre, Paulus, formulerede hvor paradoksalt forholdet mellem loven og synden er. For uden lov ingen synd, men hvorfor så indføre loven?

“Skal vi da sige, at loven er synd? Aldeles ikke! Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: »Du må ikke begære!«. Men med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær i mig. For uden lov er synden død. Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op, og jeg døde. (Romerbrevet, kap. 7, vers 7-11.)

Livets mening

Det er denne død i synden, som dåben atter vasker den kristne fri for. Men tilbage står det, at der synes at skulle en del bevægelser til: Loven, synden, døden, tilgivelsen, og dermed også en særlig fortolkning af opstandelse.

For de eksistentialistiske filosoffer som Stangerup refererede til, da han bekymrede sig om ansvaret og det frie menneske, er det centralt, at vi bestemmer, hvem vi selv er. Det gør vi gennem de valg og de handlinger, vi foretager os. Livets mening beror udelukkende på de valg, vi træffer. Et subjekt bliver til ved at svare for sig selv, hævder disse filosoffer.

Hvert eneste valg peger tilbage på den, der vælger. Uden valg er der ifølge eksistentialisterne ikke et subjekt, i al fald ikke et autentisk subjekt. Gør man blot det samme som alle andre, er man ikke sig selv, man er ikke engang et selv. Da Kierkegaard i sin tid lagde grundlaget for denne eksistentialistiske tænkning, skete det i protest mod den tyske filosof Hegels idé om en næsten automatisk dialektisk udfoldelse af ånden. I modsætning til Hegel, mente Kierkegaard, at der skulle en form for brud eller spring til, før et selv kunne udfoldes.

Alle disse tanker forudsætter et andet filosofisk begreb, som stadig forekommer ret uforståeligt og mærkeligt, nemlig den frie vilje.

Den frie vilje

Vi opererer med den frie vilje overalt i samfundet. Hele retsstaten er bygget op om det, at vi formodes selv at bestemme, hvad vi foretager os. Det er stadig sådan, at de eneste undtagelser fra at være ansvarlig, er at være umyndig, dement eller vurderet sindssyg i gerningsøjeblikket.

På mange måder er frihed et besynderligt begreb. Et begreb vi endnu ikke har kunne forklare ud fra den videnskab, så mange bekender sig til. I dag kan vi måske smile lidt af Hegels idé om en ånd, som udfolder sig gennem historien, det virker spekulativt og for filosofisk, men vores egen tids forståelse af frihed er også temmelig mystisk.

Friheden er et blindt punkt, selv midt i videnskaben. Tine Byrckel

Hvis vi er vores hjerner, som det ofte siges, hvor der foregår en række elektriske og kemiske forbindelser, hvordan kan der så overhovedet være tale om frihed? På scannere kan man se, at der umiddelbart før et valg eller en handling foregår visse processer i hjernen, der går forud for handlingen og endog forud for den bevidste beslutning. Er det så disse processer, der er skyld i valget?

Frihed som blindt punkt

For på trods af det moderne menneskes – det naturvidenskabelige menneskes – årsagsforklarende verdenssyn , opererer vi ikke desto mindre med den frie vilje uafladeligt.

Det er næsten paradoksalt, at selv den videnskabsmand, som er i færd med at forske i scannerbilledet af hjernen, selv har valgt at udføre netop det forskningsprojekt. Friheden er et blindt punkt, selv midt i videnskaben.

At tænke over menneskets frihed som forudsætning for både skyld og skam er en måde at pege på, at ganske vist er syndernes forladelse og tilgivelsen vigtig, men inden da, er det måske skylden, som er vigtig. Det er det, Stangerup bekymret peger på med sin roman Manden der ville være skyldig.

Skylden og dermed ansvaret lægger et grundlag for det, vi mennesker er. Stort set alle teologiske diskussioner, lige siden de første kristne, har været forsøg på at bestemme, hvordan Loven, skylden og tilgivelsen forholdt sig til hinanden.

Utopien

Et af ungdomsoprørets helt store projekter var netop at sætte sig op imod enhver autoritet, både de statslige institutioner, men også kirkens. Måske det man kunne kalde loven. Seksuel frihed var også på programmet.

Vi ved så også, hvad resultatet af overskridelsen var for Adam og Eva, forvisningen fra Paradiset og det der lige siden har været menneskehedens grundbetingelse: døden og seksualiteten. Tine Byrckel

Utopien var, at det frie menneske ikke længere skulle være underlagt nogen af de former, loven kunne siges at antage. Skam og skyld var noget arkaisk, som det gjaldt om at slippe ud af.

Alle sang med på Trilles sang om Øjet, om at ”ham Gud, han er eddermaneme svær at få smidt ud”.

Nothing left to loose

Men Stangerup peger på, at der måske er noget fundamentalt menneskeligt, som fjernes, hvis samvittigheden ikke længere er til stede. Det kan formuleres som et paradoks:

Hvis der er fuldkommen frihed, hvad betyder frihed så?

Janis Joplin sang i de samme år:

”Freedom is just another word for nothing left to loose.”

Frihed er blot et andet ord for ikke at have noget tilbage at miste. I al fald hvis frihed er det samme som slet ikke at skulle vælge.

Syndefaldet

Man kan allerede i historien om syndefaldet fornemme de problemer, som teologer i årtusinder har diskuteret og som handler om, hvordan denne mystiske frihed indtræder. Adam og Eva måtte gøre alt i Paradiset, blot ikke spise frugten af kundskabens træ.

Hvad er det for et mærkeligt tilfældigt forbud, Gud her sætter for det menneske, han har skabt? Lige meget, hvordan man vender og drejer det, synes det i al fald netop at være med selve forbuddet at også friheden sættes, en frihed, som er anderledes, end den dyrene har. En frihed til at vælge, som opstår med selv den mindste lov.

Vi ved så også, hvad resultatet af overskridelsen var for Adam og Eva, forvisningen fra Paradiset og det der lige siden har været menneskehedens grundbetingelse: døden og seksualiteten.

Vi ved, at vi skal dø, og vi ved, at vi er nøgne. Der sættes fra starten noget fundamentalt skamfuldt ved det seksuelle, vi dækker vore kønsorganer. Drømmen i ’68 var måske at rive alle figenblade væk, at det var muligt at nå tilbage til Paradiset.

Begrænsningen

Det var ikke kun Stangerup, der omkring 1968 vidste noget om, at studenteroprørernes utopier i denne forstand overså noget. På trappen ved Sorbonne i Paris diskuterede den franske psykoanalytiker Jacques Lacan med de studerende.

Lacan var netop i de år meget optaget af det, han kaldte faderfunktionen. Det har en del at gøre med, hvad vi her forsøger at forklare.

Lacan mente, at der ganske enkelt er brug for en lov, noget bestemt og symbolsk, for at et lille menneske kan blive til. De overskridelser de unge studerende i Paris krævede i ’68 og diskuterede med Lacan, kræver netop noget at overskride.

Du ville gøre menneskene frie, men du forstod ikke menneskene og forstod ikke, at er der noget menneskene ikke kan tåle, er det friheden. Storinkvisitoren om Jesus

Utopien om frihed er utopi, fordi der slet ikke er frihed uden valg og mulighed for overskridelse. Der må være en grænse, kan man sige.

Børn der ikke får givet denne grænse, bliver grænsesøgende, som man kalder det, som om de igen og igen må søge denne grænse. For er der noget, der er angstfremkaldende, er det det grænseløse. Kierkegaard beskriver det i Begrebet Angest, når han taler om en ånd, som endnu er ubestemt.

Jacques Lacan var en stor beundrer af Kierkegaard, faktisk var Kierkegaard en af de meget få filosoffer, han aldrig modsagde igennem sit lange virke som psykoanalytiker.

Determinationen

Måske kan den lange historie, fra fortællingen om Adam og Eva i Paradiset, gennem jødernes historie og de ti bud og hen til Jesu særlige fortolkning af Guds vilje og syndernes forladelse, betragtes som den måde, det subjekt vi i dag kender til, ikke mindst i den vestlige verden, overhovedet bliver til.

Der bliver således en skelnen mellem determination, en bestemmelse som man kan tænke sig givet af Gud eller en form for årsagsforklaring, og så et punkt, et sted i mennesket, som, i stedet for at være rent forårsaget, selv kommer til at stå som årsag.

Ansvar og skyld

Man kan ikke være ansvarlig for sine egne handlinger, uden at synd og skyld indtræder. Hvis Gud har en vilje, og man selv skal have en vilje, så kan det kun ske ved, at man overtræder hans bud. Sådan vrister et lille barn sig også fri af sine forældre.

Bare et lille bud måske, som at spise af den forbudne frugt. Faktisk er det dette lille skel, at der er en grænse, som kan overskrides, som overhovedet gør det at spise den forbudne frugt til en handling og ikke blot en hændelse, også når man overvejer det rent filosofisk.

Jacques Lacan

Det var med loven, at synden kom ind i verden, men begge dele skal til, for at det bliver til det, som vi kalder frihed. Jacques Lacan mente, det havde med sproget at gøre.

At i det øjeblik vi selv taler og svarer, så har vi mistet uskylden, så er vi spaltede og har mistet den sammenhæng med verden, vi altid vil ønske os tilbage til – som i kærligheden eller i Paradiset. I begyndelsen var ordet.

Men det vigtige er, at dermed skabes en længsel efter noget, der altid vil mangle, men som gør os til mennesker, som søger, spørger og bevæger os. Som både får os til at begære, som Paulus formulerer det, men dermed også får os til at føle os skyldige.

Men det er også klart, at det i den forstand er et enormt ansvar, der lægges på ethvert menneskes skuldre. Når man har den fulde frihed, åbner mulighederne sig angstfuldt: Gør man det rigtige, det gode?

Igen og igen kan man fristes til at gøre oprør, løbe sin vej fra ansvaret, give de andre skylden, det er altid lettere. Finde på gode forklaringer, men dermed også miste sig selv, siger Stangerup med Kierkegaard i hånden.

Ondskaben

I bogen Brødrene Karamazov tager forfatteren Dostojevskij i kapitlet om storinkvisitoren spørgsmålet om den dømmende eller den tilgivende kirke op. Men også spørgsmålet om hvorvidt vi overhovedet kan bære selv at stå med ansvaret.

Dostojevskij har skabt en scene fra middelalderen, hvor Jesus er vendt tilbage til Jorden. I romanen er det den ateistiske og tvivlende af brødrene Karamazov, Ivan, der finder på historien om Jesus, som kommer tilbage til Jorden i Sevilla, dagen efter at 100 kættere er blevet brændt til hans ære.

Jesus lander på torvet i al sin stråleglans og menneskene flokkes om ham.

Den gamle Storinkvisitor kommer forbi, ser Jesus og får ham straks fængslet. Samme aften dukker inkvisitoren op i fængslet og holder dundertale til Jesus.

Jesus har ødelagt det hele

For ifølge Storinkvisitoren har Jesus ødelagt det hele, med al sin tale om kærlighed og tilgivelse, i stedet for at fortælle folk præcis, hvordan de skal handle. Det er simpelthen alt for meget at bære for dem.

”Du ville gøre menneskene frie, men du forstod ikke menneskene og forstod ikke, at er der noget menneskene ikke kan tåle, er det friheden. Det har vi, din kirke, derimod forstået. Menneskene elsker lykken mere end friheden. Først når de har pålidelige formyndere, der vejleder dem igennem livet, føler de sig trygge. Føler de sig lykkelige og frie.”

Kort sagt er storinkvisitorens holdning den, at Jesus skulle have brugt sine mirakler til at lede folket, at Jesus har overvurderet menneskene, og at kun de allerstærkeste kan bære den byrde, som den fulde frihed er.

Man kan ikke være ansvarlig for sine egne handlinger, uden at synd og skyld indtræder. Tine Byrckel

Dostojevskij om ondskab

Dostojevskij skrev om storinkvisitoren længe før udviklingen af de vestlige demokratier. Længe før verden fik syn for, hvilken næsten uendelig ondskab som kunne udfoldes midt i Europa, midt i disse demokratier, hvor folk selv kunne vælge en leder og havde valgt Hitler.

Spørgsmålet om skam og skyld, om loven, synden og tilgivelsen, synes at være dybt knyttet til det at tæmme de værste kræfter i mennesker, og til det at tåle vores menneskelighed og mangel på perfektion. For kan vi overhovedet tilgive os selv visse enorme svigt?

Eller bære det ansvar vi har for hinanden hver eneste dag?

Kysset brændte i hans hjerte

Hos Dostojevskij svarer Jesus ikke. Selv storinkvisitoren fratager han altså ikke ansvar, men giver ham et kys på panden.

”Og hvad så med den gamle?” spørger Alosja sin bror i Brødrene Karamazov. Og vil vide, hvordan det gik Storinkvisitoren.

”Kysset brændte i hans hjerte, men han holdt fast i sin idé.”

Tine Byrckel er filosof, skribent og psykoanalytiker.