Kirke og café: Når vi mødes om et måltid

REPORTAGE. Café Hjertetræet I Avedøre Kirke mødes det himmelske og det jordnære i et menukort med traditionel mad, som vor mor troede, at hun lavede den.

Af Kåre Gade

Det er stadig halvmørkt, da jeg står af toget. Jeg står alene på perronen og kigger ud over betonbyggeriet. Det var den forlorne hare, der lokkede mig.

Hvis man vil have hjemmelavet forloren hare, skal man besøge Café Hjertetræet. Og for at komme til Café Hjertetræet, skal man stå af Linje A i Avedøre Stationsby – et stednavn, hvis sidste del klinger nostalgisk af jernbanehotel, stationsforstander, bolsjestribede bomme i bygaden og sommersøndag i provinsen.

Avedøre Stationsby er imidlertid ingen provinsidyl, og den morgen, jeg står af S-toget, er det ikke sommer. Men her er søndagsstille, også selv om det er torsdag.

Og planlæggerne bag den almennyttige 70‘er-bebyggelse må have ment, at den modernistiske betonarkitektur manglede lidt nostalgi, for alle vejene er opkaldt efter gamle traditionelle håndværk.

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

 

Jeg går således forbi Sadelmagerportens butiksarkade med Netto, apoteksudsalg og shawarma-grill og sætter kurs mod Trædrejerporten gennem parken med den kunstige sø.

På vejen passerer jeg Bødkerporten og Karetmagerporten. De få mennesker, jeg møder, er på vej i modsat retning, mod stationen, mens de skutter sig i februarkulden.

Langs stien ligger daginstitutioner, hvor de søvndrukne børn endnu ikke er ude på legepladsen, og tandlægeklinikker, hvor personalet endnu ikke er mødt på arbejde. Så når jeg frem til Avedøre Kirke, som også virker morgenlukket.

En firlænget bygning i blødpressede, rødbrune teglsten, med mange små vinduer og et klokketårn. Indtrykket ligger et sted mellem det kommunale og det kirkelige, og det gør indholdet også.

Ud mod den tomme parkeringsplads bag kirken er der lys i vinduerne. Jeg kan se industriovn, emhætte og stålhylder pakket med konservesdåser og plasticbøtter. Jeg har nået målet for min morgenudflugt:

Café Hjertetræets køkken.

Café Hjertetræet lyder som navnet på et velmenende, kommunalt finansieret caféprojekt med socialt sigte – og det er det også. I omkring 15 år har caféen fungeret som en af Hvidovre Kommunes indslusningskanaler til arbejdsmarkedet.

Men Café Hjertetræet er også noget andet.

Den er et unikt samarbejde mellem kirke og kommune, som alle involverede parter har udbytte af. Det er en interesseforening, som holder festaftener med mad, musik og dans. Og så er det en folkekær frokostrestaurant med et menukort, som ville være meget trendy, hvis caféen lå på Vesterbro og var møbleret med skramlede genbrugsmøbler:

Et stort udvalg af klassisk smørrebrød, og dertil dagens varme ret. Gullasch med hjemmelavet kartoffelmos. Krebinetter med kartofler og stuvet hvidkål. Boller i karry. Og denne torsdag i februar, forloren hare med kartofler, brun sovs og ribsgelé.

Mit hjerte, hvad vil du mere?

“Jeg har altid boet alene, og da jeg arbejdede spiste jeg varm mad i kantinen. Siden er jeg kommet her, og så tager jeg lidt rugbrød om aftenen.” Bent Jensen

Rotpunkt-termokander

En kvinde lukker op, da jeg banker på køkkendøren. Hun fører mig gennem køkkenet, hvor en håndfuld medarbejdere er ved at begynde på dagens arbejde, giver mig en kop kaffe og placerer mig ved et bord i den tomme café.

Her er pænt og nydeligt på den kantineagtige måde. Rispapirlamper og Rotpunkt-termokander. Ingen designersmartness her.

Jeg ser, hvordan personalet pusler morgentrætte rundt i køkkenet uden at veksle mange ord. Så kommer caféens daglige projektleder, Laila Ullmann, ind ad døren, og rytmen forandrer sig.

Hun hilser på alle med deres fornavn og spørger, hvordan de har det. Med et rutineret blik danner hun sig et overblik over dagens opgaver, inden hun sætter sig med en kop kaffe over for mig.

“Jeg ved aldrig helt, hvor mange der møder om morgenen. Fra kommunen kommer der aktiverede ledige, folk i skånejob, og andre til arbejdsevnevurdering. Og fra kriminalforsorgen får jeg folk, som er idømt samfundstjeneste eller har fodlænke. De er ikke alle en lige stabil arbejdskraft, men de kan dække hinandens arbejdsopgaver, og hvis det kniber, går jeg selv i køkkenet. Vi får altid maden klar,” fortæller Laila Ullmann.

Kirkens personale bruger caféen som kantine, caféen laver kage og saftevand til konfirmanderne, og når der har været dåb, kan køkkenet servere en dåbsbrunch i caféen.

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

 

Hjertetræet er bogstaveligt talt vokset sammen med kirken.

“Mange har paraderne oppe, når det går op for dem, hvor kommunen har sendt dem hen. En kirke – uha! Nogle af muslimerne vil ikke arbejde med svinekød. Men det varer aldrig længe, før fordommene er brudt ned. Det gælder også vores gæster, som kommer her for maden og pludselig sidder og spiser sammen med præsten”, siger Laila Ullmann.

Mens jeg taler med hende, dækker et par af medarbejderne morgenbord til personalet. De sætter sig om bordet og sender franskbrød, ost, syltetøj, juice og kaffe rundt.

Her er Roxana Chelu, som er souschef og ansat af kirken. Her er Jytte Hansen, der tager sig af smørrebrødet, og hendes assistent Karina Hertsdahl, som er mor til to for tidligt fødte tvillinger. Her er Canan Karaca, der har været i køkkenet på en produktionsskole og helst laver desserter. Her er Lise Geisner Christensen, der tager sig af rengøringen, og som fortæller, at hun har flere uddannelser bag sig.

Og her er Dzemadeja Esini, som står for salatbar og bagning, og har arbejdet i caféen som fleksjobber i mere end fem år.

“Her er som regel flest kvinder. Nogle er her kun i kort tid, men mange kommer tilbage igen. De trives bedst her, måske fordi vi lægger vægt på at være et rummeligt sted,” fortæller Laila Ullmann.

Hun sender nye medarbejdere i rotation, så de får prøvet de forskellige arbejdsopgaver. I vid udstrækning vælger de derefter selv, hvad de vil arbejde med.

“Man må ikke have ansvar, når man er i aktivering, men det har de så alligevel. Ansvar forpligter. Her er alle små ledere.”

“Jeg henter altid dagens ret. Mad, som vor mor troede, at hun lavede den,” Per Kusk

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

En duft af forloren hare

Klokken nærmer sig 10, hvor caféen åbner, og maden skal være klar – ikke kun smørrebrødet, men også den forlorne hare.

Roxana Chelu har forberedt det meste dagen i forvejen, så ”harerne” blot skal i ovnen. De er ikke spækket, men barderet med bacon. Til gengæld er farsen ren svinefars i stedet for halvt okse, halvt svin.

Snart breder en besnærende duft sig i caféen.

“Vi laver al mad fra bunden og tilpasser opskrifterne en lille smule til moderne smag, så det ikke er alt for fedt, men ellers er det meget traditionel mad, vi laver. Da jeg begyndte som leder, ville jeg gerne gøre maden grønnere og mere eksperimenterende, men det vil gæsterne ikke have. De vil have god, gammeldags mad, og det får de så,” siger Laila Ullmann.

Når caféen leverer mad til særlige arrangementer, kan menuen være en nutidig buffet. Men til den varme frokost, der serveres mandag til fredag året rundt, er grundbogen Tørsleff’s Den røde Kogebog (forsiden prydes af en tegning af en tørklædeklædt husmor ved kødgryderne fra en tid hvor, hverken tørklæder eller husmødre var politisk debatstof).

Avedøre Kirke er engageret i religionsdialog med de lokale muslimer, den har del i et missionsprojekt i Tanzania, og om lørdagen er den lånt ud til God’s Ambassadors, en afrikansk migrantmenighed.

Men menuen i Café Hjertetræet henvender sig til de daglige gæster, som næsten alle tilhører det etnisk danske segment af Avedøre Stationsbys multikulturelle befolkning.

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Maden på bordet

En af dagens første kunder er en kvinde i efterlønsalderen. Hun har bestilt 22 stykker smørrebrød ud af huset. Det er til yogaholdet.

Så kommer antikvitetshandleren, maleren og de ansatte fra tandlægeklinikkerne.

“Jeg henter altid dagens ret. Mad, som vor mor troede, at hun lavede den,” fortæller Per Kusk, som er leder af materielgården bag ved kirken.

Han og kollegerne bruger også kirkens lokaler til møder og kurser. Og giver en hjælpende hånd, hvis der skal skovles sne. Bent Jensen og Birthe Andersen sidder ved samme bord og spiser forloren hare. De er genboer.

Han har spist frokost på Café Hjertetræet, siden han blev pensioneret fra jobbet hos KTAS for 15 år siden.

“Jeg har altid boet alene, og da jeg arbejdede spiste jeg varm mad i kantinen. Siden er jeg kommet her, og så tager jeg lidt rugbrød om aftenen,” siger Bent Jensen.

Birthe Andersen har været med et par gange, siden hendes mand blev begravet fra kirken. Caféen stod for maden bagefter.

“Det gjorde de rigtigt godt. Det pynter meget på en begravelse, at man får lov at sidde og spise sammen bagefter. Så begynder folk at snakke,” fortæller hun.

Dagens ret koster 45 kr. For en femmer oveni kan man få ekstra kød. Et stykke almindeligt smørrebrød koster 12 kr., mens luksussmørrebrød koster 25 kr. Og så er der dagens salat til 30 kr. – den er der også et publikum til.

Niklas Hansen arbejder for en VVS-virksomhed og kører hver dag i området.

“Jeg træner meget, så jeg er bevidst om, hvad jeg spiser. Jeg kunne ikke lave en stor salat billigere selv, så jeg spiser altid min frokost her mellem kl. 10 og 11,” siger han.

Ved nabobordet rejser Birgit Frausing sig fra sin faste plads og binder sit tørklæde. Hun har en lille portion forloren hare med sig hjem i en madkasse.

“Jeg spiser her hver dag og tager lidt med hjem til aftensmad. Man kan sagtens varme det. Vi flyttede herud i 1974. Nu er min mand kommet på plejehjem,” siger hun.

Laila Ullmann gør mig opmærksom på, at jeg nok bør stille mig op i køen, hvis jeg vil være sikker på at få forloren hare.

Roxana Chelu øser en velvoksen håndværkerportion op på min tallerken. Jeg beslutter, at det vil være en misforståelse at tage salat til – ribsgeléen må gøre det ud for det grønne islæt. Det smager himmelsk og jordnært på én gang.

 

Uforfalsket stationsbys nostalgi.

Mens jeg spiser, fortæller Laila Ullmann, at Café Hjertetræets økonomi hviler i sig selv. Men rent bortset fra det kan Café Hjertetræets værdi for lokalområdet slet ikke gøres op i kroner og øre.

“Cafépersonalet spiser også deres frokost her og hvis der er rester, kan de få noget med hjem,” fortæller hun.

Hun peger ud af vinduet på en træbygning bag p-pladsen, hvor mænd med hunde og hang til øl har deres tilholdssted.

“Vi går også nogle gange over til dem i skuret med smørrebrødsrester. Men de begyndte at blive lidt for fordringsfulde, så jeg har lagt dem på is et stykke tid.”

Køkkenet er ved at gøre klar til næste dag, da jeg siger farvel. Jeg får ikke en ekstra portion med til at varme op derhjemme, men det gør ikke noget.

Da det bliver aften, er jeg stadig mæt på den nostalgiske måde.

 

 

tørslevOPSKRIFT: Forloren hare

250 g hakket oksekød 250 g hakket svinekød 2 dl rasp 2 æg 1-2 tsk salt 1 spsk hakkede timianblade 1 dl mælk 100 g bacon i skiver 50 g smør

Vildtsauce: 1 spsk. smør 2 spsk. hvedemel ¼ l oksefond ¼ l mælk evt. kulør sort peber ribsgelé

Det hakkede kød blandes med rasp og æltes med sammenpiskede æg.

Krydderier og mælk røres sammen og tilsættes.

Farsen formes til en aflang pølse, der lægges i et ildfast, smørsmurt fad og dækkes med baconskiver.

Haren brunes i ovnen i fadet i 15 min. ved 250°.

Saucen bages sammen, farves evt. med kulør og smages til. Den hældes omkring haren. Fadet dækkes med låg eller folie.

Haren steger 25 min. ved 175°.

Den serveres i fadet, evt. med rødkål, halve æbler med gelé og brunede kartofler. Kogte kartofler og æble-selleri-salat er også godt hertil.

(Frit efter “Moderne mad – Den røde Kogebog” fra Tørsleffs Husmoder Service, 47. oplag)