Ekspert: Parforholdet kræver benhårdt arbejde

INTERVIEW. Sognepræst om ægteskabet og kærligheden, er det en pligt eller en holdning? 

Af Marianne Lentz

“Det er lidt som et stykke tøj, der passer os utroligt dårligt. Og skal vi så sy skjorten om, skal vi træne os selv, eller skal vi helt lade være at tage den på?”

Pernille Østrem er sognepræst i Stefanskirken i København, og ovenstående er hendes analogi til parforholdet, som det tilsyneladende opleves af mange i dag. Ifølge præsten er kærligheden, og i særdeleshed den ægteskabelige kærlighed, i krise.

”Det er en krise, at så mange mennesker føler sig ensomme, og at det at være i et parforhold – som jo kan skabe uendelig glæde og udvikling og har potentiale for alt muligt – også skaber så meget sorg og ulykke. Det er virkelig et samfundsproblem. Og et eksistentielt problem, og sikkert også et økonomisk problem for samfundet. Vi er alle sammen meget mere hjemløse, end vi behøver at være,” slår hun fast.

”Det er en krise, at så mange mennesker føler sig ensomme, og at det at være i et parforhold også skaber så meget sorg og ulykke.” Pernille Østrem

Årsagen skal man ifølge Østrem finde i uoverensstemmelsen mellem vores forestilling om kærligheden og så det, man kan kalde virkelighedens kærlighed: ”Det er ikke blevet sagt højt nok – og der har heller ikke rigtig været nogen talerstol at stille sig op at sige det på – men det er benhårdt arbejde at være i et parforhold. Det kræver 120 procent. Ikke 120 kilometer i timen, men 120 procent, og så helt ned i gear.”

Den københavnske præst blev landskendt, da hun over otte uger gav råd og vejledning til tre unge par i den første udgave af DR-programmet ’Gift ved første blik’. Her indgik seks singler på jagt efter kærligheden i et eksperiment:

De skulle giftes med en person, de aldrig havde mødt før. Holde bryllupsfest, tage på bryllupsrejse, flytte sammen og få en hverdag til at fungere. Parrene blev matchet af et ekspertpanel bestående af en antropolog, to psykologer og en præst – Pernille Østrem.

Programmet, der i sendeperioden var det mest sete på DRs streamingtjeneste, vakte både debat og forargelse, men fik også ros for at være autentisk, begavet og tankevækkende.

Pernille Østrem er da heller ikke i tvivl om, at ’Gift ved første blik’ ramte ned i noget centralt. ”Det var som at hælde vand på en udtørret potteplante,” siger hun. ”Parforholdet er jo en samfundsbærende struktur, som de fleste af os gerne vil ind i. Men vi har meget få redskaber til at få det til at fungere.”

 

Det tager tid at skændes

I 2012 var der 15.709 skilsmisser i Danmark. Det er lidt flere end de foregående år, ligesom skilsmisseprocenten på 43 procent er steget og nu ligger på det højeste niveau siden 2005.

Dertil kommer de ugifte par, som gik fra hinanden i årets løb. Det var givetvis ikke det, der var planen. De mange par, der hvert år giver hinanden deres ja foran alteret, og som lover at elske hinanden i lyst og nød til døden skiller dem ad – de indgår vel en kærlighedskontrakt, fordi de planlægger at holde fast i den.

Men hvorfor går det så alligevel galt i næsten halvdelen af tilfældene?

I sit arbejde som præst møder Pernille Østrem mange unge mennesker, der har svært ved det med kærligheden. Og hun har gjort sig en række observationer, som synes at gælde for et bredt udsnit af dem.

”Jeg møder tit mennesker, som ikke rigtig har brug for en anden. De kan sagtens klare sig selv økonomisk og følelsesmæssigt, og de får en masse behov dækket hos deres venner. De er ekstremt selvstændige. Og det kan gøre det lidt svært at leve i et kærlighedsforhold, for der må man faktisk godt være lidt afhængig af den anden. Dér må det gerne være sådan, at alting ville bryde sammen, hvis den anden ikke længere var der,” siger hun.

 

”Vi lever i et meget ægteskabsfjendtligt samfund.”
Katrine Winkel Holm, teolog og debattør

 

Kærlighed som pligt

Teolog og debattør Katrine Winkel Holm er forfatter til bogen ’Rend mig i kødgryderne’ – et opgør med ideen om, at kvinder skal prioritere karrieren på lige fod med mænd.

Konsekvensen af det er ifølge hende, at familien som kulturbærende institution devalueres, og at børnene bliver taberne. ”Vi lever i et meget ægteskabsfjendtligt samfund. Det er hårdt at være en familie i dag, hvis man ser på normen med dobbeltarbejde og to børn. Det er meget barsk. Man er sendt i øst og vest, ser kun hinanden ved 17-tiden, og der når man lige at skændes om, hvem der skal tømme opvaskemaskinen,” siger hun.

Og så går det ifølge Winkel Holm, der selv er gift og mor til tre, galt, fordi det, hun kalder pligtkærligheden, har dårlige kår i dag. Ideen om at man skal elske sin kone uanset hvor bredbaget og gråhåret, hun er blevet, er ikke længere et etos, vi efterlever.

 

Kærlighed som religion

I stedet har vi med tiden opbygget en illusion om, at kærligheden udelukkende er baseret på følelser, og hvor troskaben falmer, når brusen er gået af forelskelsen.

”Det kristne ægteskab skal baseres på et løfte. I dag har man skrællet pligten ud og gjort ægteskabet til en kærlighedsfest, så hvis bare man elsker hinanden, har man krav på Guds velsignelse, for han elsker folk, der elsker hinanden. Vi har gjort kærligheden til noget religiøst – en religionserstatning. Vi forventer, at kærligheden tåler alt, udholder alt, men pointen i det skriftord er, at det er Guds kærlighed, der tåler og udholder alt. Den jordiske kærlighed kan ikke klare sig uden et løfte, og hvis du ikke har det, så overbelaster du den,” lyder det fra Winkel Holm.

Hun beskriver, hvordan folk i hendes kvarter bliver skilt for et godt ord. ”Det er vores tids borgerlige moral. I dag er det blevet sådan, at når du ikke længere er forelsket, så har du ret og næsten også pligt til at gå. Så er det uoprigtigt. Det er en gammel, romantisk, kulturradikal forestilling. Og der har kirken et modbudskab, som siger, at kærlighed er meget større og meget mere krævende, indskrænkende og behovsudsættende – det er en afkaldsetik. Men den er ikke særlig populær i dag.”

“For at kunne efterkomme den pligt, som Bibelen taler om, er vi nødt til at trække på de erfaringer med kærlighed, vi har fra andre relationer – fra ægteskabet, forældreskabet, søskenderelationer og venskaber.”
Pia Søltoft, lektor

 

At beslutte sig for kærligheden

Spørger man Pia Søltoft, forskningslektor og ph.d. ved Søren Kierkegaard Forskningscentret, er der kun én kærlighed, som kan være en pligt, og det er næstekærligheden.

”Men for at kunne efterkomme den pligt, som Bibelen taler om, er vi nødt til at trække på de erfaringer med kærlighed, vi har fra andre relationer – fra ægteskabet, forældreskabet, søskenderelationer og venskaber. Uden dem ville vi ikke vide, hvad det at elske var,” forklarer hun.

Når forelskelsen falmer i ægteskabet – og det ved Kierkegaard godt, at den uvægerligt gør, selvom han aldrig selv blev gift – må man finde støtte i den beslutning, man traf, da man giftede sig: ”Den ægteskabelige kærlighed hviler ifølge Kierkegaard på forelskelsen og bliver ved ægteskabets indgåelse tilsat en beslutning. Hvis man som par vælger at leve sammen for Gud, forpligter man sig også til at holde den beslutning og bevare kærligheden.”

”Den ægteskabelige kærlighed hviler ifølge Kierkegaard på forelskelsen og bliver ved ægteskabets indgåelse tilsat en beslutning.”

Kierkegaards syn på ægteskabet stemmer altså meget godt overens med Katrine Winkel Holms udlægning; at vi må holde fast i det grundlag, vi har forpligtet os på.

Men hvordan passer disse bud om forpligtelse og afkald til det moderne menneskes liv og selvopfattelse? Vi er alle blevet projektmennesker med individuelle ambitioner og behov, og spørgsmålet er, om det kan kombineres med ægteskabet, som det tager sig ud i den bibelske optik.

Det spørgsmål har Pernille Østrem også stillet sig selv. Om det klassiske parforhold har spillet fallit, og vi skal til at revidere vores opfattelse af, hvad det vil sige at leve sammen i en kærlighedsrelation. Det mener hun ikke, at vi nødvendigvis behøver. Til gengæld er hun ikke i tvivl om, at der kan være god grund til at korrigere ideen om, hvad kærlighed og ægteskab er og skal være. Til en start kunne man bruge sin sunde fornuft noget mere.

 

Meningen ligger i udvekslingen

”Der er ikke noget galt med at være forelsket og erotisk tiltrukket af hinanden, men vi kan faktisk godt øve os i at træffe sunde valg. Det kan godt være, det ikke er så sexet, men når forelskelsen opstår, skal man kigge på, hvor man passer dårligt sammen, og hvor man kan komme til at såre hinanden. Og sige: Her skal vi slå til. For forskelligheden kan også skabe en dynamik, som kan gøre en klogere både som individ og som par.”

Dermed er vi tilbage til redskaberne. Det er i Østrems optik altafgørende, at man i begyndelsen af et forhold finder frem til nogle gode måder at løse konflikter på.

For eksempel kan man øve sig i at udvise storsind over for den andens fejl og mangler. Til gengæld mener hun ikke, at man skal forvente, at det grundlag, man blev gift på – forelskelsen og kærligheden – er nok i sig selv.

Og selvom hun i lyse øjeblikke godt kan blive forelsket i sin mand, som hun har kendt i ti år, er det ikke den romantiske kærlighed, hun baserer sit dagligliv på:

”Det er et valg og en sammentømring og at vi har arbejdet os gennem kriserne; alt det, vi har bygget op sammen. Det er det, at jeg kender ham så godt og ved, at når han gør sådan der, så skal jeg bare lige holde min kæft. At jeg har opbygget en mildhed, hvor jeg måske tidligere i forholdet ville have råbt af ham hver gang, han gjorde det – nu ved jeg, at jeg bare lige så stille skal sætte mig ind ved siden af.”

“Og det er en kærlighedshandling. Jeg ofrer mig, jeg træder til side, jeg går på kompromis med min umiddelbare måde at reagere på, og det skaber så meget dynamik, og man får så meget tilbage.”

 

Pernille Østrem: Foto: Miklos Szabo
Pernille Østrem: ”Parforholdet er jo en samfundsbærende struktur, som de fleste af os gerne vil ind i. Men vi har meget få redskaber til at få det til at fungere.” Foto: Miklos Szabo

 

 At vise sig som uperfekt

Konflikter og sorg og vrede og alle de grimme følelser kan ikke undgås, når man er tæt på et andet menneske.

”Jeg kunne godt tænke mig, at alle par, der blev gift, havde mulighed for at tale om deres syn på utroskab på et oplyst grundlag.”
Pernille Østrem, sognepræst

Til gengæld giver intimiteten og nærheden mulighed for at vise sin sårbarhed og sin uperfekthed.

”Der er chancer for at få lov til at være et meget ærligt menneske. Og hvis man viser sig selv frem som uperfekt, oplever jeg, at det genererer mere ærlighed og omsorg. Og man kommer dybere ned i sine personlige og eksistentielle lag. Det kan blive meget umiddelbart, hvad meningen med livet er. Det sker simpelthen i udvekslingen – hvor man viser sin sårbarhed og griber ud efter hinanden og standser op, fordi der er en, der har brug for hjælp.”

Østrem italesætter ikke kærlighed som pligt eller beslutning, men snarere som noget, der er nedlagt i os fra fødslen. Noget, der strømmer igennem os, og som det ville være dumt ikke at give videre. ”Vi er tanket op fra starten. Meningen er givet, og den var, at vi skulle sprede kærlighed og have mellemværender med hinanden – ikke være alene. Grundlaget er sat, vi skal bare kaste os ind i kampen.”

 

Kirkens ansvar

Og kirken, hvor befinder den sig i alt det her?

Den har naturligvis et ansvar, mener Pernille Østrem. Den måtte godt være langt mere på banen, end den er i dag, når det kommer til at hjælpe folk gennem de perioder, hvor kærligheden har trange kår.

”Vi er jo toastmaster ved den første time af folks bryllup. Og man kan med hele sit væsen vise, at det her er jeres kirke, jeg er jeres præst, og her får I hjem, når I gifter jer. Det er her, I kan vende tilbage, både når I skal sige tak, men også, når I føler jer hjemløse og ikke ved, hvor I ellers skal gå hen. Hvis det spejles og vises og siges i alt, hvad der sker, så synes jeg, kirken har taget ansvar.”

For tiden arbejder hun på at udvikle et koncept, hvor kirken stiller sig til rådighed før eller efter brylluppet. Det involverer både parterapi og samtale, livstydning og snak om 5 kropslighed. Og der er mange ting, man kan tale om på forhånd, hvis man spørger Pernille Østrem:

”Jeg kunne godt tænke mig, at alle par, der blev gift, havde mulighed for at tale om deres syn på utroskab på et oplyst grundlag – hvor der for eksempel var en psykolog eller præst med særlige evner til stede, som kunne give nogle redskaber til at føre den samtale.”

Hun afslutter: ”Og hvad med om vi var lidt mere ærlige om, at parforhold er megasvært. Vi må godt se hinanden lidt nøgne. Det er jo et kollektivt problem, når en samfundsbærende struktur som ægteskabet vakler. Det må vi ikke være nonchalante med.”

DEL ARTIKEL: