Gerda Neergaard Jessen er sognepræst i Skorup Tvilum Pastorat. Tvilum Kirke ligger ved Gudenåen og er resterne af et firefløjet klosteranlæg fra 1250. Foto: Miklós Szabó

Hvad prædiker præsten, når søndagens tekst handler om dommen? Taler folkekirkepræster i 2018 overhovedet om dommedag? Præsterne Jens Ole Christensen og Gerda Neergaard Jessen er enige om én ting: Dommedag er en dejlig dag for kristne.

Af Kristoffer Granov

Udenfor giver den vedholdende og iskolde regn den mørke novembersøndag en passende småapokalyptisk stemning. På Ryesgade troner Nazaret Kirke, hvor den udgør en missionsk lomme på et Østerbro, der sædvanligvis ellers er mere præget af økologi og lønninger i djøf-klassen end gudsfrygtig teologi.

Med sin myndige stemme indleder sognepræst Jens Ole Christensen dagens gudstjeneste med at præsentere dagens tema. Vi kan ligeså godt kalde en spade for en spade, siger han, og leverer søndagens tema:

Det handler om “dommen, der ikke kan ankes. Det endelige afsluttende regnskab.”

Domssøndag med nåde eller evig ild

Det er nemlig den sidste søndag i kirkeåret, og dagens tekst er fra Mattæusevangeliet, hvor Jesus på dommedag kommer tilbage til Jorden for at dele alverdens mennesker op i dem, der har fortjent det evige liv, og dem, der er dømt til fortabelse og med al sandsynlighed skal en tur i helvede.

Dagen er fra gammel tid kendt som ‘domssøndag’, fortæller præsten.

 

  Vi skal forstå dommen som både den største rystelse og den største befrielse. Jens Ole Christensen, præst ved Nazaret Kirke

 

Scenariet er ifølge apostlen, at ‘alle folkeslagene’ skal samle sig foran Jesus, hvorefter han vil skille dem “som en hyrde skiller fårene fra bukkene.”

Jesus opregner allegorisk en håndfuld gerninger, som de frelste har udført og således optjent retten til Guds nåde. Dernæst siger han barskt til den tilbageværende del af menneskene:

“Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Den største rystelse og den største befrielse

Det kan umiddelbart virke nådesløst af Jesus, sådan at basere skellet mellem himmel og helvede på gerninger. Sognepræst Jens Ole Christensen lader da også til at undre sig over netop det forhold.

“Handler det hele så om præstationer?” spørger han retorisk sin menighed.

“Hvad med nåde og tilgivelse?” spørger han ud i kirkerummet.

Den godt fyldte kirke lytter intenst afventende. For, som Christensen formulerer det, “hvordan kan man tage dommen alvorligt og samtidig forstå kristendommen som en nådereligion?”

Han forklarer, at man skal lægge mærke til, at delingen af menneskene finder sted før dommen. Gennem hele Bibelen bruges får som billede på kristne, og derfor må adskillelsen forstås som en deling af de troende og de ikke-troende. For før gerningerne kommer troen, og det er den – siger han med Martin Luther som reference – der alene kan frelse.

“Derfor skal vi forstå dommen som både den største rystelse og den største befrielse,” tilføjer han.

Jens Ole Christensen er sognepræst i Fredens og Nazaret Sogn på Østerbro i København. Nazaret Kirke er indviet i 1904 – i samme periode som
mange andre kirker blev opført i de dengang nye og tætbefolkede brokvarterer. Foto: Miklós Szabó

Bogstavtro og klar forkynder

Jens Ole Christensen tilhører det, man kan kalde en bogstavtro del af folkekirken. Han har rødder i det missionske miljø, hvor hans far var forstander på Luthersk Missions Højskole, og han har selv været generalsekretær i Luthersk Mission og er kendt som en ivrig debattør i Kristeligt Dagblad.

Han er blevet beskrevet som en sjældent klar forkynder, hvilket da også klinger som en præcis beskrivelse denne søndag på Østerbro.

Værdimæssigt placerer han sig klart på nogle af de parametre, der sædvanligvis skiller vandene. Han forsvarer ægteskabet som en institution, der udelukkende gælder en mand og en kvinde, og under gudstjenesten samles der ind til en organisation, der kæmper imod retten til abort.

Nogle dage senere tager Jens Ole Christensen imod i præstekontoret i Ryesgade.

“Jeg prædiker ikke dommedag, fordi jeg har lyst. Jeg prædiker dommedag, fordi jeg har fået et bundet mandat, som jeg er forpligtet på, og som nogle søndage er mere muntert end andre,” fortæller han og uddyber:

“Hvis jeg er bundet til at prædike et budskab, som ikke er mit eget, så er jeg bundet både de dage, hvor det kradser, og de dage, hvor det er honning for ørerne.”

Dommen er et opgør med ondskaben

Præsten fortæller, at domsteksten er en af de svære dage i kirkeåret. Han forklarer, at han har, hvad nogle vil kalde et ‘klassisk’ syn på dommen:

  Jeg synes ikke, dommen er en specielt dejlig tanke, men jeg har det rædselsfuldt med alternativet: en verden, hvor der ikke er et opgør med ondskab. Jens Ole Christensen, præst ved Nazaret Kirke

“At der kommer en gang i fremtiden, rent historisk, en dommedag. Nogle vil tale eksistentialistisk og sige, at dommedag er hver dag, men det behøver ikke være en modsætning. Det andet sted, hvor min opfattelse kan være kontroversiel i forhold til det, jeg opfatter som mainstream i folkekirken, det er, at jeg tror, at der i den dom er både en frelse og en fortabelse. Selvom jeg altid gør mig klart, at det ikke er mig, der sidder på domstolen. Det er Kristus.”

Er den fortabelse så helvede?

“Ja, det udtryk bruger Jesus, derfor tror jeg, der er et helvede, selvom det er sjældent, jeg bruger det ord.”

Opgøret med ondskaben

Rent kommunikativt, tilføjer præsten, er det ikke nødvendigvis formålstjenstligt at bruge ordet, da det kan skabe billeder af helvedes torturkamre i folks hoveder.

“Jesus bruger to udtryk, der står og spænder mod hinanden. Han taler om fortabelsen som ‘ilden’, og han taler om fortabelsen som ‘mørket udenfor’. Og når han bruger så forskellige billeder, så vil jeg have lov til at tænke om det, at det er billeder.”

Hvorfor skal der være en dom udefra, når vi nu har et juridisk system til at tage sig af den slags?

“Fordi ondskab findes, og en gud, der ikke dømmer, er en gud, der slutter fred med ondskaben. Jeg synes ikke, dommen er en specielt dejlig tanke, men jeg har det rædselsfuldt med alternativet: en verden, hvor der ikke er et opgør med ondskab.”

 

  Man skal ikke true folk til at tro på Gud, og det er kristendommen blevet brugt til. Gerda Neergaard Jessen, præst i Skorup-Tvilum Pastorat

 

Men dommedag er langt fra bare fortabelsen. Det er derfor Jens Ole Christensen taler om den største rystelse og den største befrielse.

“Hvis det er Jesus, der sidder på domstolen, så er det ham, der døde for vores skyld, der sidder der, og i det øjeblik han siger ‘kom hid til mig,’ så kan de komme an alle sammen. Så har de mødt deres overmand. Min egen samvittighed, min egen selvkarakteristik eller andres vurdering af mig. Det er den største befrielse. Den største rystelse er, at han på dét sted også siger ‘gå bort fra mig’.”

”Det er forestillingen om, at man bliver frelst på den yderste dag, der giver dom-medagen sit glade budskab: “Der er en glæde i dommen. Jeg kommer til at møde ham, der elsker mig,” siger Jens Ole Christensen.

Med dommen kommer lyset

Der ligger en tæt tåge over det midtjyske landskab i modsætning til den piskende regn på Østerbro. Vi er i Skorup-Tvilum Pastorat, hvor sognepræst Gerda Neergaard Jessen har ansvaret for to middelalderkirker og en præstegård, der har fungeret som sådan siden reformationen.

Varmen fra en buldrende brændeovn fylder stuen i den gamle præstegård, og i modsætning til den omkransende tåge er Gerda Jessen klar i sin tale:

“Vi glæder os til dommedag,” siger hun og uddyber:

“For det første skal man se på, hvad dommens funktion er. For dommen kan godt komme til at hænge over hovedet på os som en trussel, og som noget man frygter, og det er den også blevet brugt til. Man skal ikke true folk til at tro på Gud, og det er kristendommen blevet brugt til.”

“De evige luer og at blive ristet over Djævelens trefork og den slags. Men vi går fejl i byen, hvis vi tror, det er det, der er dommens funktion, fordi mere end noget andet er dommedag forkyndelse – og det er noget glædeligt.”

Gerda Neergaard Jessen er sognepræst i Skorup Tvilum Pastorat. Tvilum Kirke ligger ved Gudenåen og er resterne af et firefløjet klosteranlæg fra 1250. Foto: Miklós Szabó

Alle anerkender en ende

Dommedag skal ifølge præsten forstås som en konkret begivenhed, der vil markere enden på den del af den menneskelige eksistens, vi hidtil har kendt til.

“Det er en historisk begivenhed – lige så vel som verden har en begyndelse, vil den også have en slutning. Og det er alle jo enige om, om man er kristen fundamentalist eller naturvidenskabsmand eller ganske almindelig folkekirkedansker, så kan alle være enige om, at der er en begyndelse og en slutning. Og den slutning hedder i den kristne kirke dommedag.”

Gerda Jessen forklarer, hvordan teologien anser menneskelivet for at udspille sig i en mellemtid, hvori man går og afventer, at Jesus vender tilbage. Og det må man endelig ikke opfatte som en trussel, men snarere en forventning.

 

  Du skal vide, at ting, du siger og gør, de vil ikke blive glemt. De vil blive set på, og de vil blive gennemlyst, men de vil også blive rummet. Gerda Neergaard Jessen, præst i Skorup-Tvilum Pastorat

 

“Dommedag er dér, hvor det hele slutter. Kristendommen er jo en tidslinje, en historisk religion, der begynder med en begyndelse, hvor det første, der sker er, at Gud siger, at der skal være lys. Så kan man sige, at det er lysets historie mod mørket, som kører hele tidslinjen igennem indtil dommedag.

Dér kommer lyset endelig og fortrænger al mørket. Det er ikke bare et fysisk lys, det er et eksistentielt lys, det er frelsens lys, der kommer og gennemlyser alt.”

Også ifølge Grundtvig er dommedag en dejlig dag, hvis man er kristen:

“Ej mer du gruer for dommedag, du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet.”

Fælles om Gud som frelser

Det er i salmen ‘Rejs op dit hoved, al kristenhed’, at salmedigteren og præsten præsenterer sit syn på dommens dag.

Både Jens Ole Christensen og Gerda Jessen deler Grundtvigs opfattelse af dommedag som en både glædelig og historisk begivenhed, hvor Guds nåde frelser.

 

  Dommedag er en aflastning af det enkelte menneske. Det er at se i øjnene, at du er et menneske, der er fuld af huller og fejl, at du ikke er perfekt, og at du heller aldrig bliver det. Gerda Neergaard Jessen, præst i Skorup-Tvilum Pastorat

 

Men de to præster er ikke helt enige, når det gælder skellet mellem den evige ild og det evige liv. Jessen mener ikke, man kan skelne så skarpt mellem troende og ikke-troende i forhold til fortabelsen. Hvor Christensen mener, at alle, der inden dommen bekender sig til troen, kan blive frelst, mener Jessen ikke, at Gud opererer med den slags deadline.

“Guds frelservilje er, at alle skal kaldes til ham,” siger hun og henviser til flere steder i Bibelen, hun mener understøtter det syn.

“Det andet synes jeg er et for snævert perspektiv på Gud,” tilføjer hun.

Gud har ingen deadline

For Gud er der nemlig ikke forskel på levende og døde og heller ikke på troende eller ikke-troende, uddyber hun. For når Jesus kommer og gennemlyser alting for alle, kan man stadig nå at gøre op med sig selv, om man tror på ham.

“For Gud er deadline dommedag. Guds deadline er ikke min dødsdag eller din dødsdag.”

Samtidig ville en Gud, der ikke har plads til de ikke-troende, ikke være en nådig og kærlig Gud, og den forestilling passer ikke på Gerda Jessens gudsbillede. Ved en lidt mere rummelig forståelse af dommedag, undgår man, ifølge Gerda Jessen, også sekteriske grupper, der ser sig selv som særligt udvalgte, kan lukke sig om sig selv. Det gavner ikke forkyndelsen og kan være med til støde folk fra kirken.

Men når dommedag oprinder, fastholder Gerda Jessen, at Jesus vil manifestere sig på Jorden.

“At Jesus rent faktisk fysisk kommer mig i møde, det er med til at gøre forventningens glæde stor. At det skulle være en rent åndelig begivenhed, det virker for nervøst og flagrende på mig.”

Og det er netop denne klare forkyndelse, som Gerda Jessen mener, der er brug for i en individualistisk tid, hvor mange mennesker er tynget af voldsomme krav til sig selv:

“Dommedag er en aflastning af det enkelte menneske. Det er at se i øjnene, at du er et menneske, der er fuld af huller og fejl, at du ikke er perfekt, og at du heller aldrig bliver det – og du skal heller ikke stræbe efter det. Men du skal vide, at ting, du siger og gør, de vil ikke blive glemt. De vil blive set på, og de vil blive gennemlyst, men de vil også blive rummet.”

Kristoffer Granov er cand.scient.soc. i samfundsvidenskab og filosofi og jourhavende redaktør på magasinet Atlas

Tema:
Dommedag