Indlæg

Digt: Den der var her før er her ikke mere

DIGT. 

Af Mirian Due, forfatter

Hvorfor græder du? spørger Jesus Maria ved graven.

Hun ved ikke, det er ham. Graven, hvor hans krop skulle ligge, er tom. En engel sidder, hvor hovedet skulle have ligget. En, hvor fødderne skulle have ligget.

Jeg pakker ting ud i en lejlighed, tænker på, hvornår jeg skal pakke de samme ting ned igen. Tallerknernes vægt fordobles. Jeg sætter dem op i skabet ved et ekstra løft.

Et birketræ med den hvide bark ubrudt lyser på plænen på Bispebjerg Kirkegård. En række biler er ved at forlade en grav, som stadig er åben.

Jeg lægger mig ned. Græsset knaser under vægten af mit hoved. Jordens kulde siver op i mit hår; under øjenlågene et varmt mørke.

Det, jeg ikke længere har, bærer jeg med mig. Sorgen er sort stof.

Til frokost hos en veninde på Selma Lagerlöfs Allé. Jeg har købt croissanter, hælder te op, legetøj ligger på gulvet.

Barnet sidder ved siden af mig i en højstol. I en kælder har en kvinde ladet tingene stå, som om døden ikke var indtruffet:

Gummistøvlerne ved siden af træsko, på en lille bænk paraplyerne og stokken, oven over bænken en regnjakke, en arbejdsjakke, en termojakke, en havejakke.

I den anden ende af rummet står et skrivebord under et højtsiddende kældervindue. På skrivebordet står papirbakker, mens kuglepenne med firmalogo på sidder i kuglepensholderen.

Midt på bordet ligger et skriveunderlag med et verdenskort på, oven på underlaget ligger en brevkniv med skaft af hjortetak sammen med rudekuverter, postkort.

Bag skrivebordet står stigereoler op ad bagvæggen. Blå og sorte ringbind er sorteret efter årstal, med begyndelse i øverste venstre hjørne.

Ved siden af reolerne hænger skifterammer; afrevne kalenderblade fra en ældre reklamekalender med otiver af marker og maskiner.

Ved Utterslev Mose står et træ, hvor stammen er mørk og kort, inden træets tætte kratagtige krone preder sig ud.

Jeg sætter dagen frem som en afskåret rose i et glas, siger, det er en god dag.

Inde i denne gode dag er en anden dag, som også kunne have været, men som ikke er. Det er dagens skygge. Det er dagens sorte måne.

Søen ligger stille. En scooter kører langs skovkanten.

På Alte Nationalgalerie i Berlin hænger et maleri af Menzel med store uudfyldte felter. Felterne står som vide plamager midt i en menneskemængde. Det ses på omridsene, at der på pladserne skulle have været afbilledet personer.

De ikkemalede mennesker står som hvide silhuetter i billedet, som tåge op om et birketræ.

Man kan se, at nogle af de ikkemalede mennesker skulle have været i samtale med de malede mennesker i billedet. Nogle skulle have været små.

En familie lægger blomsterkranse på en grav. En mand lægger roser på en grav. Blomsterbuketter ligger spredt ud over plænen, hvor gravstenene ligger nede i græsset over urnerne.

Graven er stedet den døde krop opbevares. Hvor den døde krop trænger ud i jorden. Roserne bliver hvide i frosten. Ved tø synker de sammen.

Om sommeren går børn på hænder hen over græsplænen med sprællende ben.

Min veninde på Selma Lagerlöfs Allé er flyttet ind i et hus, der er større, end hvad hun har møbler til. Hun fylder rummene med mennesker, hun kender; inviterer på besøg.

Vi spiser i køkkenet. Jeg skærer et stykke brød med fiskepålæg ud til barnet. Det, som jeg tabte, eller det, som tabte mig, bevæger sig parallelt ved siden af mig på samme måde, som objekter bevæger sig i lufttomt rum; lydløst, med samme hastighed, som de blev tilført ved tabet, afstødelsen.

Jeg bevæger mig i en fortsat glidende bevægelse fremad som en måne. Som en airhockeypuk.

Om efteråret gror vintersæden som lysegrønne dun ud over marken. Om foråret har afgrøden dækket marken. Jeg river totter af strå op af jorden. Stråene knaser, når de giver efter.

Min udlejer opbevarer ting og møbler, fra da hun boede i lejligheden, i lejlighedens største stue. Stuen er lukket af, en vissen palme hælder ind foran vinduerne.

Breve står i plastickurve på et sofabord.

Jeg sætter døren på klem ind til rummet; det bedste lys i lejligheden kommer derfra. Mælk siver ud i min te, gør den uigennemsigtig. Jeg bider i en croissant, den smuldrer ned på tallerknen.

Håret mos gror hen ad plankerne og bunden af en træbåd. Årene bader i den grågrønne vandoverflade. Jeg tænker på, hvor længe frosten holder kroppen hel i jorden, tøvejr får den til at bryde sammen.

Jeg pynter det, der ikke længere er, med roser. Skærer madder ud, barnet spiser.

Jeg lukker mine øjne. Står oppe og kigger ned i graven. Står ude og kigger ind i graven. En lysende skikkelse i gravens brudte mørke.

Hvem leder du efter? Den, der var her før, er her ikke mere.

MIRIAN DUE
f. 1982, forfatter.

Har udgivet digte og poesi i forskellige danske og skandinaviske
tidsskrifter og aviser.

Medvirker med en række salmer i det kommende tillæg til Den Danske Salmebog,
Kirkesangbogen.

Cand.mag. i dansk 2010 og uddannet fra Forfatterskolen 2015.

Født i Vestjylland, bosat i København NV.

Leder: Hvad har kristendommen at sige om det evige liv og opstandelsen?

Memento mori – husk, at du skal dø. Det er emner som disse, man kan læse om under temaet ‘Til jord skal du blive’.

Læs mere

“Husk at du skal dø”

BAGGRUND. Danskernes forhold til døden er præget af kollektiv fortrængning og traditionstab. Skal sundhedsvæsen og folkekirke blive bedre til at samarbejde om at fremme en bedre dødskultur?

Af Anna-Lise Bjerager

62-årige Claus Søndergaard og hans kone havde aldrig talt om døden forud for den forårsdag i 2010, da de sad på Herlev Hospital over for en læge, der sagde:

”Anne-Grethe, du har kræft i knoglerne, og der er desværre ikke noget, vi kan gøre.”

”Det var ubeskriveligt forfærdeligt at få den besked. Det sortnede for øjnene, og man vidste ikke, hvad man skulle sige eller gøre. Alligevel var vores første reaktion fornægtelse. Jeg kan huske, at vi sagde til hinanden, da vi gik ud fra hospitalet: ’Dette her bekæmper vi’,” siger Claus Søndergaard.

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

 

Han fortæller om sin kones halvandet år lange og svære sygdomsforløb, mens han byder på te hjemme i rækkehuset i Søborg, hvor hendes navn stadig står på messingskiltet ved entrédøren. Anne-Grethe var folkeskolelærer ligesom Claus selv, og de havde kendt hinanden i 18 år, da de besluttede sig for at blive gift. De mente, at et giftermål ville gøre tingene enklere, hvis en af dem skulle falde bort.

”Vi talte faktisk heller ikke om døden ved den lejlighed. Men jeg tænkte da i mit stille sind, at det nok var mig, der døde først. Jeg har røget og slet ikke levet så sundt et liv som Anne-Grethe,” siger Claus Søndergaard.

På et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet kom parret i kontakt med hospitalspræst Tom Kjær, og det blev af afgørende betydning.

”Anne-Grethe og jeg havde meget svært ved at tale om døden. På en måde forstår jeg det ikke, for jeg er vokset op med døden. Min far døde, da jeg var 14 år, og som dreng læste jeg Johan Herman Wessels digt ”Smeden og bageren” i skolen. Slutningen på digtet kan jeg stadig huske:

”Beredt til Døden altid vær! Den kommer, naar du mindst den tænker nær”.

Men vi havde nok begge et stærkt håb om, at lægerne tog fejl. Vi håbede på et mirakel til det sidste. Vi havde også så mange fremtidsplaner. Vi skulle snart på pension begge to, og så skulle vi rejse. Men hospitalspræsten hjalp os med at få taget hul på det. Han talte med os både hver for sig og sammen om vores sorg og bristede forhåbninger. Men også om begravelsen og alt det praktiske. Det var meget forløsende.”

 

Døden er privat

Claus Søndergaards kone var en af de cirka 50.000 danskere, der dør hvert år. De fleste danskere har et ønske om at dø som Anne-Grethe, i fred og ro derhjemme eller på hospice, omgivet af deres kære.

Men sådan ser virkeligheden kun ud for et fåtal. Halvdelen af dødsfaldene i Danmark sker på hospitalet, og den anden halvdel sker på enten plejehjem eller i eget hjem. Kun ganske få dør på hospice. Det viser en undersøgelse fra Pavi, Videncenter for Rehabilitering og Palliation.

I det hele taget ligger danskernes forestillinger om deres egen død et stykke fra realiteterne, siger centerchef Helle Timm.

”Danskerne ved faktisk ganske meget om døden, viser vores undersøgelser. Men samtidig drømmer de om den bedst mulige død for sig selv og deres nærmeste. Nemlig at de må dø hjemme eller på hospice. Det synes jeg egentlig ikke, der er noget mærkeligt i. Jeg vil ikke sige, at døden er tabu for danskerne. Snarere at døden er noget meget privat, som man nødig vil tale om med en læge, der måske kun har ti minutter til sin rådighed,” siger hun.

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

 

Helle Timm, der er professor i sundhedsvidenskab og kultursociolog, mener den vestlige verden lider af en slags kollektiv fortrængning i forhold til døden.

”I vores kultur gælder det om at være dynamisk og fremadstræbende og udnytte tiden. Men det er et eksistentielt vilkår, at vores tid på jorden ophører på et tidspunkt, og det forsøger vi at fortrænge,” siger Helle Timm, der forudser, at døden vil komme mere på dagsordenen i fremtiden.

”For ikke så længe siden var det børnene, der udgjorde den største gruppe i dødelighedsstatistikken. Børnene døde ofte i deres første leveår, fordi der ikke var medicin til at kurere de mest harmløse sygdomme. I dag er det de gamle, der dør, og det er i udgangspunktet godt. Men i takt med at lægevidenskaben gør det muligt for de gamle at leve med deres sygdomme i stadig længere tid, vil der opstå flere dilemmaer, som vi bliver nødt til at forholde os til,” siger hun.

 

Døden på film

Hospitalspræst Tom Kjær har gennem 19 år som hospitalspræst på Herlev Hospital erfaret, at mange danskere har det svært med døden. Tom Kjær taler med mange patienter og pårørende om døde. Han spørger ofte familien, om de har taget stilling til, hvad der skal ske, den dag den ene af dem dør.

Hvis det falder naturligt i samtalens forløb.

”De fleste får våde øjne og kigger væk. Men så sunder de sig og svarer, at det har de ikke. Så spørger jeg: ’Kunne det være en idé at tale om det, mens jeg er her? Jeg har siddet ved mange dødslejer og deltaget i mange begravelser, og det kunne I måske drage nytte af.’ De fleste danskere kender kun døden fra amerikanske film og computerspil. Mange har ikke selv siddet ved et dødsleje, så der er ikke den fortrolighed,” siger Tom Kjær.

”Det er et eksistentielt vilkår, at vores tid på jorden ophører på et tidspunkt, men det forsøger vi at fortrænge.” Helle Timm, kultursociolog og professor i sundhedsvidenskab

For ikke så længe siden forberedte de fleste sig på døden. Man beskikkede sit hus, som det hed: Ideelt set skrev man testamente, tog afsked med sine kære og modtog nadveren for sidste gang. På landet var det almindeligt helt op til 1900-tallet, at den praktiske side af døden var et anliggende for familien.

De fleste var fortrolige med dødstegn som ligpletter og dødsstivhed. Mændene snedkererede ofte selv kisten, og kvinderne gjorde den døde i stand og klædte ham eller hende i ligklæder. Den døde lå som regel i åben kiste, så familie, naboer og venner kunne komme forbi og sige farvel. Før udsyngningen blev der drukket kaffe ved den åbne kiste, inden turen gik til kirkegården.

Men med flytningen fra land til by og i takt med at lægevidenskaben har udviklet medicin til bekæmpelse af stadig flere sygdomme, og religionen fylder mindre i danskernes liv, har danskernes forhold til døden ændret sig.

 

Vi har en plan

I dag er døden blevet noget, vi må bekæmpe med alle midler, mener Tom Kjær.

”Engang håbede man, at når man døde, så ventede det evige liv. I dag er håbet ofte knyttet til, at patienten overlever. Det er ikke et håb, der levner plads til evigheden eller noget andet metafysisk. Den retorik, der knytter sig til livstruende sygdomme i dag er: Vi har en plan.”

“Hvis ikke planen virker, har vi et forsøg, du kan deltage i. Men både læger og sygeplejersker skulle måske hellere tale realistisk med patienten om overlevelseschancerne. Der er meget, der tyder på, at patienten kan få et bedre liv i den tid, der er tilbage, hvis man ikke behandler som om man kan helbrede.”

“En kvalificeret palliativ indsats kan være et fuldt lødigt alternativ til en meget intensiv behandling helt frem til, patienten dør. Men vi har en forestilling om, at livet helst ikke må ende, og den forestilling understøttes af sundhedsvæsenet,” siger Tom Kjær, der finder det paradoksalt, at et flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp samtidig med, at sundhedssystemet gør alt for at holde folk i live så længe som muligt.

Det har blandt andet vakt debat, at der i de senere år er blevet opsat hjertestartere på landets plejehjem, og at en vejledning fra Sundhedsstyrelsen fastholder, at plejepersonalet er forpligtet til at forsøge genoplivning af svækkede ældre, selv om de har givet udtryk for, at de ikke ønsker det.

”Vi har en forestilling om, at livet helst ikke må ende, og den forestilling understøttes af sundhedsvæsenet.” Tom Kjær, hospitalspræst

Når gamle fru Hansen vitterligt giver udtryk for, at hun er mæt af dage, så lad hende dog dø i fred af naturlige årsager og tving ikke personalet ud i en uetisk genoplivning, der strider mod alt det, de står for,” siger Tom Kjær.

 

_Y4Q7175u

 

”Noget helt andet er aktiv dødshjælp. Jeg har da en stor forståelse for, at uhelbredeligt syge og lidende menneske kan tænke: Hvis jeg var en hund, havde jeg fået en sprøjte hos dyrlægen. Men meget få, der arbejder i det palliative system, går ind for aktiv dødshjælp. Det ville betyde, at gamle hr. Olsen kunne blive presset til at vælge livet fra:

”Børnene har så travlt, så hvorfor spilde tid på mig.” Også af den grund er jeg modstander af aktiv dødshjælp.”

 

”Helbrede, trøste og lindre”

I dag er der en række medarbejdere i sundhedsvæsenet, der arbejder med palliation. Det vil sige, at de arbejder for at forebygge og lindre lidelser for mennesker, der er ramt af livstruende sygdom. Læger har altid skullet ”helbrede, trøste og lindre”, men i takt med forbedret diagnostik og behandling står en mindre gruppe patienter tilbage. Nemlig den gruppe, der må opgives, fordi ingen behandling er mulig.

Til at tage sig særligt af denne gruppe mennesker er der flere steder i Europa oprettet hospicer og særlige palliative afdelinger til pleje og behandling af alvorligt syge og døende. I middelalderen var begrebet hospice knyttet til klosterherberger for syge og udmattede pilgrimsrejsende.

Den moderne hospicebevægelse tog fart i England i 1960’erne, og Danmark fik sit første hospice på Sankt Lukas Stiftelsen i København i 1992, og den første palliative afdeling blev oprettet på Bispebjerg Hospital i 1997. I dag er der ni specialiserede palliative afdelinger rundt omkring på landets hospitaler og sygehuse og 20-30 afdelinger med særligt fokus på palliation.

I nogle af landets kommuner findes der egentlige palliative teams, der består af sygeplejersker, fysioterapeuter og andet sundhedsfagligt personale, som hjælper syge borgere i eget hjem. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er formålet med palliation;

”at fremme livskvaliteten hos patienter og familie ved at forebygge og lindre lidelse gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og åndelig art”.

Ifølge Sundhedsstyrelsens faglige retningslinjer for den palliative indsats er ”det åndelige” ikke kun synonymt med det religiøse. Snarere er der tale om ”eksistentiel og åndelig omsorg”, hedder det.

 

Forkyndelse eller åndelig omsorg?

“Alle sundhedsansatte skal kunne forholde sig til åndelig omsorg. De skal som et minimum kunne se, når et menneske har brug for at få talt om livets store spørgsmål og kunne medvirke til at det behov dækkes. Nogle sundhedsansatte kan meget mere. En hel del sygeplejersker gør et fint stykke arbejde og møder patient og pårørende omkring livets store spørgsmål,” siger Tom Kjær.

”Sygeplejersker har ikke lov til at lade deres egen tro spille ind, når de udøver åndelig omsorg. De må ikke missionere. Men jeg er som præst forpligtet til at forkynde.”

“Jeg bliver ofte mødt af spørgsmål som: Hvorfor skulle jeg miste mit barn?´eller Hvorfor skal jeg rammes af cancer?´. Hvis patienten eller den pårørende er ateist, eller har en anden holdning, prøver jeg at møde dem i det. Men ofte er folk bare fortvivlede og bange. I den situation spørger jeg dem, om de vil høre, hvad jeg tænker, og det vil de fleste gerne. Så fortæller jeg dem, at jeg tror på en Gud, der er nærværende midt i det lidelsesfulde, og om jeg må have lov at bede en bøn og lyse velsignelsen. De allerfleste er meget taknemmelige for det, og de pårørende giver ofte udtryk for bagefter, at det hjalp dem.”

 

Ritualer ved dødsfald på hospitaler

Tom Kjær efterlyser egentlige ritualer på landets hospitaler i forbindelse med døden. De andre patienter opdager ofte først, at en patient er død, når sengen pludselig er fjernet.

”De fleste dør på en travl og ofte overfyldt medicinsk eller kirurgisk afdeling. Her gør personalet ofte et stort stykke arbejde for at opretholde en værdighed omkring den døende på trods af svære betingelser. Nogle kommer måske kun på enestue de sidste timer af deres tid her på jorden.”

“Når døden er indtrådt og de pårørende har sagt farvel, kører portøren den døde ned i hospitalets kølerum. Nogle steder via serviceelevatoren, de også bliver brugt til varetransport. På den måde er døden næsten blevet gjort usynlig på landets hospitaler. I det mindste synes jeg, man skulle tænde et lys synligt for alle, når en patient er afgået ved døden. Det gør man på hospice”, siger Tom Kjær.

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

 

”Med venner i lys vi tale”

Da Claus Søndergaard var kommet til sig selv igen den forårsdag i 2010, da Anne-Grethe fik sin dødsdom af lægen, var hans første reaktion at bede en bøn til Gud. Bønnen var meget kort. Den lød: Hjælp os!

Siden han som 20-årig meldte sig ud af folkekirken, havde han ellers ikke betegnet sig selv som et troende menneske, men den dag gav det mening at sende en bøn opad.
”Når man står ved meningsløshedens yderste kant, hvad gør man så? I vores kultur har vi lært, at vi vender os til Gud. Og det var det, jeg gjorde den dag,” siger han.

Da ægteparret først havde fået taget hul på at tale om døden, var de heller ikke længere så sikre på, at Anne-Grethes urne skulle sættes ned i plænen på de ukendtes fællesgrav på Gladsaxe Kirkegård, sådan som de oprindeligt havde tænkt. Og det er Claus Søndergaard taknemmelig for i dag.

”I begyndelsen gik jeg ned til Anne-Grethes grav hver dag og stod og græd lidt og tænkte på hende. Nu er der gået tre år, og sorgen er ikke så påtrængende i dag som dengang. Men stadig går jeg derned mindst en gang om ugen, og det betyder rigtig meget for mig og børnene, at vi har det sted til at mindes.”

“Jeg kan ikke sige, at jeg er kommet til at tro på Gud. Men jeg er begyndt at gå i kirke, og jeg ville oprigtigt ønske, at jeg kunne tro. Jeg bliver altid blød om hjertet, når vi synger Grundtvigs ”Den signede dag med fryd vi ser”, hvor det til sidst lyder: ”så frydelig dér til evig tid, med venner i lys vi tale”. Tænk hvis det her er sandt.”

Begravelse: Først nu bliver døden helt uafvendelig

REPORTAGE. “Hvad tid begynder begravelsen?” spørger jeg min mor. “Bisættelse,” retter hun mig. “Karen skal bisættes”.

Af Kathrine Tschemerinsky

Sommeren er purung, og Karen, som i en årrække levede sammen med min morfar, er død femogfirs år gammel.

Hun var min, min bror og vores kusiners reservebedstemor – selvom vi aldrig italesatte det med titler. Nu er hun væk, og vi skal til hendes bisættelse. Den begynder klokken tolv.

Vi ankommer i god tid. Hendes datter tager imod os og peger på midtergangen, som allerede er dækket af blomster. Selv i døden, og måske endda særligt i døden, konfronteres man med menneskers sociale kapital.

Var der bårebuketter? Hvor mange? Og fra hvem? Var kirken fyldt, halvtom eller helt tom?

Karen betød tydeligvis noget for mange, og for enden af kirketjenerens sirligt udførte blomsterløber ligger hun. Det vil sige; står kisten.
Den er også dækket af blomster.

På hele turen derop har jeg tænkt over, hvor i kirken vi mon skal sidde. Stolene tættest på kisten er forbeholdt de nærmeste slægtninge. De forreste bænkerækker er til nære venner. Bænkerækkerne nærmest udgangen er til de perifere bekendtskaber. Siddepladserne i kirken er altså ikke kun ren logistik, men afslører også, hvordan vi betragter – og placerer – os selv og hinanden i forhold til den afdøde.

Men hvad er det egentlig, der gør os nære eller fjerne for hinanden? Og hvad nu hvis ens plads i kirken ikke afspejler det tab, man føler?

“For enden af kirketjenerens sirligt udførte blomsterløber ligger hun. Det vil sige; står kisten.”

Folk og Kirke  12/2014

Jeg deltog engang i en begravelse for en ældre herre. Han havde tilbragt sine sidste år på et plejehjem, og udover familie og venner var personalet fra plejehjemmet også til stede. Både i kapellet og under den efterfølgende kistenedsættelse holdt personalet sig i den absolutte baggrund.

Det var, som det skulle være – deres relation til den døde var jo på den ene side udelukkende af professionel karakter – men jeg kunne samtidig ikke lade være med at bemærke, at det alligevel var lidt underligt, at de, som i vores tid ofte ender med at pleje og leve allermest intenst med vores ældre i deres sidste år, stod og gemte sig lidt akavet i begravelsesoptogets absolutte ende, som om de var i vejen.

Selvom der her er tale om en helt anden situation, havde Karen også sin egen familie.

Men et vink med hånden og et nik fra hendes datter sender os op til stolerækkerne, og denne rørende gestus fjerner både logistisk angst og smålig jalousi. Der er plads til os alle.

Og så går begravelsen i gang. Orglet bruser, vi synger en salme, og præsten, som kendte Karen og besøgte hende kort før hun døde, stiller sig klar for enden af kisten.

Med udgangspunkt i et citat af Kirkegaard og på ikke mere end ti minutter oprulles et helt liv. Barndom. Karriere. Kærlighed. Sorg. Børn og børnebørn. Men en prædiken er, som præsten også selv bemærker, ikke blot en biografi, men også et forsøg på at fremkalde et billede af den døde. Deres essens, så at sige.

Når det lykkes – hvis det lykkes – efterlader præstens prædiken de efterladte med et aftryk af den afdøde, som man kan tage med sig videre i livet. I Karens tilfælde fremhæver præsten hendes evne til gennem hele livet at forblive nysgerrig og nærværende – både når det gjaldt sig selv og andre. Men som det præsenteres, er det ikke blot et minde der overdrages, men et ideal, man kan tage til sig og efterleve i sit eget liv.

Men begravelsestalen beskæftiger sig ikke kun med de sider af personen, vi i forvejen kender til og er fortrolige med. Karen skiltede for eksempel sjældent med sin tro og tilknytning til kirken. Men det er, som præsten bemærker, ikke usædvanligt. ”Der er nok altid en vis blufærdighed knyttet til at beskæftige sig med den side af tilværelsen, med metafysik.”

Folk og Kirke  12/2014

Det er underligt at få noget nyt at vide om en person til vedkommendes begravelse. Som om aftrykket afslører noget mere om personen – eller i hvert fald noget andet – end personen nogensinde selv kunne eller ønskede at vise. Eller også spurgte jeg bare aldrig.

Vi synger Se, nu stiger solen, og præsten hælder jord på kisten med en lille skovl.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå

Min lillebror begynder at græde. Det er som om døden først nu bliver helt uafvendelig.

Orglet spiller igen, og selvom vi ikke har modtaget en drejebog på forhånd, ved vi alle, hvad der nu skal ske. Begravelsen er nemlig i store træk fuldkommen identisk med enhver anden begravelse forrettet af den danske folkekirke, og selvom det hele føles utroligt intimt og særligt, er vi samtidig også del af et ritual, som er det samme, fælles og tilgængeligt for enhver, der vælger at være en del af det.

“Min lillebror begynder at græde. Det er som om døden først nu bliver helt uafvendelig.”

Folk og Kirke  12/2014

Kisten løftes op fra gulvet af medlemmer fra den nærmeste familie, og begravelsesoptoget begynder langsomt at bevæge sig ud ad kirken. Uanset om der er tale om en begravelse eller en bisættelse, har jeg altid betragtet dette øjeblik som begravelsesritualets absolut mest dramatiske. Uafvendelig er nemlig i alle tilfælde adskillelsen.

Men netop i sådanne øjeblikke tror jeg, at begravelsesritualets industrielle kvalitet er en fordel. Udover at de efterladte ikke selv skal til at opfinde et begravelsesritual, men kan give sig hen til sorgen, er trøsten også eksistentiel; selvom ritualet handler om et bestemt individ, er det ikke forbeholdt et enkelt individ.

Døden er uafvendelig, og idet uafvendeligheden afspejles i ritualet, anerkendes døden både som noget meget sørgeligt, men også ganske naturligt.

Og så pludselig er bisættelsen forbi. Rustvognen kører væk, og præsten hilser på alle, før han skridter over kirkepladsen med præstekjolen flagrende efter sig.

Den tyske syttenhundredetalsdigter Novalis skriver et sted: ”Døden er på samme tid afslutning og begyndelse, på samme tid adskillelse og tættere forbundenhed.”
Deri ligger en trøst. Også og måske særligt  for det moderne menneske.

Foto: Illustrationer til denne artikel er et opstillet scenarie for, hvordan en bisættelse/begravelse foregår. Tak til de medvirkende.

LÆS OGSÅ: Alt om begravelse hos folkekirken.dk

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Dødsarbejderne: Til jord skal du blive

PORTRÆT. Vi beder en bøn. Vi bugserer din døde krop, brænder den eller graver den ned i jorden. Vi hugger dit navn i sten. 

Fortalt til Anders Haubart Madsen

 

Helle Kristensen, læge, Glostrup Hospital. Foto: Miklos Szabo

Helle Kristensen, læge, Glostrup Hospital. Foto: Miklos Szabo

Ligsyn: Lægen lytter efter og ser døden

Jeg har kun været læge i to år, og derfor er det en af mine opgaver at konstatere dødens indtræden hos patienter. Det er nyuddannede læger, der laver det, vi kalder ‘ligsyn’, og de første gange var det lidt grænseoverskridende for mig.

Når du er død, skal du gennem en længere kontrol, så vi sikrer os, at du er det, vi kalder ‘uopretteligt død’.

Jeg kommer som regel ind på din stue, når plejepersonalet og dine pårørende mener, du er sovet ind. Har du været syg længe, kan du blive kold flere timer, inden du dør, omvendt kan du stadig være varm, hvis du dør meget pludseligt.

Jeg lytter først til dit hjerte og dine lunger, så løfter jeg dine øjenlåg og lyser med en lygte for at se, om pupillerne reagerer. Nogle gange er der tale om en stille søvn, der har fået sygeplejersken og din familie til at tro, at du har forladt dem. Men får jeg ingen reaktion fra disse tre steder, kan jeg erklære dig død.

Det slutter dog ikke her. Jeg skal være helt sikker, så jeg åbner et par vinduer og lader dig ligge på din stue i seks timer. Så undersøger jeg dig for ‘sikre dødstegn’.

 “Efter seks timer ser jeg efter purpurrøde pletter på huden.” Helle Kristensen, læge

Albueled som springkniv

Efter seks timer ser jeg efter purpurrøde pletter på huden. Tegnet kaldes livores mortis eller ligpletter, som opstår, fordi proteinet hæmoglobin bundfalder sig i kroppen sammen med blodet, når hjertet stopper med at slå. Det manglende protein skaber misfarvninger, og opstår allerede efter cirka en halv time.

Ligesom tegnet rigor mortis, også kaldet dødsstivhed, kan det bruges til at konstatere, hvornår døden præcis er indtrådt.

Rigor mortis indtræder typisk efter to til fire timer, og kan ses ved, at albueleddet springer tilbage som en springkniv ved udfoldelse.

Når jeg har konstateret de sikre dødstegn, udfylder jeg side ét på dødsattesten og attesten bliver overdraget til begravelsesmyndigheden.

Som ung læge var ligsyn lidt skræmmende, nu har jeg vænnet mig til det.

Døden er i virkeligheden meget fredfyldt.


 

Folk og Kirke 12/2014

Trine Kernel, hospitalspræst, Glostrup Hospital. Foto: Miklos Szabo

 Hospitalspræsten: Det er i orden at give slip på livet

Det er ofte bedemanden, der kontakter mig på din families vegne, efter du er død. Vi aftaler tid og sted for, hvornår du skal bisættes eller begraves, og for en personlig samtale med din familie. Hvis det er muligt, foregår samtalen i dit hjem eller hos noget af din familie.

Jeg medbringer min ritualbog og nogle salmebøger, og mange gange vil din familie byde på kaffe eller te, mens vi taler sammen.

Der er mange ting, vi skal omkring ved sådan en samtale, for jeg vil gerne nå både at få et indtryk af dig som person, høre om din livshistorie, hvilke begivenheder, der har formet dig og gjort dig til det menneske, du var.

Vi taler også om tro og om, hvordan dit liv kan ses i lyset af Guds historie med os mennesker. Kristendommen lover os, at døden aldrig er det sidste, der er at sige om et menneskes liv.

Vi vælger salmer til den kirkelige handling. Havde du nogle ønsker til begivenheden? Hvem skal bære kisten ud, og hvor skal man sidde?

Derefter går jeg hjem og skriver en tale ud fra det, vi har talt om. Jeg vælger bibeltekster og bønner, som jeg mener, vil være meningsfulde og trøsterige for netop dine pårørende, og fletter dit livs historie sammen med evangeliets budskab.

 “Jeg fletter dit livs historie sammen med evangeliets budskab.” Tine Kernel, hospitalspræst

Herren velsigne dig og bevare dig

Hvis du eller dine pårørende ønsker det, hjælper jeg også med afskeden til livet, når du er døende. Jeg tilbyder en åndelig bistand i en overgang, der kan være svær for mange.

“Det er i orden at give slip på livet,” kan jeg eksempelvis sige til dig.

Ved dødslejet oplever nogle pårørende en barriere ved at skulle røre en død, fordi vi ikke ser døde så ofte længere. Men det er en god måde at sige farvel på, så jeg spørger, om de vil lægge en hånd på dig.

Så lyser jeg velsignelsen over alle, der er tilstede:

“Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og giv dig fred!”

 


 

Christian Andersen, bedemand, Albertslund. Foto: Miklos Szabo

Christian Andersen, bedemand, Albertslund. Foto: Miklos Szabo

Bedemanden og lykken i bakspejlet af rustvognen

Jeg sammenligner mig selv med en tandlæge – du kan ikke rigtig komme uden om at skulle besøge mig, og det er ikke ligefrem lykke, du får for pengene.

Sådan er mit lod i livet.

Jeg holder af at snakke med dine pårørende, og kan gøre det både hurtigt og længe. Når nogen dør, sidder jeg nogle gange med de efterladte allerede en halv time efter.

Med mig har jeg min sorte skuldertaske, der rummer min ‘bibel’, som jeg kalder den – et opslagsværk med telefonnumre på præster, kordegne og alle de andre, der ledsager dig på din rejse efter døden. Den udgør mit vigtigste redskab til at udfylde rollen som den, der sørger for alt det praktiske.

Den rigtige bibel har jeg ikke noget imod, men jeg har valgt at fjerne den fra vinduet i min forretning – hinduer, muslimer og jøder skal også kunne føle sig velkomne.

Du kan måske tro, at folk som mig udnytter, at man er i sorg. Jeg er lidt træt af den fordom, for jo, man kan godt spare noget – for eksempel ved selv at fragte urnen fra krematoriet til kirkegården – men de fleste ting, kan man ikke komme uden om, og derfor koster et menneske i gennemsnit 20.000 kroner at sige farvel til.

 “Ni ud af ti vælger den samme hvide kiste og mange putter enten en tegning, en pakke cigaretter eller et brev ned i den.” Christian Andersen, bedemand

Undulat som ledsager

Det er de færreste, der selv kan lave en kiste og selv have den med på bagsædet til kirkegården. Ni ud af ti vælger den samme hvide kiste og mange putter enten en tegning, en pakke cigaretter eller et brev ned i den.

Det mest pudsige jeg har hørt om, var en undulat, men dyr er faktisk forbudte ledsagere.

Ni ud af ti dage ligner også hinanden for mig. Jeg udfylder de samme papirer og frekventerer de samme kirker, krematorier og kapeller.

Hvad får jeg så ud af at være din praktiske altmuligmand? Menneskeliv, lyder det korte svar. Alle de historier, jeg får om dit levede liv. Jeg kunne også forklare min glæde ved jobbet med den tilfredshed, jeg nogle gange føler, når du ligger på bagsædet i rustvognen, og jeg kigger i bakspejlet. Jeg ser din familie stå sammen med præsten, mens vi kører væk.

“Det gik godt, det her,” kan jeg tænke.

“Det hele faldt i hak, blomsterne var flotte og måske skinnede solen endda.”

 


 

Henning Bahn, krematoriearbejder. Foto: Miklos Szabo

Skrøner fra krematorieovnen

Jeg har sådan et job, der får folk til at træde tre skridt tilbage, første gang de hører mig fortælle, hvad jeg laver otte timer om dagen; jeg brænder lig af.

Fire til fem kister med kroppe kan jeg nå at forvandle til aske i løbet af en arbejdsdag. Jeg sender kisten ind i den 872 grader brændende naturgas, og derefter monitorerer jeg nøje forløbet på tre computerskærme; en på mit kontor, en på væggen i pausekøkkenet og en ved ovnen.

Det tager omkring to timer at brænde et menneske, der ligger i en kiste. Når ovnen er i gang, åbner jeg af og til et vindue i lågen for at følge processen, men de fleste brændinger ligner hinanden, når først kisten er opslugt af ilden.

Eneste tydelige forskel er, at for eksempel kræftramte kan være længere tid om at brænde, fordi de har mindre fedt på kroppen. Efter brændingen tager det tre til fire timer at køle asken ned, før den kommer i en urne.

Du skal vide, at noget af varmen fra din brændte krop bliver genbrugt hos os. For at rense røgen fra ovnen bliver den kølet ned til 159 grader og sendt gennem støv- og kulfiltre.

Den overskydende varme bliver sendt gennem rør under jorden fra krematoriet til Glostrup Hospital, hvor du sikkert også kom fra, da du kom hertil – halvdelen af os dør jo på hospitalet.

Men du skal huske, at det kun er omkring 15 procent, der kommer fra dig. Resten af energien kommer fra kisten og naturgassen.

“Det tager omkring to timer at brænde et menneske, der ligger i en kiste.” Henning Bahn, krematoriearbejder

Myte om bevægelse

Har du en kunstig hofte, ryger den ned i en spand, der står ved siden af ovnen. Proteserne er lavet af titanium, og de smeltes om i Holland til nye proteser. Kunstige hofter er lavet af det samme, man bruger til at beklæde rumskibe med.

Debatten om etikken ved ligbrænding har efterhånden lagt sig lidt. Når jeg fortæller om mit arbejde til en udenforstående nu, er de fleste mest nysgerrige efter at høre, om ikke liget rejser sig inde i ovnen. Det er åbenbart en myte, der er opstået.

Arme og ben kan godt flytte sig lidt, i takt med, at sener og muskler brænder væk fra knoglerne. Jeg plejer at forklare bevægelsen med det samme, der sker, hvis du klipper snoren på en bue.

 


 

Mads Jensen, graver og gartner, Søndre Kirkegård, Glostrup. Foto: Miklos Szabo

Mads Jensen, graver og gartner, Søndre Kirkegård, Glostrup. Foto: Miklos Szabo

Graverens job efter hullet er fyldt

Trods min traditionelle stillingsbetegnelse, er det ikke mig, der graver hullet ud til din kiste.

Når jeg får beskeden om, at du skal begraves her på kirkegården, ringer vi til en entreprenør, der så kommer med sin gravemaskine for at lave et 1,6 meter dybt hul.

Min moderne titel, gartner, er derfor mere dækkende, for det meste af min arbejdstid går med at pleje – jeg pusler med både huller, planter og pårørende.

Min første rolle er at tage imod dine nærmeste, når de skal finde en plads til dig på kirkegården. Alternativt kan asken med en særlig tilladelse strøs ud over havet eller urnen kan blive begravet i en tilpas stor privat have. Ellers vil jeg finde en tom plads til dig her, og er dine efterladte som de fleste, vil de have lysindfald på din grav, måske et træ tæt på og omkranset af en hæk.

Inden for de seneste ti år er levende lys blevet populært til at pryde jorden over din døde krop.

Inden du i tilfælde af en begravelse ankommer i kiste, vil jeg glatte hullet ud og afstive det med metalspænder, som jeg efterfølgende dækker med grønne tæpper.

 

 “Er dine efterladte som de fleste, vil de have lysindfald på din grav.” Mads Jensen, graver og gartner

Flere børn og mindre tabu

Du skal vide, at det kan være, jeg har fjernet knoglerester for at få plads til din kiste. En kistegrav er fredet mindst 20 år, men for det meste er det ikke nok til at opløse knogler, så hvis jeg finder nogle, graver jeg dem længere ned end de 1,6 meter, du skal ligge på.

Til sidst placerer jeg gangstativer rundt om hullet, og derefter trækker jeg mig tilbage, mens begravelsen står på. Efter at alle dine pårørende har forladt kirkegården, fylder jeg hullet med jord. Medmindre, du er blevet brændt, og der derfor skal afholdes en bisættelse, for så er det faktisk mig, der både graver hullet ud til urnen, ligesom jeg er til stede iført sort jakkesæt.

Jeg har lagt mærke til, at flere vælger urnebisættelse, og at flere vælger at tage deres børn med, både i kirken og på kirkegården.

En stor del af mit job begynder først, når du ligger under jorden, og det er faktisk den del, jeg holder mest af. Kirkegården er livsbekræftende, og menneskene, der besøger den, giver mig en oplevelse af nærvær.

Hvis du er som de fleste, er det blevet nemmere for dine efterladte at tale åbent om døden med mig. Mange fortæller mig fantastiske historier om dit liv.

 


Stig Andersen, Stenhugger, Raadvad Stenhuggeri, Gilleleje. Foto: Miklos Szabo

Stig Andersen, Stenhugger, Raadvad Stenhuggeri, Gilleleje. Foto: Miklos Szabo

Stenhugger: Jeg er stolt af mine hænders arbejde

Tålmodighed.

Jeg er den sidste, der besøges ved din død, men egentlig ville jeg gerne have, at dine pårørende ventede lidt længere med at komme til mig.

Jeg laver symbolet på din død, den sten, dine pårørende og forbipasserende vil forbinde dig med, når de står ved din grav. Jeg kan godt forstå, at mange bare gerne vil have det overstået, men lad mig alligevel fortælle lidt om de valgmuligheder der er.

Det er fint med mig, hvis du eller dine pårørende bare ønsker at passe ind i mængden – stenen må ikke være større end de andre, og må gerne have efterskriften “Hvil i fred” eller “Altid i vore hjerter”.

Stenen skal være billig, så den er sendt fra Kina eller Indien, hvorfra den koster ned til 300 kroner at importere. Måske står der kun “Grethe” eller “Far”, og skriften er ofte designet af en computer og sandblæst med maskine.

Men jeg holder nu af kulturhistorien. Vi er kun omkring 50 rigtige stenhuggere tilbage i Danmark, og koryfæer som Niels Hansen Jacobsen er næsten glemt.

Ved århundredeskiftet gjorde han stenhuggeriet kunstnerisk anerkendt med sine mønstre og ansigter, sirligt formet med hammer og mejsel. Stenhuggerne tjente dengang ikke nok på skulpturer, og begyndte derfor at tage gravstenene til sig.

 “Jeg holder nu af kulturarven.” Stig Andersen, stenhugger

QR-kode og stillingsbetegnelse

Når man hugger bogstaver i hånden, hugger man fordybninger formet som v´er. Jeg synes, det giver et fantastisk lysindfald og et personligt præg.

Nu står computere og maskiner for hovedparten. Fladt og fantasiforladt. Jeg ser det, fordi jeg er begyndt at genbruge gravsten fra kirkegården, de ligner alle sammen hinanden.

De fleste står højest i 25 år, før de normalt bliver knust og brugt til at producere asfalt. Jeg synes, det er spild.

Nu kan man også få QR-koder, som gør det muligt at skanne en digital fortælling om dig med en telefon, men det er ikke rigtig slået igennem endnu.

Til gengæld er en gammel tendens kommet igen. Måske har du set ældre gravsten med titler som “professor”, “revisor” eller “husejer”. Forleden ønskede en kvinde, at jeg huggede “landinspektør” ind i hendes afdøde mands gravsten. Han var så stolt af sit job.

I virkeligheden – om døden på nettet

BAGGRUND. Vores brug af internettet har skabt nye måder at sørge på. Stine og Anna-Sofie fandt rum for deres sorg på de sociale medier, der gav dem mulighed for at give de døde et virtuelt efterliv og for at dele deres sorg i et onlinefællesskab.

Af Sarah Auken

Det er syv år siden at Klemens døde. Jeg undrer mig stadig over hvordan vi som forældre kunne stå på gaden kun 12 timer efter med tom autostol, jeg med brændende brystbetændelse og uden livline.

Jeg ved aldrig om jeg rigtig fik sagt tak dengang til alle der greb os og var der. Tak!

Sådan skriver Stine på Facebook på årsdagen for sin søns død. Hendes venner reagerer venligt og imødekommende på hendes opdatering og de sender knus, tanker og hjerter i retning af Stine og hendes familie.

Internettet er blevet hverdag for de fleste. Man handler, man finder oplysninger, og man taler sammen over nettet. Derfor er internettet også et naturligt sted for mange at drøfte holdninger, oplevelser og følelser.

Nogle siger, at det billede, vi tegner af os selv på internettet, er et glansbillede. Men som Stines historie viser, kan internettet også skabe et rum for de svære følelser.

De fællesskaber, der dannes, kan handle om dybt alvorlige emner, så det at fremlægge og drøfte sine følelser på internettet, fx på Facebook eller på personlige webdagbøger, blogs, kan blive en del af sorgarbejdet omkring afgørende begivenheder i ens liv, skilsmisser, sygdomme, dødsfald.

“Jeg kendte ikke nogen, som havde det ligesom mig ..” Stine 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Født med halvt hjerte

For syv år siden blev Stine og hendes mand indlagt med deres nyfødte søn, som viste sig at have en uhelbredelig hjertesygdom: Han var født med kun et halvt hjerte.

Efter et hektisk forløb med ambulance og hjertestop, banker Klemens halve hjerte en sidste gang, og han dør i sine forældres arme. Fra at være nybagte forældre med alle drømme og håb til familielivet, er de med et slag blevet forældre til et dødt barn. Klemens blev 22 dage gammel.

”Vi vidste ikke, at vores søn var syg – og så kom vi ind, og så døde han, og så stod vi dér – bogstavelig talt på gaden; uden barn, men med en masse følelser, chok, forvirring, vrede og sorg. Jeg kendte ikke nogen, som havde det ligesom mig, forældre, der havde et dødt barn og gudskelov for det.”

 

Den virtuelle sorggruppe

Da Stine kommer hjem fra hospitalet uden sit barn leder hun først og fremmes efter viden og oplysning om sin søns sygdom. I sin søgen på nettet forsøger hun at finde ud af, hvordan andre har det i sorgen.

”Det var et helt nyt landskab for mig at navigere i,” fortæller hun. ”Jeg havde knap nok fundet ud af, hvordan man er mor til et spædbarn, og nu skulle jeg finde ud af hvordan man er mor til sit døde barn. Det var vigtigt for mig at det skete på den rigtige måde, og at jeg stadig var en god mor. Hvordan sørger man rigtigt, og hvad er det her sorg for noget?”

Stine læser blogs fra andre, der har oplevet lignende tab, og mens hun læser, begynder hun også selv at skrive sin historie ned. Det giver god mening for hende, og hun oplever at brikkerne gradvis begynder at falde på plads.

 

Blogfællesskab for mødre

Til at begynde med, er det bare vigtigt for hende at få skrevet Klemens historie ned og få greb om den, men efterhånden bliver det også en fortælling om hendes sorg. Hun vælger at oprette en blog selv.
På den måde er hun med til at bidrage til den virtuelle sorggruppe, der udgøres af blogs, hvor mødre fortæller om deres sorg og deler erfaringer og trøst.

”Jeg blev del af et blogfællesskab for mødre, der havde mistet et barn. Det var den mødregruppe, jeg ikke havde, og det var det sted, hvor vi kunne tale om det at være mødre. Her kunne jeg spejle min sorg i de andres. Det var et meget vigtigt fællesskab i en periode, hvor jeg kunne genfinde nogle af de følelser, som jeg ellers stod alene med, hos de andre.”

“Der var andre, der havde været der før mig, og det, jeg oplevede som stærkt, var at nogen vidste noget om, hvad jeg gik igennem, og kommenterede på min historie.”

”Jeg havde knap nok fundet ud af, hvordan man er mor til et spædbarn, og nu skulle jeg finde ud af hvordan man er mor til sit døde barn.” Stine

Tabuer

Stine lægger mærke til, at andre på deres blog beroliger læserne: ”Bare rolig – her er der ingen billeder af døde børn.” Dette provokerer hende, for hun har allerede på det tidspunkt lagt billeder af sin lille søn på internettet. Vel at mærke både fra de 22 dage, hvor han levede, og fra efter hans død.

Hvad er det, der gør, at det er svært at vise billeder af døde børn?” spørger hun. ”Hvad er det for tabuer, vi selv er med til at videreføre?”
Hun stiller også spørgsmålene på sin blog, og diskussionen viser, at folk er meget forskellige i deres sorgproces. Det svinger fra person til person, hvor grænsen går for, hvad de finder acceptabelt, og for, hvad der slår dem ud. Stine selv synes ikke, at det er billederne, hvor Klemens er død, som er voldsomme, men dem, hvor han ligger pakket ind i slanger og iltmaske. Da han kommer fri af maskinerne, ligner han sig selv – også selvom han er død.

”Bare rolig – her er der ingen billeder af døde børn.” Anonym blogger

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szab0

Stines mand bakker op omkring bloggen, men vennerne er nervøse. Er sådan en blog for selvudleverende? Hvilket signal sender man til kommende kolleger – eller til arbejdsgivere? Men frygten viser sig ubegrundet.

”Jeg har faktisk været til en jobsamtale, hvor arbejdsgiveren var kommet forbi bloggen. Men det viste sig at være helt igennem positivt. Hun syntes, at det var stærkt, at jeg var åben omkring en så tragisk og skelsættende begivenhed i mit liv.”

 

Mindesiden

Et andet sted på internettet, der giver plads til død og sorg, er siden www.mindet.dk. Det er en side, hvor pårørende kan gå ind, tænde et lys for en afdød og skrive en lille hilsen.

Det er også muligt at oprette deciderede sørgeprofiler, og der er offentlige diskussionsgrupper. Siden er ejet af Kristeligt Dagblad, og der er tilknyttet nogle sognepræster, som man kan skrive til og få sjælesorg over nettet.

Kjetil Sandvik, lektor i medievidenskab på Københavns Universitet, har studeret mindet.dk med specielt fokus på spædbarnsdød. Han fortæller at flere og flere forældre søger på internettet for at finde svar og et fællesskab i sorgen.

Tendensen er, at forældrene ret hurtigt efter et tab opretter et minde, at de er aktive i en periode, og at intensiteten så fortager sig efter ca. et år. Fælles for brugerne er, at de forsøger at få greb om livet efter tabet. Det handler om, hvordan man kommer videre.

Den fremtid, man har set for sig med sit barn, og som man har forberedt sig på ved at købe barnevogn og børnetøj og måske ved at indrette et børneværelse, er forsvundet. I stedet står man tilbage med et hul i sin tilværelse og en forfærdelig sorg.

“Det er vigtigt at sådanne steder findes, døden er en del af livet, og det er vigtigt at kunne tale om den. Vi kan se, at det har hjulpet mange forældre.Kjetil Sandvik, lektor

 

Lektor: Nettet er vigtigt

Brugerne ved, at mindet.dk har rum til sorgen; her er den er det normale; ikke let, men heller ikke tabubelagt. De søger et sted, hvor der er andre som dem selv – hvor de kan støtte hinanden.

Det meningsbærende i lang tid – alt det man ventede sig af at skulle være forældre – er gået i smadder, og man har brug for at få styr på livet. I en vis forstand har man brug for at få barnet tilbage: ”Vi er stadig forældre, selvom vores barn døde.”

En sørgepraksis på nettet udelukker ikke et fysisk gravsted, og en gang imellem er der en QR-kode på gravstenene, der viser hen til en mindeside på nettet, – det fysiske og det digitale mindested bindes sammen.

Kjetil Sandvik konkluderer: “Det er vigtigt at sådanne steder findes, døden er en del af livet, og det er vigtigt at kunne tale om den. Vi kan se, at det har hjulpet mange forældre. De er kommet videre i livet, og sorgen er bearbejdet. De har lært at leve med sorgen og trods den – eller med den – skabt et meningsfuldt liv.”

 

Foto: Miklos Szabo

Foto: Miklos Szabo

Når de døde vågner

Men der er også dem, der ikke finder det fællesskab, de søger, på mindet.dk.

For fire år siden kigger Anna-Sofie ind på siden. Hun føler sig helt isoleret i sin sorg. Hun kigger på de forskellige grupper for pårørende, og finder gruppen ”For dem der har mistet en kæreste”, men det viser sig at trådene er flere år gamle, og hun får ingen respons på sine indlæg.

Hun fortæller:

”Jeg var 19 år gammel, og min kæreste var lige død i en skiulykke. Jeg ledte efter nogen, der kunne sige til mig, ”det er o.k., det du gør”, eller ”sådan havde jeg det også” – nogen, der vidste noget om, hvad jeg gik igennem. Jeg var helt alene med de her følelser Det allerværste var, at den, jeg havde allermest brug for at snakke med og blive trøstet af, var Oliver selv, og det var ham, som var død.”

I stedet bliver det på Facebook, Oliver får et efterliv for Anna-Sofie.

 

Ingen havde mødt døden før

Men heller ikke det er uproblematisk. I et opslag på den døde kærestes profil skriver hun ”Elsker dig for evigt”. Mange liker det, men ingen skriver kommentarer eller sender hjerter. Til gengæld får hun sendt mange private beskeder. Sorgen over Oliver udtrykkes ikke offentligt.

”Jeg ved ikke, hvorfor vi var tavse”, fortæller hun.

”Måske var vi for unge. Ingen af os havde mødt døden før. Vi vidste ikke, hvordan man gør; det var simpelthen for svært. Jeg magtede heller ikke at skrive tilbage til folk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare – der var ingen ord tilbage i verden, der gav mening.”

”Jeg bryder mig ikke om at gå på kirkegården, jeg synes ikke det er et rart sted. Her på Facebook er en verden, jeg kender, den er mere normal for mig.” Anna-Sofie

Når et menneske dør, er der mange praktiske ting, som man pludselig skal forholde sig til.

Hvad med tøjet fra skituren, vasker man det? Hvad gør man med telefonen? Og hvordan skal man forholde sig til den facebookprofil, Oliver har haft, og som jo står der endnu?

Tøjet bliver vasket (undtagen en enkelt t-shirt som Anna-Sofie beholder), mobiltelefonen slukkes og bliver lagt i en skuffe, og i fællesskab bliver man enige om, at Anna-Sofie skal prøve at slette profilen.

Hun bruger dage på at komme ind på Olivers konto, og til sidst lykkes det.

Hun kigger hele hans profil igennem, downloader alle billederne. Men hun kan ikke finde ud af at slette den og ender med blot at deaktivere profilen, Det betyder, at Olivers informationer er gemt, men at han forsvinder fra Facebook. Hun ændrer selv sin status fra at være ”I et forhold” til at være ”Single”.

 

Oliver genopstår på Facebook

Deaktivering eller ej. En aften er Oliver pludselig tilbage på Facebook, som om han selv er online.

”Jeg kan huske, at jeg tænkte ”han er tilbage, han har snydt os. Nu kommer han lige om lidt, som han plejer, og henter mig.”

Hun går ind på hans profil og det ser ud som om at han er tilbage. Hun er ikke den eneste, der opdager det – den gamle vennekreds om Oliver bliver samlet igen for at finde ud af, hvad der sker. Det lykkes ikke at opklare mysteriet, måske har Facebook ændret sig.

Anna-Sofie logger igen ind på hans konto og nu beslutter hun og de andre at lade den være. Hun ændrer dog hans profilbillede, så det er et ordentligt billede, der viser sig, ikke det fjollebillede, som var det sidste, Oliver selv brugte.

Når Anna-Sofie mindes Oliver, gør hun det samme, som mange af hans venner. Hun finder hans billeder på Facebook og kigger på dem.

”Jeg bryder mig ikke om at gå på kirkegården, jeg synes ikke det er et rart sted. Her på Facebook er en verden, jeg kender, den er mere normal for mig.”

“Jeg ved, at bloggen bliver brugt af andre både til at søge oplysning og til at finde en slags trøst.” Stine

 

Gravstenen, der blev tavs

Stine skriver ikke længere på bloggen. Den har stået urørt i lang tid, men Stine lader den stå som en virtuel gravsten for Klemens.

”Siden jeg skrev på bloggen, har mit liv ændret sig. Vi har fået tre børn, og sorgen fylder ikke min dagligdag i dag. Dermed glider også blogfællesskabet ud,” fortæller Stine.

”Men jeg ved, at bloggen bliver brugt af andre både til at søge oplysning og til at finde en slags trøst, så også derfor giver det mening at lade den stå”.

Stine og hendes mand er helt bevidste om, at døden stadig er et vanskeligt emne, så de har en traditionen med at begynde familiens fejringer og fødselsdage ved Klemens grav.

”Vi ved, at det er svært – især for de andre voksne – at starte en samtale om den bror, der ”mangler” i børnenes liv. Derfor er det ritual en hjælp. Det giver sorgen et rum, og Klemens er en del af familien.”

 

En del af livet

Sådan har det også altid været for Klemens søskende. De kender gravstedet, for de har tit været forbi, og når de alligevel skal til legepladsen, er de nu og da henne og hilse på.

”Der ligger min døde bror”, råbte en af drengene en dag til en ny klassekammerat, da de cyklede forbi kirkegården.

”Det er jo ret overraskende”, fortæller Stine.

”Men det giver en anledning til igen at tale om det, også selvom det måske ikke lige var dén indgangsvinkel, man selv havde forestillet sig. Men det er jo noget, man skal kunne tale om i mange sammenhænge. Det er en del af livet – vores liv.”

”Denne ødelægger af alt, hvori vores glæde består”

ESSAY. Biskop Lise-Lotte Rebel analyserer vores forhold til døden.

Pär Lagerkvist fortæller i sin selvbiograf, Gæst hos virkeligheden, hvordan han som barn pludselig får den tunge tanke, at hans bedsteforældre en dag vil dø.

Fra det øjeblik bliver døden noget nærværende og truende.

En gru, som han ikke kan ryste af sig. Han fyldes af en angst, som ødelægger hele hans livs glæde. Fortvivlet løber han ud i skoven til et lille grantræ og en sten, som er en slags alter for ham, hvor han søger hen i svære øjeblikke. Et sted, hvor han føler, at Gud er ham nærmere.

Døden er fra nu af blevet en del af hans virkelighed. Derfor må han ud til sit sted i skoven for at påkalde Gud mod denne frygtelige trussel. Så ligger han dér med hænderne knuget mod hinanden. Men han beder kun om en eneste ting: at han ikke må dø, at ingen skal dø. Absolut ingen.

 

"End ikke dødens magt kan bringe Guds livgivende kærlighedsmagt til standsning," skriver biskop Lise-Lotte Rebel. Foto: Miklos Szabo

“End ikke dødens magt kan bringe Guds livgivende kærlighedsmagt til standsning,” skriver biskop Lise-Lotte Rebel. Foto: Miklos Szabo

 

Far skal leve, mor, hans søskende. Han remser dem op. De gamle derude på landet, alle, alle. Slet ingen af dem skal dø, alt skal blive ved med at være, som det er, og intet forandres.

Jeg tror, at vi alle, som forfatteren her, husker denne angst, da det som børn gik op for os, at vi skal dø, at dem vi elsker skal dø. Denne viden – denne angst lærer vi så med tiden at leve med. Eller gør vi?

Fortrænger vi måske døden for at kunne holde ud at leve? Der er ét sted, hvor det ikke rigtig går an at fortrænge døden. Det er i kirken. Når vi samles i kirkens rum til en begravelse med en kiste foran os, så er døden alt for tydelig, til at vi kan tale udenom. Samtidig mangler vi ord, som kan rumme os.

“Kærligheden er stærkere end døden. Det betyder, at der fra nu af ikke er noget gudsforladt sted, hvor Gud ikke er.” Lise-Lotte Rebel, biskop

Ord kan jo i den situation så nemt virke som bobler, tomme, uvirkelige. Kun et andet, et anderledes ord kan bryde dødens stumhed. Og et sådant ord er det kristne evangelium. Ordene om den Gud, hvis kærligheds magt ikke standser for de grænser, som andre magter må standse for.

End ikke dødens magt kan bringe Guds livgivende kærlighedsmagt til standsning. Evangeliets ord er provokerende:

Tænk, at Gud også vil møde os dér – midt i dødens mørke.

Alene er vi ikke

Skuespilleren Bodil Jørgensen har fortalt om en sådan erfaring af Guds nærvær. Hun skriver om den frygtelige ulykke, der ramte hende under en filmoptagelse. I et interview siger hun:

”Jeg kæmpede en hel nat for at komme tilbage til livet og så kom den stærke forståelse af, at Gud er der, hvor det hele braser sammen.”

Denne verden er ikke forladt af Gud, alene er vi ikke. Såre menneskeligt fortæller kristendommen om Gud, viser os, hvem han er, gennem Jesus Kristus. Han blev født i en stald og henrettet på et kors. Men det var ham, den korsfæstede, som opstod af graven.

Kærligheden er stærkere end døden. Det betyder, at der fra nu af ikke er noget gudsforladt sted, hvor Gud ikke er. Han tog de gudsforladtes plads, han tog vores død – og gjorde den til sin egen. Kristendommen kender til ”mørket” – til det onde i verden og i os – men Gud er altid der, hvor vi mindst af alt venter det, hvor overrumplende det end lyder.

Selv ikke vores menneskelige død er fjern for ham. Derfor tør vi leve. Med håb. Derfor skal døden ikke gøre os stumme og tavse.

I kraft af Jesus Kristus kan der siges noget nyt og andet ind i den dødsmærkede verden. Til os og af os kan det siges. Som det lyder i salme 23 fra Det Gamle Testamente:

“Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, da er du der, jeg frygter ej ondt.”