Indlæg

Skærtorsdag: De sammenspiste

ESSAY. Når vi spiser sammen ved aftensmåltidet, så sker der noget særligt. Vi går fra at være isolerede personer til at være en sammentømret gruppe, en enhed.

Af Kristian Ditlev Jensen

Historien ser enkel ud.

Gud straffer mennesket igennem hele Det Gamle Testamente, og ofrer til sidst sin egen søn. Og med dét offer, tilgives alle menneskets synder.

Jesus dør på vores vegne, og vore synder forlader os. Og derfor følger der med nadveren en syndsforladelse.

Men hvor er det så lige, at maden kommer ind i billedet? Hvorfor skal vi spise vafler og drikke portvin midt i gudstjenesten?

 

Kristian Ditlev Jensen. Foto: Kennet Islandi Havgaard

Kristian Ditlev Jensen. Foto: Kennet Islandi Havgaard

Når man deler bord

I fjernsynets realityudsendelser, følger man de kommunale hold, der skal afsløre socialt bedrageri. Kameraet zoomer ind på det slørede ansigt ved middagsbordet, – der er han!

Endelig er det fastslået: Han spiser sammen med hende og barnet. Først da er de en familie – og så har de snydt med børnepengene.

“Hvorfor skal vi spise vafler og drikke portvin midt i gudstjenesten?” Kristian Ditlev Jensen, forfatter

Det handler ikke om, hvilket tøj, de går med. Det handler ikke om, hvor meget de rører ved hinanden. Det handler ikke – for alvor – om de har sex med hinanden. Det handler om, hvorvidt de sidder ved det samme middagsbord og spiser den samme mad.

Og det handler om, hvorvidt de deler udgifterne. Altså om, hvorvidt brødet fordeles imellem dem, eller om de har hver deres.

Det er sådan man afgør, om nogle individer står alene eller står sammen som en gruppe. Eventuelt bare som en lille bitte familie på tre personer.

Men sagen er klar. Hvis man spiser sammen, så er man sammen.

Står man sammen

Allerede i antikken, hvor historien om Jesus foregår, var den samme forestilling på plads. Og nadveren er, på den måde betragtet, et tydeligt sprogligt og litterært billede.

I de forskellige evangelier forklares det på lidt forskellige måder. Men i grove træk er historien: Jesus sætter sig under påskemiddagen til bords med sine disciple, og han bryder brødet, og han skænker vinen op.

Og sådan skabes fortællingen om de kristne, der står sammen, blandt andet imod en ond verden befolket af romere, der korsfæster deres modstandere.

Ofte er sproglige, litterære eller kunstneriske billeder besynderlige, og det er netop sådan, vi kan konstatere, at de er kunst.

Da den italienske renæssancemaler Leonardo da Vinci malede sit berømte billede af Den sidste nadver, placerede han alle deltagerne på samme side af bordet. På samme måde virker nadverindstiftelsen i Bibelen som en noget mærkværdig affære – en middag med kun brød og vin?

Hvor er lammet? Hvor er tomaterne? Er der ikke engang salt på bordet?

Vi hører kun om de symbolske madvarer. Tørt og vådt. Årsagen er, at selv om maden er i centrum, så formidler den noget andet end sig selv.

Det handler ikke kun om maden. Det handler mere om det, som maden gør. Når katolikker og anglikanere går til nadver, så kalder de det for communion. Ordet er afledt af det latinske communio, som betyder ”fællesskab”.

Kiononia, et tilsvarende græsk ord, der også anvendes, betyder sådan noget som ”kammeratskab”. Det er altså den slags ord, man skal tænke på, når man går til det symbolske aftensmåltid i kirken:

Man er sammen med sine kammerater. Man gør det for at vise, at man er et fællesskab.

 

“Den strengt taget kriminelle attitude er faktisk også en del af nadveren.” Kristian Ditlev Jensen, forfatter

 

 

Som kompagnoner

I den satiriske film Life of Brian af Monty Python har de engelske komikere fundet det morsomt at skildre Jesus som en slags revolutionær.

Det er der også marxistisk inspirerede teologer, der mener, at han rent faktisk var. En mand af folket, der rejser sig imod uretfærdigheden, og som er en del af en undergrundsbevægelse på mange planer.

Han er under cover, som man siger på nudansk.

Og han er, mildt sagt, på kant med myndighederne. Og den, strengt taget kriminelle, attitude er faktisk også en del af nadveren. For også de kriminelle deler brød. Og både den italienske og den amerikanske mafia er berømte for deres madorgier.

De er nemlig det, vi kalder kumpaner. De står sammen imod myndighederne, og de viser det ved at spise sammen.

Vi kender også ordet fra den almindelige lovlige verden, hvor vi kan møde folk, der i erhvervsøjemed har en kompagnon. På engelsk hedder firma og selskab – også festligt selskab – det samme. Det er nemlig company alt sammen.

Ordene kumpan, kompagnon og company stammer alle fra det latinske companio, som ordret betyder ”ham med hvem man deler sit brød”.

 

_K1P4118

Foto: MIklos Szabo

 

I fællesskab

Set i det lys giver det mening, når en håndværksmester siger, at han ikke har råd til lærlinge, fordi han ikke vil ”have så mange i sit brød”.

Og selve ordet for dagen og vejen, ”det daglige brød”, som også indgår i Fadervor, bliver mere gennemskueligt. Det er et udtryk, som symboliserer hverdagslivet. Som gennem den fysiske næring fortæller om at være stærk og at overleve.

“Husk dét, næste gang, du går til nadver. Du skal ikke skamme dig.” Kristian Ditlev Jensen, forfatter

Men som også har en medbetydning af fællesskab. Vi beder jo Vor Fader sådan:

”Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere”.

Brødet er altså knyttet til det sociale. Til det at være sammen og til det at hæfte for hinanden. Og til det, at vi alle sammen kan sætte hinanden fri, hvis ellers vi husker på, at menneskeheden er ét fællesskab.

Læs også: Rundtur i nadveren – æd mit kød, drik mit blod …

Når vi har børn og barnlige sjæle med i kirken, laver de sommetider sjov med oblaten. De siger, at den lille, hvide vaffel ligner ”pap”, eller at den smager som ”flamingo”.

Og på en måde har de ret.

Den er kun et symbol. Et symbol på brødet. Men brødet er fællesskabet. Sammenholdet. Gruppen. Og gruppen er for så vidt hele menneskeheden. Vi er alle Guds børn.

Husk dét, næste gang, du går til nadver. Du skal ikke skamme dig. Du skal ikke føle dig udstillet, dér på knæ. Du skal ikke være usikker.

Det, du præcis viser ved at gå til alters, er helt grundlæggende. Faktisk viser du noget meget fundamentalt.

Du viser bare, at du er et menneske. Ligesom Jesus. Ligesom alle os andre.

 

Rundtur i kristen nadver: ‘Æd mit kød, drik mit blod’

BAGGRUND. Skærtorsdag fejres nadverens indstiftelse. Folkekirken uddeler oblater og portvin, men i de forskellige andre kirkesamfund gør man vidt forskellige ting.

Af Kristian Ditlev Jensen

Katolikkerne

I både Matthæus-, Markus- og Lukas-evangeliet og i Paulus’ første brev til korinterne nævnes det, hvordan Jesus bryder brødet på den aften, hvor han forrådes af Judas.

Jesus rækker, sammen med vinen, brødet til sine disciple og siger, at dette er hans krop. Dernæst siger han, at vinen er hans blod.

De udsagn tager katolikkerne helt bogstaveligt. For dem holder brødet helt op med at være brød og forvandles til Jesu Kristi legeme under indstiftelsen.

Og vinen bliver til blod.

Der er altså tale om en fysisk forvandling. Den klassiske trylleformular ”hokus pokus” er en folkelig forvanskning af katolikkernes latinske glose hoc est corpus, som betyder ”her er legemet”, og som siges af præsten, når brødet – for katolikkerne – undergår den helt konkrete forandring, der med et fint ord hedder transsubstantiation.

Et katolsk nadverbrød hedder en hostie – det latinske ord betyder ”offerdyr” – og er lidt større end en protestantisk oblat normalt er.

Menigheden måtte indtil 1965 ikke få vinen, og også i dag er kun katolikker velkomne.

 

Oblat1

Protestanterne

I den danske folkekirke kaldes katolikkernes communion – som er latin for ”fællesskab” – bare for altergang.

Katolikker ser nadveren som et ”ublodigt offer”. Det gør protestanter ikke. Når menigheden går op til alteret, får hvert medlem en lille møntformet oblat og skænket en tår portvin i et lille sølvbæger, en særkalk.

Med udgangspunkt i Luthers tanker mener protestanterne, at brødet og vinen ikke konkret forvandles til kød og blod, men at der snarere sker en slags forening af begreberne ”brød” og ”kød” og begreberne ”vin” og ”blod”, så Jesus er tilstede ”i, med og under” uddelingen af brødet og vinen.

Læs også om Jesu krop og fællesskabet …

Luthers eget billede herpå er, at nadverelementerne er som et stykke jern, der holdes ind i ilden og bliver rødglødende.

På samme måde, siger han, lades oblaten med en særlig kraft under nadveren. I lutheranske menigheder var der oprindeligt tradition for kun at holde altergang én gang om måneden, nogle steder endnu sjældnere.

På samme måde behøver hvert enkelt medlem af menigheden heller ikke i dag at gå op og modtage brød og vin hver eneste søndag.

Men alle er altid velkomne.

 

Oblat2

  _K1P4123d

De ortodokse

De hellige handlinger, som Jesus indstiftede i sin første menighed, kaldes for sakramenter.

Men hvad man opfatter som ”hellige handlinger” varierer stærkt fra den ene yderlighed til den anden hen over det kristne spektrum.

Protestanter, herunder den danske folkekirke, har to sakramenter – dåben og nadveren.

Hos katolikkerne har man hele syv: Dåben, firmelsen, kommunionen, skriftemålet, den sidste olie, ægteskabet og præstevielsen.

Endnu bredere er begrebet i den ortodokse kirke, hvor man som udgangspunkt mener, at alle kirkens handlinger har noget helligt ved sig. Præsten lægger ud med en anaphora som er en lang bøn, der slutter med, at brødet og vinen indtages.

Undervejs hidkaldes Helligånden, og ved Helligåndens mellemkomst forvandles brød og vin til Jesu legeme og blod.

Men fordi processen er udstrakt, kan man ikke sige, at en egentlig forvandling sker på ét bestemt tidspunkt, skønt der ellers ringes med en klokke, for at vise at Helligånden kommer.

Der er tale om en slags helliggørelse, der betyder, at brødet også er krop, og at vinen også er blod. I den ortodokse kirke bruger man gæret brød – det gør hverken katolikker eller protestanter.

Gærens luftbobler skal symbolisere Helligånden, der gennemsyrer brødet, der dermed bliver til legemet.

Vinen uddeles ikke – kun brødet.

 

Oblat3

 

De reformerte

Protestanten Calvin, der prægede den reformerte kirke, oplevede alene nadveren som et nutidigt minde om Jesu sidste måltid, hvor brød og vin ikke forandrer sig spor.

Protestanten Zwingli hævdede, at brød og vin betød Kristi legeme og blod, altså som en slags symboler.

I brødremenighedens kirke – som er en anden tidlig protestantisk kirkedannelse – er holdningen såkaldt økumenisk: Alle kristne er velkomne til nadveren, og det står enhver troende helt frit for at tænke sit under udførelsen.

Læs også om at være sammenspist i nadveren …

I folkekirken er der i dag vide rammer for nadveren. Præsten kan vælge at knække én stor oblat ud i mindre dele eller at uddele små runde, flade brød.

Nogle præster har forsøgt sig med godt italiensk ciabatta-brød og dyr Barolo-vin for at skabe den rette middagsstemning, andre laver ligefrem middagsselskaber.

Andre igen dypper lynhurtigt brødet i vinen, så man kun får én dråbe – en skik, der også kendes fra visse katolske kirker.

 

Oblat4