Leder: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Folk&Kirke ser i 2017 på folkekirkens udfordringer og på, hvordan fortolkningen af kristendommen har udviklet sig i modspil til og samspil med en foranderlig verden.

Af Kåre Gade, ansvarshavende redaktør for Folk&Kirke

Min Gud, min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Du er langt borte fra mit råb om hjælp
og fra mit skrig.
Min Gud, jeg råber om dagen,
men du svarer ikke,
og om natten, men jeg finder ikke ro.”

Sådan lyder det i Salme 22 i Det Gamle Testamente. Og sådan lyder det igen i Det Nye Testamente, denne gang fra Jesus, da han hænger på korset:

“Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Tvivl fra Bibelen til nu

Gudsforladthed er ikke en fremmed følelse i Bibelen. Tværtimod er oplevelsen af Guds fravær et tilbagevendende tema. Bibelen er befolket af mennesker, som ligner os. Mennesker, som skælder ud på Gud, som længes efter Gud, og som kæmper med at tro på Gud. Da han hænger på korset, råber endda Guds egen søn tvivlen ud.

I denne udgave af Folk&Kirke bevæger vi os i grænselandet mellem kristendom og ateismeKåre Gade

Når selv Jesus vedkendte sig menneskets tvivl, er det så underligt, hvis vi andre af og til tvivler? Der findes ikke-troende, der mener, at man bør melde sig ud af folkekirken, hvis man ikke er sikker i sin tro.

De opfatter troen som et lys, der enten er tændt eller slukket.

Fortvivl ej med tvivl

Men det er de færreste, der er så heldige, at deres tro altid brænder på fuld flamme. Heller ikke blandt os, der sidder i kirken om søndagen. For de fleste af os følges tro og tvivl ad. Og tvivlen kan være en ligeså god anledning til at gå i kirke som troen.

Ligesom det også er de færreste af dem, der ikke tror på Gud, som altid er skråsikre i deres ikke-tro. Som aldrig længes efter et perspektiv på livet, der er større end det, vi selv kan forestille os. Som aldrig står med en taknemmelighed, som de savner at kunne rette et sted hen.

I denne udgave af Folk&Kirke bevæger vi os i grænselandet mellem kristendom og ateisme. Vi ser på folkekirkens udfordringer og på, hvordan fortolkningen af kristendommen har udviklet sig i modspil til og samspil med en foranderlig verden.

Vi giver ordet til både trofaste og troløse, udmeldte og indmeldte. Det kan faktisk nogle gange være svært at se forskel på, hvem der er hvem. For vi ligner hinanden i de overvejelser, vi gør os, og de eksistentielle spørgsmål, vi stiller. Derfor er det ærgerligt, når tænksomme tvivlere vælger at forlade folkekirken.

I folkekirken bliver du hverken skammet eller smidt ud, hvis du har svært ved at tro på Gud, for det ligger i kristendommens væsen, at vi har lov at tale ærligt – både om vores tro, vores tvivl og vores vantro.

Gudløst ærligt, hvis det skal være.

Kåre Gade 2/2017
Det er de færreste, der er så heldige, at deres tro altid brænder på fuld flamme. Heller ikke blandt os, der sidder i kirken om søndagen, skriver ansvarshavende redaktør for Folk&Kirke, Kåre Gade. Foto: Miklos Szabo
DEL ARTIKEL: