Tegning af Mette Ehlers

I over 2.000 år har kristendommen fortolket dommedag på mange forskellige måder. Her er den hurtige tur gennem historien.

Af Svend Rune Havsteen, præst og lektor i kirkehistorie

700 F.KR. – ÅR 0: Israels profeter

Forestillingen om dommedag opstår i jødedommen. I Det Gamle Testamente skildrer profeterne, hvordan Gud skal fælde dom over Israels fjender, men også over Israel selv. Profetierne er ofte forsøg på at forklare den undertrykkelse, som israelitterne oplever, for eksempel da folket føres i eksil i Babylon.

Ved tidernes ende, på ‘Herrens dag’, vil Gud genoprette retfærdigheden. De døde opstår, denne verden går under, og en ny verden skabes.

Til forestillingen om tidernes ende knytter sig også forventningen om Messias – en konge, som Gud har udvalgt til at frelse Israel og genoprette Davids rige.

ÅR 0 – 200 E.KR.: De første kristne

Tilhængerne af Jesus anser ham for at være Messias. De sidste tider er begyndt, og Kristus vil komme tilbage for at holde dom over levende og døde.

Apostlen Paulus’ breve er skrevet få årtier efter, at Jesus blev korsfæstet. Det er tydeligt, at Paulus forventer, at Jesus kommer tilbage allerede i hans levetid.

I Matthæusevangeliet beskriver Jesus, hvordan Menneskesønnen skal komme og sætte sig på tronen for at ‘skille fårene fra bukkene.’ De gode dømmes til evigt liv, de onde til evig straf. Her er næstekærligheden kriteriet for dommen.

I Johannes’ Åbenbaring fortælles om Tusindårsriget, der oprettes inden dommedag. Andre steder i Det Ny Testamente skildres, hvordan krige, jordskælv og hungersnød vil indvarsle dommedag.

200 – 400 E.KR.: Den tidlige kristendom

Tanken om en umiddelbart forestående dom bliver opgivet, men dommedag forbliver et centralt led i forståelsen af verden og det enkelte menneskets fremtidige skæbne.

Dommedag indskrives i den apostolske trosbekendelse, som siger, at Jesus “skal komme at dømme levende og døde.”

Dommedag er et flerleddet forløb, som kaster lys over historien: Først er der tegn, der peger hen på tidernes ende, så følger Kristi genkomst, Tusindsårsriget, de dødes opstandelse, og så dommen.

Med dommen ender denne verden, og Gudsriget oprettes. Nogle tolker begivehederne metaforisk, andre bogstaveligt.

Tegning af Mette Ehlers

400 – 500 E.KR.: Augustin

Teologen Augustin udlægger Tusindårsriget symbolsk: Som kirken, hvor Kristus udøver sit herredømme i den sidste tidsalder.

Hvornår denne slutter, kan mennesket ikke vide.

Den yderste dom indtræffer ifølge Augustin i forbindelse med de dødes ‘anden opstandelse’, som omfatter ‘kødet’. Den ‘første opstandelse’ forstår han som den åndelige opstandelse, mennesket erfarer gennem troen på Kristus.

Ved dommen bliver mennesket prøvet ud fra de bibelske bud og ‘livets bog’, hvor det enkeltes menneskes gerninger er optegnet.

500 – 1500 E.KR.: Middelalder og renæssance

Fromhedslitteraturen og kunstneriske fremstillinger i kirkerne skildrer dommedag, som man anser for at være nær. I forkyndelsen bliver det brugt til at opfordre til en moralsk højnelse, der kan sikre frelsen.

Middelalderen rummer talrige forsøg på at bestemme de ‘tegn’, der varsler dommedag. I det populære skrift “Om de 15 tegn på dommedag” beskrives, hvordan havene stiger op over bjergene, jordskælv indtræffer, alle mennesker dør, og jorden brænder.

I årene op til 1000 opstod mange bevægelser, der forventede verdens ende.

Middelalderens teologi er optaget af spørgsmålet om sjælenes skæbne mellem døden og dommedag. Derfor opstår læren om skærsilden, hvor sjælene skal renses, inden de kan opnå den evige salighed.

1500 – 1550 E.KR.: Reformationen

Dommedag er en skræmmende, personlig realitet for Luther. I sine studier af Bibelen når han frem til, at mennesket ikke kan frelse sig selv ved gode gerninger. Alene ved Guds nåde frelses mennesket, og det fører til opgøret med pavekirken.

I en vis forstand handler det også om dommen. Kirken skal ikke være en formidlende instans mellem Gud og den troende – som når den sælger afladsbreve, der skal forkorte tiden i skærsilden.

Ikke desto mindre er Luther overbevist om, at tidernes ende er nær.

Ødelæggelsen af kirken, vantro, splittelse, oprør, krig og solformørkelse er tegn på, at menneskeheden befinder sig i det sidste tidsrum før historiens ende, hvor man er udsat for Djævelens anslag. Pavekirken er Antikrist.

De Kristustroende bliver ved den yderste dom frelst og modtager det evige liv. Den troende har i en vis forstand allerede dommen bag sig og behøver derfor ikke frygte den kommende dom.

1550 – 1800 E.KR.: Pietismen

Er Tusindårsriget et billede på den himmelske paradistilstand, som venter efter det syndige og elendige menneskeliv? Eller er det en realitet på jorden inden dommedag – et gudsrige på jorden, oprettet og ledet af de frelste?

Begge forestillinger findes blandt andet hos pietisterne i Tyskland og de puritanske kristne i England
og Amerika. Tanken om et gudsrige på jorden afspejler en idé om, at religiøs vækkelse ikke alene giver en løn i det hinsidige liv, men også kan skabe fremgang og bedre tider på jorden.

1800 – 1914 E.KR.: Liberalteologien

Med oplysningstiden er den kristne troslære blevet tilpasset og genformuleret, så den stemmer overens med den menneskelige fornufts og naturvidenskabens tilgang til virkeligheden.

Den såkaldte liberalteologi er båret af kulturel optimisme og ser de sidste tider som fuldendelsen af kristendommen – civilisationens højdepunkt.

Det er menneskets opgave at være Guds medarbejder på projektet.

1914 – I dag: Den dialektiske teologi

1. Verdenskrig gør en ende på troen på menneskets gode vilje. I protestantismen understreger den dialektiske teologi det absolutte modsætningsforhold mellem Gud og menneske.

Den tolker dommen eksistentielt-psykologisk:

Dommen er ikke i fremtiden, men hver dag, når vi står over for et andet menneske og erkender vores svigt. Det er i troens møde med Kristus, at dommen fældes.

Alligevel har forestillingen om den yderste dom også en plads i moderne teologi. Den nærer håbet om en forvandling, hvor de negative tilværelsestræk elimineres, det beskadigede liv genoprettes, og det gode liv endegyldigt virkeliggøres – ikke kun på det individuelle plan, men også kollektivt og kosmisk.

Svend Rune Havsteen er præst og lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet.

Tema:
Dommedag